Som sædvanligt var vi på en rypetur ind i fjorden. Det er bare herligt at komme væk fra byen midt om vinteren og daffe om ude i fjeldene. Vi mødtes på Tulu mandag efter arbejde, og da alle var ankommet, blev vi enige om, hvor vi ville hen, og skibet lagde ud. Det tog ret lang tid at sejle ind til Amitsuarsuk, hvor vi ville gå på jagt om tirsdagen. Men ret sent blev der kastet anker derinde, og skibets motorlarm døde endelig ud. Så kunne man høre lidt af, hvad der blev sagt rundt omkring en.

Tirsdag morgen var det med at komme op og få lidt morgenmad, inden vi skulle i land. Skibet lå et stykke ude i den lange tynde bugt, som Amitsuarsuk er. Vi var fem personer, som blev sejlet i land samtidig. En mand blev sat i land et lille stykke inde, før vi andre fire blev sejlet et stykke længere ind og sat i land. Jolleføreren var en yngre gut, som kom fra de kanariske øer. Han var da ankommet til noget andet end det derhjemme.

I land fik Dorthe og jeg skiene på og forsvandt skråt opefter, mens vi havde kurs ind i landet. Ret hurtigt mødte vi nogle ryper, hvoraf jeg fik tre. Den jagt tog lidt tid, så da vi fortsatte hen over en knold, så vi på den fjerne side Lars H. foran os. Han var på vej op ad fjeldsiden, så vi satte kursen en anelse nedefter og krydsede hans spor, mens vi fortsatte ind i dalen.

Det var en herlig morgen. Det frøs kun en 5-7 grader, og der var en let vind fra syd. Eneste minus var, at der kun var meget lidt sne. Det var ikke nogen overraskelse, da vi jo havde holdt øje med snefaldet i vinterens løb. Der var så lidt sne, at vi snildt kunne have gået uden ski. Når vi nu havde ski på, gik det uvægerligt hårdt ud over både dem og fellerne, når vi konstant kradsede hen over diverse sten. Men den glade skiløber vil jo godt stå på ski, når man kan.

Lidt længere henne skulle vi forbi en dyb smeltevandskløft. Her kravlede vi op over noget fjeld med skiene i hænderne og ned på den anden side. Da vi således stod oppe på toppen af smeltevandskløften, afsøgte vi den nedefter i kikkerterne. Dorthe fandt en rype, der sad på en sten et stykke nede i kløften. På vejen ned til den med kløften på min venstre hånd fik jeg øje på en anden, der sad på en stor blok lidt inde til højre. Det gik fint med begge fugle, og med fem i alt på rygsækken kunne vi så fortsætte op ad en skråning til toppen af en mindre knold på fjeldsiden.

Her var der en lille slette, hvor en hare var rendt frem og tilbage en del gange. Den sørgede dog klogelig for at holde sig ude af syne, mens vi var her.

Vi havde hele formiddagen gået i skygge på sydsiden af dalen. Ovre på nordsiden lå det hele badet i et indbydende solskin. Vi kunne se Lars G. gå rundt derovre. Han var dog ikke nået nær så langt ind som os, så vi besluttede os for at gå lidt længere ind og så krydse over på hans side. Når vi ikke var flere, kunne vi næppe komme til at sidde lårene af hinanden.

Et stykke fremme nåede vi til et krat. Jeg gik op mod krattet mens Dorthe blev tilbage og kom lidt senere. Da jeg stod foran krattet, lød der et advarselskald fra en rype. Jeg drejede hovedet og så en rype stå på en sten et halvt hundrede meter væk. Det var jo en fejl fra dens side.

Mens jeg trak rypen på snoren, kom Dorthe op til mig, og vi fortsatte rundt om krattet. Her kunne vi på østsiden se en del rypespor. Der havde gået en mindre flok her for ikke ret længe siden. Vi fulgte kanten af krattet ned mod dalbunden, mens vi spejdede efter kræene. Men vi så nu ingen. Måske var de gået ind i det tætte krat, hvor vi ikke havde en chance for at få fat i dem.

Nede i dalbunden kom vi ud i solskinnet. Det var ret dejligt. Hernede var der også rensdyrspor i sneen. Nogle af dem var ret friske, men vi så ingen dyr.

