Årets rypetur med slænget 28-30. marts 2025.

Årets rypetur blev som sædvanligt en fin oplevelse. Som sædvanligt blev det sin egen tur, hvor der skete noget andet, end man før havde oplevet.

Da vi mødtes nede på havnen, var Tulu lige kommet ind fra sin forrige tur. Der stod en ladning snescootere på fordækket, som en lastbil var ved at tage op på land. At de var kommet så sent i havn betød, at de ikke kunne nå at tage den dækscontainer, de plejede at have på fordækket, om bord.  Det var lidt ærgerligt, for der var ret gode forhold til at have ski, snesko og rifler inde. Men det skulle jo nok gå uden. Vi hev vores grej om bord og fik det meste hevet ned under dæk til en kahyt, hvor vi installerede os. Af det resterende måtte vi lægge skiene ind under bakken og riflen op på broen.

Efter en kort diskussion blev vi enige om at sejle ind i Godthåbsfjorden til Amitsuarsuk, hvor vi før havde gået på jagt. Mens skibet lagde fra kaj, satte vi os ind i salonen og lod knevren gå. Der var det sædvanlige slæng, som man ikke havde talt med i det år, der var gået, siden sidste tur. Derudover var der et par nye gutter, som var kommet med i stedet for de to, der havde meldt afbud.

Et stykke ud på aftenen lagde vi mærke til, at der lå meget is i fjorden. Skibet, der på et tidspunkt havde ligget ovre i den ene side af det løb, vi var på vej ind igennem, havde på kort tid arbejdet sig igennem is over på den modsatte side. Nu kom skipper ned til os med besked om, at fjorden var blokeret af fast is hele vejen på tværs. Så hvad ville vi nu?

Vi kunne jo selv se ud i nattemørket, at det ikke var så nemt at finde en farbar passage. Efter en kort palaver blev vi enige om, at vi lige så godt kunne sejle tilbage og ind til Qooqqut. Klokken var henad 23, og at sejle andre steder hen ville tage hele natten. Skibet gjorde omkring og begyndte at sejle tilbage igennem isen. På et eller andet tidspunkt kom vi ind til Qooqqut og skibet kastede anker. Ved et-tiden om natten blev vi tre sidste gennet til køjs af Ellen.

Lørdag morgen stod jeg tidligt op og satte mig op i salonen, hvor jeg drak en del saft, mens jeg sad og så landskabet dukket frem efterhånden som morgenlyset gjorde sin entre. Oppe på broen viste termometeret -6 grader og vindmåleren 5 sekundmeter. Det lod til at blive dejligt vejr at gå på jagt i. Efterhånden kom de andre trissende en for en.

Efter morgenmaden var det tid at gøre klar til at komme i land. Alting skulle hives frem, mad og vand (halvt koldt vand og halv kogende vand, så det ikke ville fryse i dagens løb) pakkes, skiene klargøres og riflen samles og stilles frem. Der var et mylder frem og tilbage, da vi var en del, der skulle i land. Imens fik Anders søsat jollen.

Første hold på syv personer var klar til at komme i land med det samme. Fire blev sat i land ved pontonbroen nær restauranten, Lars H blev sejlet lidt længere ind og sat i land, og Dorthe og jeg blev sat i land ude ved de yderste hytter.

Der var fint vejr. Godt nok var det begyndt at blæse noget mere, og det var overskyet, men der lå fin og nyfalden sne, og temperaturen var god. Vi fik skiene på og begyndte at trisse op. Et lille stykke oppe, lå der et plateau med en del buske, som jeg håbede, der ville være ryper i. Mens vi gik opefter, standsede vi med mellemrum og hev kikkerterne frem.

Oppe ved buskadset kunne vi se enkelte rypespor lige oppe ad fjeldsiden. Vi gik da lidt opefter langs et buskads for at se, om der sad ryper derinde. Vi så dog ingenting. Men så kaldte Dorthe, at hun havde set en rype flyve et kort stykke og lande et stykke oppe ad fjeldsiden. Så måtte vi jo derop.

