Årets anden rensdyrjagt 31. august - 2. september 2024

Da jeg kom hjem fra min tur til Sisimiut, havde Dorthe allerede pakket det meste til rensdyrjagt. Jeg fik lige et kort hvil i lænestolen. Herefter fik vi pakket det sidste og prajet en vogn, så vi kunne komme ned til båden.

Turen ind i fjorden gik problemfrit, og snart rundede vi hjørnet og sejlede ind i rensdyrbugten. Her lå der nogle både på det stræk, hvor vi plejer at kaste anker. Vi tøffede ganske langsomt hen og fandt en plads imellem dem. Mens Dorthe varmede vand til aftensmaden, efterfyldte jeg benzintanken. Så fik vi slappet lidt af, spist aftensmad og nydt udsigten. Det varede ikke så længe, før jeg blev træt og kravlede til køjs. Jeg havde lige haft nogle begivenhedsrige dage i Sisimiut.

Søndag morgen 1. september ringede vækkeuret tidligt, for vi ville som sædvanligt ind før alle andre. Jeg fik tøj på og gik ud på agterdækket og så mig omkring. Det var helt stille vejr, bælgmørk nat, tydeligt frostvejr og helt stjerneklart. Mens vi spiste morgenmad og smurte madpakker, lysnede det ganske langsomt omkring os, og da vi var klar til at komme i land, var det blevet lyst nok til at man kunne orientere sig og få øje på dyr.

Desværre var der nogle fra en af de andre både, der havde været hurtigere end os. De kom i land et kvarter før os og begyndte at gå ind i landet ad samme rute som den, vi plejer at følge. Heldigvis kunne vi se, at de gik højre om en kam, vi plejer at gå venstre om, så vi fik hevet gummibåden op og lagt til rette, før vi traskede op ad den første stigning. Her begyndte jagten.

Frosten havde de fleste steder givet jorden lidt skorpe. Den havde også en anden effekt. En måned forinden havde vi også været på jagt. Da havde insekterne kastet sig over os i hele skyer, og selvom vi havde fået et dyr, havde det ikke været en udpræget fornøjelse. Grundet insekterne havde vi dengang haft myggenet på og ikke taget et eneste foto undervejs. Nu var der kun ganske få insekter, så det var den rene fornøjelse at gå i fjeldet.

Vi gik ret hurtigt ind på venstre side af kammen. Et stykke inde gik stien op på kammen. Her kunne vi se, at vi netop havde overhalet de fire andre. Det viste sig at være to voksne og to halvstore drenge. De så en gang på os og drejede så af til højre.

Vi brugte kikkerterne flittigt, men der var ikke noget at se. Ruten gik op ad fjeldsiden ind mod passet til den næste dal. Ruten har vi gået så ofte og vi kender efterhånden de fleste sten.  Oppe i selve passet rendte vi ind i en hare, som sad og rensede pelsen. Den så en gang efter os, men da vi gik forbi i sikker afstand, ignorerede den os.

Længere henne i passet kom vi ud i solskin. Det var herligt. Vi havde holdt et tempo, der gjorde, at vi fint holdt temperaturen selv i morgenfrosten. Heroppe gik det mere ligeud, så vi brændte ikke lige så megen energi af. Vi passerede et lille vandløb, som ligger ved vandskellet ind mod dalen bagved. Her ville vi gå lidt frem og ud på en skråning på venstre side af mundingen af kløften. Det er et udmærket sted at sidde lidt og bruge kikkerterne.

Jeg var ved at gå op og rundt til venstre, da Dorthe hviskede ”Rensdyr”. Jeg standsede op og så rundt i den retning, hun pegede. Derhenne i solskinnet lå en stor buk. Den lå ned og så ud til at halvsove. Jeg så mig om. Jeg stod fuldt eksponeret i det åbne og kunne ikke bare gå ud af syne. Bukken løftede hovedet og så sig om. Så sank hovedet ned igen. Jeg hev kikkerten op og udmålte afstanden. Den var 122 meter. Samtidig fik jeg set lidt nærmere på bukken. Den var lovlig stor til os to, men det var det eneste rensdyr, vi hidtil havde set. Det gik nok at slæbe ham ud. Foran mig lå en fin sten at lægge an på.