Vi gik lidt op ad skråningen på nordsiden af dalen og begyndte så at arbejde os ud mod fjorden, mens vi så efter dyr.

Det var nu ret anstrengende, for her var en del mere krat end der havde været på sydsiden af dalen. Samtidig var temperaturen i solen en del højere, så pludselig gik vi og småsvedte. Det var sandelig noget andet end formiddagen, hvor vi havde måttet blive ved med at gå for ikke at fryse. Det gik også op for os, at det nok havde været en fejl at gå herover i solsiden. Der var godt nok spor efter ryper, men sneen var så småt begyndt at smelte i solen, så vi skulle ikke sætte næsen op efter ret meget.

Vi møvede os igennem noget mere krat og op ad en skråning til et nyt niveau. Heroppe kunne vi lidt fremme i noget, der nok var en dyreveksel, men nu var fyldt med sne, se et par rypespor. Vi satte kursen den vej forbi, mens vi så os om. Et sted gik der en afstikker af sporet ud på tværs af os. Da jeg kom derhen og krydsede sporet, standsede jeg og så på det. Det så godt nok frisk ud. Det sagde jeg til Dorthe, mens jeg drejede hovedet og så bagud mod hende. Herved fik jeg øje på rypen, der stod bag en lille busk højst syv meter væk. Ja, så var der jo ikke noget at sige til, at sporet havde set frisk ud. Jeg kunne lige sætte et skud ind mellem to grene. Så havde vi syv ryper.

Så var det med at få solbrillerne på, for solen var ret kraftig og havde meget genskin fra sneen. Vi fandt et sted at sidde et øjeblik for at drikke lidt vand og slappe af. Imens diskuterede vi, hvad vi skulle den sidste smule vej ud til fjorden.

Turen gik nu ned til elven i bunden af dalen. Den fulgte vi lidt. Der var nu så varmt, at der løb smeltevand ovenpå isen på elven, hvad der gjorde den ret glat, og kravlede så op på brinken på sydsiden og fortsatte ud til det sted, vi var blevet landsat om morgenen.

Da jeg kaldte Tulu, passede det med, at jollen var inde for at hente dem, der var blevet sat først i land om morgenen. Derfor var den snart inde hos os. De andre havde også fået ryper, så der var fint humør, mens vi sejlede ud mod skibet.

Vel om bord blev ryperne hængt op og vores grej lagt ind i containeren på dækket, før vi kunne gå ind og slappe lidt af. Vi var det sidste, så det varede ikke længe, inden skibet startede op og dampede ud ad bugten for at sætte kursen over mod Sulusuguutip, hvor vi ville gå på jagt den næste dag.

Efter morgenmaden skyndte vi os at gøre klar, så vi kunne komme i land. Dorthe og jeg blev sat i land på det efterhånden sædvanlige sted, når vi har været her. Lars og Lars blev sejlet ud for enden af bugten og sat i land på samme side som os. De ville så i dagens løb bevæge sig tilbage mod skibet. Mens Dorthe og jeg begyndte at gøre skiene klar og gå opefter, kunne vi se et hold blive sejlet langt ind i bugten og blive landsat på nordsiden.

Det første stykke så vi ikke andet end spor i sneen. Vi fulgte en smeltevandskløft opefter, mens vi snusede omkring lidt oppe og lidt nede efter dyr. Et stykke oppe var der endelig gevinst. En rype sad oppe på venstresiden af kløften. Jeg gik stille og roligt et stykke op og skød den. Heldigvis trillede den hele vejen ned i bunden af kløften, så vi kunne bare gå hen og samle den ind og fortsætte turen.

Lidt længere oppe var der bid igen. Tre ryper sad på begge sider af kløften. Dem fik vi taget til os. Da vi havde samlet dem ind, fik jeg øje på to mere. De sad godt i dækning ovre på den side af kløften vi kom fra, så vi måtte ned og op igen. Endelig kom vi så nær, at der var skudmulighed. Nu kunne man se at de var tre. Jeg fik de to, mens den tredje fløj lidt væk. Jeg gik lidt ned ad bakke og kunne så tage den med.

Vi stod nu på den forkerte side af kløften, for vi ville godt over på den anden side og bevæge os ud ad bugten. Vi gik et stykke op til vi fandt et sted, hvor man kunne krydse uden at skulle voldsomt ned og op igen.