Fjeldet var ret stejlt, så der blev knoklet noget for at komme derop. Kropstemperaturen steg markant, og sveden begyndte at perle frem. Jeg måtte snart tage den ene fleecejakke af og stoppe den i rygsækken. Jeg beholdt dog den anden på, selvom jeg stadig svedte.

Endelig kom vi derop, hvor rypen var landet. Vi kunne dog ikke se den, men det ville nu også være nemt for den at stå skjult bag et eller andet. Mens vi stod og afsøgte fjeldsiden i kikkerterne, kom der en hel flok ryper flyvende et stykke oppe over os. De fløj fra højre til venstre, når vi stod og så op ad fjeldsiden. Et stykke bag dem kunne vi se en ravn komme flyvende efter dem. Ryperne fløj et stykke hen langs fjeldsiden, før de landede. De sad lidt højere oppe end os, hvor fjeldet var endnu stejlere, men vi mente, at det kunne vi godt klare, og satte kursen efter dem. Men da ravnen nærmede sig ryperne, lettede de og fløj videre ud og rundt om fjeldet, hvor vi ikke længere kunne se dem. Det lod til, at de flygtede fra ravnen. Ærgerligt stod jeg og så lidt efter dem.

Så hørte vi en rype kalde et stykke over os. Vi så efter i kikkerterne uden dog at se noget. Så blev kursen sat opefter. Da vi endelig kom op til et sted, hvor fjeldet blev endnu stejlere, blev vi enige om, at vi ikke skulle videre op. Desværre kunne vi ikke se nogle ryper her.

I stedet satte vi kursen mod venstre langs med kanten til det stejle sted. Det lod til at det var her eller lidt højere oppe, at ryperne sad. Vi kunne nu tage den lidt mere med ro, da vi ikke skulle knokle opefter. Samtidig med at vi gik og spejdede efter ryper, kunne vi også nyde udsigten ud over fjorden fra vores ophøjede position.

Der var kun enkelte rypespor at se, men der var flere harespor i sneen. Vi tullede stille og roligt hen ad fjeldsiden, mens vi så os om. Man skulle jo nødig overse noget. Nede ved en lille bitte bugt lå en jolle. Vi talte om, om der lå en hytte dernede, som vi ikke kunne se herfra, eller om der var nogle herinde på en jagttur.

Vi kunne se en rype lande et stykke over os og begyndte at arbejde os derop. Det brød den sig tydeligvis ikke om, for den fløj videre. Vi gik videre hen langs skråningen og faldt heldigvis over en rype – måske var det den samme? Den blev nedlagt og taget med. Så kunne vi igen fortsætte hen langs fjeldsiden.

Et sted kom vi ind i et lille krat og kunne lige neden for os og skråt fremme se flere rypespor i sneen. Kikkerterne kom frem og vi så os om. Intet at se. Lige da vi stoppede kikkerterne på plads, fløj en enlig rype frem fra et skjul nedenfor os og fløj lidt tilbage i den retning, vi var kommet fra. Her landede den på skråningen og så os an. Hurtigt fandt jeg et sted at lægge an på. Skuddet gik, og rypen trillede lidt ned, før den faldt til ro. Så kunne jeg tage hen og samle den op.

Videre fortsatte vi langs kanten til det stejle stykke. Da fjeldet var så stejlt, var der ikke ret meget sne på skråningen. Vi kørte derfor hele tiden ud og ind mellem stenede partier og sten og buske, der stak frem her og der.

Et sted kørte jeg neden om en stor blok, der lå på skråningen. Da jeg kom frem på den fjerne side, hørtes tydelige rypelyde i stenradset tyver meter over os. Vi kunne ikke se nogle ryper, så de sad meget vel nede mellem stenene og hyggede sig. Vi kørte lidt tilbage for at få lidt højde på, inden vi kom frem til stenradset nogenlunde på siden af det. Nu kørte vi op i det ret stejle stykke, så det blev noget vanskeligere at bevæge sig her. Men endelig kom vi frem til det sted, vi havde udset os.