Stille og roligt lagde jeg mig ned og fik riflen lagt til rette. Kikkertsigtet sat på maksimal forstørrelse. Bukken løftede igen hovedet for at se sig om. Jeg tog forsigtigt ladegreb og ville give ham en i siden af hovedet. Han måtte dog have hørt ladegrebet, for nu drejede han hovedet ned langs kroppen og så i vores retning. Jeg spændte snellen, satte trådkorset i panden på ham og trak af.

Så var den jagt slut. Hans hoved var faldet ned og frem, og han lå helt stille. Vi gik derover og kunne konstatere, at han var død på stedet. Vi så os lidt om. Han havde fundet et herligt sted at ligge og slappe af. Her var helt vindstille, en dejlig græsplæne med helt kort, nedspist græs, solskin og udsyn.

Det var en større buk, end jeg havde troet. Jeg var lidt spændt på, hvordan det ville blive at bære ham ud. Men nu var han jo skudt, så det var bare med at komme i sving. Vi fandt knivene frem og fik ham brækket og delt og spændt fast til stativerne.

Da det var overstået, gik vi først hen til en elv og fik vasket os lidt og drukket noget vand. Ved elven kunne vi se en masse isdannelser langs bredderne. Det så godt ud i solskinnet og med begyndende efterårsfarver i bevoksningen. Tilbage ved bukken satte vi os lidt ovenfor ham og spiste en mad fra madpakkerne. Det var begyndt at blæse en smule, så det føltes mærkbart køligere.

Herefter var det bare med at få ham båret ned til kysten. Det første stræk skulle vi lidt op ad bakke. Så gik det igennem kløften og tilbage til den store dal ned mod bugten. Han var som ventet ret tung at bære, og stativets bæreremme sad meget stramt, men det gik egentlig rimeligt let. Vi holdt nogle pauser undervejs, og så gik det ret fint.

Da vi kom så langt ned, at vi kunne se ned til den kam, vi startede med at gå venstre om om morgenen, kunne vi se flere rensdyr gå hernede. Vi kunne altså have siddet og nydt det gode vejr og få dyr ned uden at anstrenge os synderligt, hvis vi havde vagt en anden taktik. Det er jo det, man aldrig kan vide, når man er på jagt. Nå, vi var snart nede med bukken her, og med det dyr vi havde fået i starten af jagtsæsonen, vidste vi, at vi havde rigeligt med kød. Vi så lidt på dyrene og tog et par billeder af dem, før vi fortsatte.

Snart var vi nede ved bugten. Her var en familie kommet i land og havde slået telt op. Ruten hen til gummibåden gik lige forbi teltet. Da vi passerede, stak en kvinde hovedet ud og så på os, før hun trak hovedet til sig igen. En anden kiggede ud og sagde hej og spurgte, om vi havde set dyr deroppe. Det kunne vi jo bekræfte.

Nede ved vandet fik vi gummibåden søsat og lastet. Så gik turen ud til båden, hvor vi fik det hele hevet om bord, dyrene sikret og gummibåden taget op. Det blodige tøj blev taget af og stoppet i en plasticpose og noget rent tøj fundet frem. Så kunne vi sætte os ned og tage bestik af situationen. Hvis vi stak ud med det samme, kunne vi nok nå at sejle hjem, inden det blev mørkt. Men vi var noget trætte efter at have båret dyret ud, så vi besluttede i stedet at sidde og nyde det hele. Mens solen langsomt sank ned og skyggerne blev længere, spiste vi aftensmad, nød et glas rødvin og syntes bare, at livet var herligt.

Mandag morgen spiste vi morgenmad, bryggede en kop varmt og sejlede så hjemad. Ameralikken var en smule urolig men ikke mere, end at det gik at plane hele vejen ud. Vel i havn fik vi slæbt alt grej op fra broen, prajet en taxa, og snart var vi hjemme. Dyrene blev hængt op ude i skuret, og vi kunne tage et bad og slappe af i et par bløde stole. Det kunne trods alt godt mærkes i skroget, at vi havde slæbt et noget tungere dyr ud, end vi plejede.