Lige efter at have krydset, fandt vi to ryper. Den ene fik jeg efter en kort tur op ad fjeldsiden. Den anden var forsigtig, så jeg måtte efter den nogle gange, før jeg endelig fik skudmulighed på den. Da sad den på kanten af den kløft, vi hele morgenen havde fulgt opefter. Jeg måtte ned i bunden for at hente den.

Vel oppe igen satte vi os ned og slappede lidt af, mens vi nød udsigten ud over bugten og fjeldene i det fjerne. Vejret var helt stille. Vandet i bugten lå blankt og stille. Det var skyet, hvad der var ret godt, for så blev der ikke for varmt for dyrene. Et sted ude på skråningen sad der et par ryper på en stor sten. Vi samlede os sammen og fik skiene på igen.

Der fløj dog tre ryper derudefra, lige da vi skulle til at gå, så forhåbningerne var ikke store. Vi gik langsomt hen over en skråning og så os om. Da vi nåede ud til stenene, sad der dog en rype nede mellem nogle mindre sten. Det var jo fint. Så havde jeg ti hængende på snoren.

Heromkring var der en del spor i sneen. Der måtte have været en hel flok. Vi kunne dog ikke se nogle, selvom vi brugte kikkerterne grundigt. De tre, der var fløjet, var dog fløjet ned ad bakke, og da der var mange spor i den retning, fulgte vi efter, mens vi krydsede lidt frem og tilbage. Nu var solen kommet frem, og det var hurtigt blevet ret varmt.

Et stykke nede fik jeg øje på en rype på en blok på den fjerne side af en lille smeltevandskløft. Vi gik nærmere og kunne nu se en mere, som lå for foden af blokken. Men lige som jeg lagde mig ned i sneen med riflen, fløj de. Det var jo klogt nok. Jeg rejste mig og brugte kikkerten i stedet. Herved fik jeg øje på to andre ryper, som sad lidt væk.

Hurtigt krydsede jeg kløften og nåede blokken. Den brugte jeg til at lægge an på. Den ene døde i knaldet, mens den anden humpede lidt væk. Jeg efterfyldte magasinet og gik over for at se efter. Den døde tog jeg med og gik langsomt op for at se efter den anden. Jeg fik nu øje på to ryper, som jeg skød med skistaven som anlæg. Den sårede lå og var død lige, hvor jeg havde mistet den af syne. Ryperne blev samlet, og lige da jeg lagde dem i sneen og tog rygsækken af, fik jeg øje på en, der lå ved en sten en ti-femten meter væk. Den skød jeg i et stående skud. Den fløj lige op, som de nogle gange gør, når de er ramt. Så fløj den hundrede meter væk, hvor den døde i luften og faldt ned. Dorthe gik over for at samle den op. Jeg trak de andre på snor, men mens jeg var i gang med det, fik jeg øje på endnu en rype, der stod lidt væk og studerede mig. Et stående skud mere, og den lagde sig om på ryggen. Da de alle var trukket på snoren, samlede jeg den sidste ind og mødtes med Dorthe, som havde samlet den forfløjne ind.

Nu begyndte rygsækken at veje noget. Det gik derfor langsomt med at gå op ad skråningen igen. Efterhånden forsvandt solen dog, hvad jeg var glad for. Jeg havde det rigeligt varmt, som det var. Jeg havde for længst skiftet dunjakken ud med en tyndere jakke under skaljakken.

Vi nåede op til en bunke sten, vi tidligere havde krydset. I kikkerten kunne jeg oppe for enden af skråningen se en rype sidde i et større krat. Der var vel et par hundrede meter lige derop. Jeg satte i gang og gik i en bue ud til højre for at kunne få skud derind, når jeg kom derop. Med oppakningen på nakken og et højere tempo kunne jeg snildt holde varmen. Men endelig nåede jeg derop, hvor jeg kunne tage et skud fra.

Først brugte jeg kikkerten. I den kunne jeg tælle hele tolv ryper, der sad og spiste og slappede af. De elleve sad nærmest i en klump, mens den sidste sad lidt ude til venstre. Jeg lagde an og tog et skud på den i håb om at de øvrige ville blive siddende.