Her kunne vi stadig ikke se nogle ryper. Men så kom der ryper flyvende og landede oppe i det endnu stejlere niveau lidt længere oppe. En enkelt rype landede foran en sten lige nedenfor det, og mens jeg så den an, kom en hare løbende ned oppefra og satte sig i den øvre del af stenradset. Nu begyndte der at ske en hel masse.

Først ville jeg arbejde mig op, så jeg kunne tage et skud på rypen, der sad neden for det rigtigt stejle stykke. Så ville jeg se, om jeg kunne få has på haren.

Mens vi stod her og vurderede situationen, lød der to skud fra et sted i nærheden, og en rikochet peb igennem luften. Det kom fra vores venstre side, så det var nok en eller anden fra jollen, der var på jagt heroppe. Det var ikke så fedt at have andre jægere, der skød lige i nærheden, men det er jo en kendt risiko, når man er ude i fjeldet. Vi befandt os dog i en slags hulning i fjeldsiden, så vi var ikke helt så udsatte, som man ellers kan være. Jeg besluttede mig for at fortsætte op efter rypen og haren, og satte fart på for at komme først.

Det var noget anstrengende at okse op mod rypen. Der var stejlt og flere steder havde skiene svært ved at gribe fat. Endelig kom jeg dog op til en sten, jeg ville lægge an på. Jeg tog skiene af og lod dem ligge, mens jeg lagde riflen til rette på stenen. I kikkertsigtet kunne jeg se rypen side foran sin sten og slappe af. Da skuddet gik, lagde den sig ned og døde. Det var fint.

Dorthe var kommet op til mig. Jeg fik skiene på igen og oksede op mod rypen, mens jeg forsøgte at se mig om efter både hare, flere ryper og den ukendte skytte. Endelig nåede jeg rypen. Herfra kunne jeg se, at haren faktisk var løbet ret tæt forbi dette sted og var løbet bag om os, uden at vi havde set det, mens vi var optaget af at knokle opefter.

Jeg kunne stadig ikke se den ukendte skytte. Over mig gik der adskillige ryper oppe i det rigtig stejle parti. Jeg så lidt på skråningen og blev enig med mig selv om, at der var et sted, jeg godt kunne gå op ad. Så så jeg mig om efter et sted at lægge an på.

Et lille stykke over mig var der tre flade sten. Dem fik jeg hevet mig op til, selv om jeg hele tiden glad baglæns. Det lykkedes mig at ligge stille med riflen lagt an på den øverste af de tre sten. Så kiggede jeg op på ryperne på det stejle stykke.

De gik over et sted med en stejl kant, man ikke ville kunne komme op over. Lidt ude til venstre var der en snefane, der gik helt op. Den burde jeg kunne komme op ad og samle ryper ind, hvis jeg kunne skyde dem herfra. Jeg lagde kinden til kolben og fandt ryperne i sigtet.

Den første skød jeg og så den trille lidt ned, før den standsede lige der, hvor jeg havde planlagt at komme op. De næste to blev tydeligt skudt, men blev lige så tydeligt kun sårede. De gik hver især i dækning bag en sten. En fjerde rype kom flyvende og landede lige over mig. Den skød jeg og så den trille ned og lande i sneen kun tyve meter fra mig. Så var det tid til at få samlet ind.

Jeg rejste mig og så nu den ukendte skytte stå et stykke væk og neden for mig. Han havde ikke set mig. Jeg kaldte og vinkede, til jeg var sikker på, han havde set mig. Så begyndte jeg at arbejde mig op. Rygsækken lod jeg stå hos Dorthe og havde kun riflen og reservemagasinet med mig.

Der var endnu stejlere, end jeg havde set. Jeg zig-zaggede mig vej opefter og kom et stykke op ad snefanen, til jeg ikke længere turde vende mig rundt. Så begyndte jeg at gå sidelæns opefter. Efterhånden begyndte jeg at skride ned for hvert skridt, jeg tog opefter. Men med en hånd banket ned igennem skorpen i sneen samtidig med hvert skridt ville jeg nok kunne blive hængende, hvis skienes greb helt forsvandt. Det var temmelig anstrengende, og sveden randt nu rask af mig.

Til sidst blev der dog så stejlt, at jeg ikke længere syntes, det var forsvarligt at fortsætte opefter. Hvis jeg kom i skred, kunne jeg dels skride langt ned og dels få fart på og samtidig risikere at ramle ind i sten, der lå lige under overfladen. Jeg måtte ned igen. Forsigtigt gik jeg ned, til jeg nåede det sidste niveau, hvor jeg havde kunnet vende. Her standsede jeg op og så mig om.

Lidet længere henne mod venstre var der et egnet sted at gå op. Jeg knoklede derover, tog skiene af og begyndte med dem og stavene i hænderne at gå op. Jeg skulle ret langt op, for selv da jeg kom op over det niveau, jeg tidligere havde udset mig, var der en lang snedækket glideflade, jeg kunne glide ned ad, hvis jeg eller sneen under mig kom i skred. I så fald ville jeg allerede have god fart på, når jeg nåede ned til det sted, jeg før havde vurderet for risikabelt at fortsætte videre op ad.

Så jeg endte med at gå ret højt op, før jeg krydsede glidefladen og kunne gå nedefter igen. Endelig kom jeg til det område, hvor de to sårede ryper havde været. Jeg kunne se den ene.

Langsomt fik jeg arbejdet mig i stilling til at tage et skud på den. Det blev en forbier på kun 25 meters afstand. Ladegreb. Endnu en forbier. Jeg begyndte at få en mistanke om, at riflen skød skævt. Det kunne selvfølgelig også bare være mig, den var gal med, men det troede jeg nu ikke. Godt nok skød jeg noget nedefter, men det lugtede af, at kikkertsigtet havde fået et lille slag. Jeg arbejdede mig nu om på den anden side af rypen og kom ned i niveau med den. Her skød jeg den og kunne tage den i det ene ben og begynde turen tilbage, mens jeg så mig om. En ny fremmed jæger var kommet til syne nedenfor mig. Den første var gået forbi Dorthe og var gået i den retning, vi var kommet fra.

Der skulle ligge en død rype nede ved en kant, men det gjorde der ikke. Jeg så efter i kikkerten fra flere vinkler, men rypen var væk. Var den alligevel kun blevet såret? Så var den nok hoppet ud over kanten og var svævet væk. Den blev umulig at finde.

Men der skulle være en såret rype mere heroppe. Jeg så mine spor an og satte en kurs over mod nogle sten, jeg ikke havde afsøgt på vejen herover. Da jeg stak hovedet op et sted, hoppede en rype ud fra sit skjul kun to meter fra mig. Den flaksede nogle meter ned ad skråningen og faldt til ro, mens den så op på mig. Den stod lige i retning af Dorthe, så jeg måtte arbejde mig hen og ned i niveau med den, så Dorthe ikke var i skudlinjen. Så fik jeg rypen. Den trillede nedefter og forsvandt ud over kanten og landede nede i det område, hvor Dorthe stod. Den måtte samles op på vejen tilbage.

Jeg fik fat i den ene rype, jeg havde og begyndte på turen tilbage. Jeg svedte som en hest, så selv min fleece jakke var fugtig på ydersiden. Endelig kom jeg så langt, at jeg kunne tage skiene på fødderne igen. Nu kørte jeg hen langs det stejle stykke, mens jeg så mig om efter den rype, der var trillet ned. Den rype, der oprindeligt var trillet herned lige, da jeg skød den, havde Dorthe samlet ind, mens hun ventede på mig.

Hele skråningen lige nedenfor kanten blev afsøgt uden at jeg fandt noget. Til gengæld tabte jeg den ene skistav, som kurede et godt stykke ned ad skråningen. Heldigvis gik Dorthe hen og samlede den ind. Selv vendte jeg om og gik tilbage i det spor, jeg var kommet ad. Jeg måtte på en eller anden måde have overset rypen.