Da skuddet gik, blev krattet helt levende deroppe. Der gik en sky af ryper på vingerne – langt flere end jeg havde set i kikkerten. De fløj i en vifte hen over mig, mens jeg lå på maven i sneen, så jeg fuldstændigt mistede overblikket. Den rype, jeg havde skudt på, mistede jeg af syne lige på stedet af bare overraskelse.

Jeg rejste mig og så mig over højre skulder. Her så jeg fire ryper forsvinde ud til højre. De lignede nogle efternølere. Jeg lod rygsækken ligge og gik op for at se, om der skulle ligge en rype tilbage. Det gjorde der nu ikke. Jeg så grundigt efter, men der var hverken blod eller fjer at se i sneen, hvor den havde været. Der var heller ikke tegn på, at den havde rodet sneen op. Det var skuffende. Havde jeg virkelig skudt forbi på sådan et oplagt skud?

Nede ved rygsækken mødtes jeg med Dorthe som kunne fortælle, at mindst tyve ryper var fløjet ud til venstre. Hun havde en nogenlunde ide om, hvor de var fløjet henad. Da venstre var i retning af skibet, og dagen alligevel snart var gået, var der ingen ide i at gå efter de fire, som jeg ellers kunne se sidde på og ved nogle sten omtrent tre hundrede meter væk. I stedet gik vi ad en rute, der ville føre os efter dem, Dorthe havde set.

Da vi havde gået et par hundrede meter, fik jeg øje på en hvid plet i sneen en halvt hundrede meter under os. I kikkerten syntes jeg, det lignede en rype. Det måtte jeg ned for at se efter. Det var skam en rype, der lå i sneen og var død. Den var tydeligvis død i luften og var faldet ned her. Det måtte være den, jeg havde skudt efter i krattet. Så havde jeg alligevel ramt den. Den blev trukket på snoren til de øvrige seksten, før vi fortsatte.

Vi gik ud til kanten af en af de større kløfter. Lige da jeg kom derud, lettede der fire ryper for foden af mig. Jeg så lidt efter dem. Så ville jeg se nærmere efter, om der skulle være en efternøler. Men lige da jeg rørte på mig, lettede der tre mere og forsvandt samme vej som de første. Jeg kunne høre dem sidde derude og kalde. Andre ryper svarede lidt rundt omkring. Men nu var jeg for træt til at gå efter flere. I øvrigt var dagen ved at være gået, så vi måtte se efter at komme ned til vandet til aftalt tid.

Ruten ned var fin, og vi fik nogle gode glid på skiene. Et sted skræmte vi tre ryper op, som fløj fra højre til venstre og landede oppe på en moræneryg. Men inden jeg nåede af få riflen klar, lettede de igen og for forvildet rundt, før de forsvandt op ad skråningen.

Endelig kom vi ned på stranden, hvor jeg kunne sætte rygsækken fra mig. Mens vi stod og pakkede skiene sammen og gjorde klar til afgang, kom Lars H. til syne ovre i den anden ende af stranden, vi stod på. Vi samlede det hele sammen og gik over til ham. Han havde fået en hare med sig ud over nogle ryper. Det var jo ikke så tosset. Mens vi stod og talte lidt med ham, kom Lars G. til syne. Han slæbte ligeledes på en hare.

Lars kaldte ud til skibet, og snart blev vi samlet op af jollen og blev sejlet tilbage til Tulu. Her kunne vi hænge alle vores fangster op og rigge af, før vi gik under dæk og kunne slappe af i salonen.

Efterhånden som alle kom forbi, fik jeg skrevet ned og talt fangsterne sammen. Det var blevet til 57 ryper og 2 harer. Det var lidt mindre end gennemsnittet for de foregående år siden 2015, men alt taget i betragtning var det ganske udmærket.

Folk var lidt matte, mens vi sejlede hjemefter. Samtalen gik lidt sløvt, og efter maden fik de fleste vist en morfar. Det gjorde jeg også selv.

Vi kom i havn omkring halv elleve om aftenen. Dorthe smuttede op til arbejdet for at hente en bil. Så var vi hjemme omkring klokken elleve. Alt vores habengut blev kastet ind og lagt lidt til tørring, mens de to dusin ryper blev hængt op i skuret. Så var det snart tid til at kravle til køjs.