Da jeg kom til det mest sandsynlige sted, så jeg grundigt på sporene i sneen. Blandt al den sne, jeg selv havde fået til at trille ned og afsætte spor, kunne jeg nu se spor fra noget, der lignede en rype, der var trillet ned ad skråningen. Tyve meter nede standsede det, og der var spor fra en rype, der var gået på tværs af skråningen hen til nogle sten.

Først måtte jeg ned til rygsækken. Dorthe havde trukket alle ryperne på snor. Jeg fik rygsækken på og fik den anden skistav af Dorthe. Så gik det hen til rypesporet. Jeg fulgte det med to skistave i den ene hånd og riflen i den anden. Sporet endte bag en lille snefane ved en stor sten. Jeg tog riflen over hovedet, så jeg fik højre hånd fri. Skiene af, så jeg kunne gå. Jeg gik et par skridt frem og gjorde klar til at overraske rypen, hvis den ikke var død. Den måtte sidde lige bag den lille snefane. Jeg ville tage et skridt frem og slå venstre hånd ned på bagsiden af snefanen og forhåbentlig fastholde rypen, hvis den var der. Men lige, da jeg tog skridtet frem, hoppede rypen frem og flagrede lidt ned ad skråningen. Riflen frem og så var den klar til at blive samlet ind.

Vi blev enige om, at vi ikke ville gå heroppe mere. Mens jeg havde svedt som en hest på det meget stejle stykke, havde Dorthe siddet stille og var godt kold. Nu ville vi gå ned på det plateau, vi om morgenen havde udset os. Her kunne vi gå i et normalt tempo begge to og forhåbentlig også begge holde en normal temperatur.

Turen ned gik nemt og fint. Vi kunne stå decideret på ski og tullede igennem buskadser med friske harespor, så det var absolut spændende at være her. Et sted standsede vi ved en stor blok og spiste vores frokost, mens vi nød udsigten. Hele dagen havde det været gråt og overskyet, men nu begyndte der at opstå huller i skydækket. Måske ville vi ligefrem få noget solskin?

Efter frokosten fortsatte vi ned til foden af fjeldet og gik ud ad fjorden, mens vi så os om. Et sted fik vi lige øje på en hare, som forsvandt op ad fjeldet. Den gad vi ikke gå efter. I stedet fortsatte vi udefter. Nu brød solen frem og er du vimmer, hvor var den skarp med refleksionerne fra den nyfaldne sne. Vi måtte have solbrillerne frem.

Lidt længere fremme nåede vi til et sted, hvor plateauet ophørte, og fjeldskråningen gik direkte ned i fjorden. Her besluttede vi os for at vende om. Klokken var alligevel fire om eftermiddagen.

Tilbageturen gik uden nogle videre oplevelser. Vi gik stille og roligt uden at se hverken ryper, harer eller andre mennesker. Da vi kom hen til vores spor fra om morgenen, kunne vi glide stort set hele vejen ned til vandkanten i det fineste skiføre. Da jollen kom for at hente os, var klokken allerede halv seks.

Vel om bord kunne vi se, at der hang en hel klase af ryper. Det viste sig at være en af de nye, HP kaldet, som havde skudt hele 33. Noget af en fangst for en enkelt dag. Jeg hang vores seks ryper op. Så fik vi ski og riffel bakset ind, før vi selv gik ind i varmen og fik overtøjet hængt op. Inde i varmen var det rart at finde en pils frem og sætte sig ned inde i salonen. Dorthe K havde som sædvanligt bagt drømmekage. Denne her var usædvanligt vellykket, så der gled hurtigt nogle store stykker ned, mens jeg nød at kunne sidde ned og slappe af.

Vi fandt hurtigt frem til, at vi lige så godt kunne blive samme sted om søndagen. Der var ikke nogle gode steder at sejle hen herfra, når vi ikke skulle længere ind i fjorden.

Efter aftensmaden måtte jeg ned og have en lur. Hele ugen havde jeg gået og skrantet lidt, og det kunne godt mærkes, at jeg havde været ude i fjeldet og give den gas hele dagen. Efter et par timers søvn stod jeg op igen og satte mig op til de andre i salonen.

Søndag morgen vågnede vi op til et virkeligt flot vejr. Der var stort set vindstille og ikke en sky på himmelen. Til gengæld sagde termometeret minus 12-13 grader.

Efter morgenmaden blev der igen gjort klar til at gå i land. Det tog ikke nær så lang tid som dagen før, da det meste allerede var klargjort. Mens vi stod ude på fordækket og ventede på at blive sejlet i land, kunne vi se ind på fjeldsiden, hvor en del af os havde gået om lørdagen. Det blev bemærket af de andre, hvor højt op, Dorthe og jeg var gået. Men det havde jo også givet gevinst i form af de seks ryper, der hang herude.

Da vi blev sejlet i land, valgte Dorthe og jeg at gå i land ved pontonbroen og denne dag gå ind i dalen i retning mod Sulussugutip Kangerlua. Det var adskillige år siden, jeg havde været derinde. Vi sprang i land sammen med en 3-4 andre. Vi fik skiene på fødderne og skyndte os indefter for at finde et interessant sted at gå. Hele gruppen spredte sig ud i en vifteform, og vi endte med at gå op ad en skråning på nordsiden. Til venstre havde vi John, og nedenfor gik HP og Henrik direkte ind i dalen.

Efterhånden som vi kom et stykke op ad fjeldsiden, kunne vi begynde at se adskillige rypespor længere oppe. Vi så efter ryper uden dog at se nogle. Et stykke længere oppe passerede vi en pæl med pigtråd ud til begge siden. Den så ud til engang at have været en del af en indhegning.

Endelig kom vi så højt op, at vi drejede til højre og holdt højden, mens vi gik ind i dalen. Der var en herlig udsigt over lavlandet, der lå badet i sollyset neden for os. Foran os vrimlede det med rypespor. De fleste af sporene så ud til at være meget friske, så der var et håb om at møde en flok længere fremme.

Ruten gik på tværs af smeltevandskløfter. Det betød, at vi sjældent kunne se ret langt frem. Vi standsede hele tiden og brugte kikkerterne, men bortset fra de to gutter nede i bunden af dalen så vi intet levende. Rypesporene fortsatte med at være foran os, og det virkede endda til, at de blev mere og mere friske, efterhånden som vi kom frem.

Da vi rundede en lille top mellem to smeltevandskæfter, så vi en rype gå på bakken foran os og højere oppe. Jeg gav den gas opefter, til jeg kom inden for skudvidde. Her lagde jeg an på rygsækken og sigtede på rypen. Da skuddet gik, fløj rypen direkte op i luften. Det har jeg kun set dem gøre, når de har været ramt. Jeg ventede derfor på, at den skulle falde død ned i sneen. Men i stedet svævede den nu rundt om næste skulder på fjeldet og forsvandt.

Hurtigt efterfyldte jeg magasinet, hvorefter vi skyndte os efter rypen i samme højde, som den var fløjet i. Henne ved næste skulder standsede vi og afsøgte fjeldsiden i kikkerterne. Desværre kunne vi ikke se noget. Det begyndte at lugte af, at den var sluppet bort. Mens Dorthe brugte kikkerten lidt mere, krydsede jeg kløften foran os for at komme over på den næste skulder.

Mens jeg arbejdede mig fremefter, kaldte Dorthe på mig og fortalte, at rypen lå bag mig. Jeg drejede hovedet. Ja mon ikke. Jeg var gået lige forbi den så tæt på, at den havde ligget i sneen mellem min ene ski og skistav. Det burde ikke være muligt at overse den. Men det havde jeg. Hurtigt blev den samlet ind, hvorefter vi fortsatte for at se, om vi kunne indhente flokken.

Lidt fremme kom vi ud til et sted, hvor vi kunne overskue noget mere af fjeldsiden frem og opefter. Kikkerterne kom frem. Mens vi stod og så os om, kunne vi høre ryper kalde. En sad oppe i det stejle område længere oppe, men den fik svar fra en, der sad længere nede. Vi gik i den retning, vi kunne høre den svare fra og så os imens omkring. Ruten gik en del opefter, så det gik ikke så hurtigt. Vi skulle jo også bruge tid på at se os om efter eventuelle ryper og harer, som måtte komme til syne undervejs.

Endelig kom vi så langt, at vi kunne så en rype sidde oven på en stor sten. Nu havde vi noget håndgribeligt at gå efter. Vi satte en kurs, der ville føre os hen til et sted at lægge an på en god sten. Imens afsøgte vi flere gange området omkring rypen i kikkerterne. Den store sten var midt i en vold af sten, som flere ryper godt kunne ligge i dækning bag. Der var ikke noget at se, så jeg lagde an og skød rypen. Den faldt ned bag den store sten. Vi tog en rute rundt om stenen neden for denne, så vi kunne se efter, om der var flere ryper. Men vi så ingen og kunne snart samle rypen op.

Vi var nu kommet et godt stykke op ad fjeldsiden. Over os var der stejlt, så der var ingen grund til at søge derop. I stedet kunne vi søge en smule nedefter.

Vi nåede dog ikke at køre så langt, før vi så endnu en rype lidt under os. Første gang, vi kørte ind på den, fløj den længere hen. Men anden gang kom jeg på skudhold af den. Jeg lagde an og skød den, men den fløj alligevel sin vej. Vi så den flyve ud og rundt om den næste skulder på fjeldet, før den dykkede skarpt ned. Os efter den.

Da vi kom rundt, så vi kunne se efter, hvor den var blevet af, så vi to ryper sidde på hver sin store blok i mundingen til en bred smeltevandskløft under os. Meget muligt var den, jeg havde ramt, den ene af de to. Længere væk inde i den store dal kunne jeg se endnu en rype sidde på en blok og oppe på den fjerne side af kløften stod der en fjerde rype. Jeg kunne ikke skyde direkte mod de to på blokkene, for bag dem gik HP. I stedet måtte vi stå ned og bagom ryperne.

Hernede afsøgte jeg området i kikkerten uden at se mere. Så lagde jeg an på min rygsæk og tog de to ryper hurtigt efter hinanden. Et øjeblik lå jeg stille for at se, om der skete mere. Neden for og til venstre for den nærmeste blok, hvor den ene rype havde siddet, kunne jeg se en rype mere hoppe op på en mindre sten for at se, hvad der skete. Hurtigt ladegreb og så fik jeg også den.

På med ski og rygsæk og hen for at se ryperne an. Den første lå oppe på toppen af den store blok med den tredje liggende nedenfor. Den anden var trillet ned af den blok, den havde siddet på. De to kunne samles ind, som de lå, mens den på blokken kunne fejes ned med en skistav.

Herfra gik vi op efter den rype, der havde sidde på siden af smeltevandskløften. Da vi kom deropad, kunne vi se den stå bag en sten med kun hovedet stikkende op, så den kunne holde øje med os. Vi tog en bue rundt om den, til dens krop kom til syne. Så lagde jeg an. Men lige som jeg skulle til at trække af, fløj den sin vej. Ud med patronen og mig efter den.

Den var ikke fløjet ret langt. Jeg løb hen, hvor den var forsvundet af syne. Her så jeg den flyve op på et lidt højere niveau og holde øje med mig. Jeg lagde an på en sten. Der var kun hovedet og halsen at sigte efter. Det måtte enten blive et pletskud eller en ren forbier. Det blev en ren forbier, og rypen løb sin vej. Jeg måtte op efter den.

Oppe på dens niveau, kunne jeg se den sidde bag en anden sten. Denne gang kunne jeg se det øverste af dens krop, så der var mere at sigte efter. Jeg lagde an og trak af. Da skuddet gik, virkede det som om, rypen blev hevet ned fra sin siddeplads af et anslag. Men øjeblikket efter så jeg den løbe sin vej. Så måtte jeg efter den igen.

Dorthe kom op til mig, da jeg for en sikkerheds skyld havde riflen i den ene hånd, mens jeg gik. Rypesporet endte i ingenting, og man kunne se på sporet i sneen, at den var fløjet sin vej.

Så vidste vi ikke, hvor den kunne være henne. Den var sluppet væk. Dog forestillede jeg mig, at hvis den kunne finde på først at løbe og derpå at flyve derfra, havde mit skud nok alligevel været en forbier. Vi satte os ned og fik has på frokosten og noget vand, mens vi nød udsigten. I solen kunne man absolut ikke mærke noget til temperaturen, og da det samtidig var vindstille, var det fantastisk varmt og rart at sidde her og slappe af.

Efter frokosten fortsatte på vi op til det næste niveau. Vi kom op igennem en lille kløft og så ind i et lille plateau på fjeldsiden. Her kunne vi se en rype sidde lidt fremme. Jeg gik op på højresiden af kløften for at komme op til et sted at skyde fra. Heroppe kunne jeg stik ude til højre se endnu en rype stå ved en sten og se os an. Jeg lagde mig ned med riflen i anlæg. Jeg skød den første rype, som faldt død ned. Hurtigt vendte jeg mig mod den anden og tog ladegreb. Men inden jeg nåede at skyde, lettede den og fløj væk i retning ind i den store dal.

Vi samlede den første rype ind og gik hen for at se efter, om vi kunne spore den anden. Først gik vi hen til stenen, den havde siddet ved. Her kunne vi se tre blodperler i sneen. Så var det nok den, jeg havde skudt på, inden vi spiste frokost. Det var ikke så godt. Så var der en såret rype, som vi ikke vidste, hvor var.

Først gik vi i samme retning, som den var fløjet. Men da vi kom rundt om en skulder på fjeldsiden, videde området sig gevaldigt ud, og vi havde ingen ide om, hvor den kunne være. Heller ikke i kikkerterne kunne vi se nogle ryper.

Forsøgsvis gik vi lidt ned til et lavere niveau for at se på stenene ved kanten nedefter. Det kunne jo være, den var svævet herned. Vi fandt dog ingenting og måtte se i øjnene, at den var sluppet væk.

Mens vi gik her og så os om, lagde Dorthe mærke til en rype, der kom flyvende og landede langt nede under os. Den sad næsten nede i bunden af dalen. Vi blev enige om at tage derned. Vi havde i længere tid kunnet høre HP gå omkring dernede og skyde. Men for lidt tid siden var han vendt om og gået tilbage i retning af skibet. Muligvis var der flere ryper dernede. Vi havde ellers tænkt os at bruge vores overhøjde til hjemturen, hvor vi ville kunne glide et langt stykke på skiene uden den store indsats. Men udsigten til et bytte var for lokkende. Vi satte en kurs, der førte os nedefter i nogle brede buer.

Det var herligt at stå på ski i dette føre. Der var et helt jævnt glid i sneen, og man kunne bare stå stille og nyde turen. Snart kom vi dog ned i nærheden af rypen, som gik bag en karakteristisk spids sten, der havde form nogenlunde som Bornholm.

Da jeg kom nær nok, kørte jeg ind til en stenrække, der gik i en lang linje ned fra fjeldsiden. Her tog jeg skiene af og gik det sidste stykke hen til et sted at lægge an. Rypen stod ret nedenfor mig og holdt godt øje med mig. Da jeg skød, løb den lidt væk og faldt ned i et hul ved en sten.

Jeg så mig om. En rype, jeg ikke før havde set, stak hovedet op bag en sten lidt til venstre for den første for at se, hvad der foregik. Jeg ville ikke forsøge mig med at skyde efter et hoved. Begivenhederne i dag havde forstærket min mistanke fra om lørdagen om, at riflen skød en smule skævt.

Jeg rejste mig op og gik tilbage til skiene. Dorthe, der var standset hundrede meter væk, lavede tegn til mig. Selv om hun stod så meget længere væk end mig, havde hun selvfølgelig også set rypehovedet, der stak op. Jeg vinkede afværgende til hende, fik skiene på og gik i en bue højre om, til jeg kom ned i niveau med rypen og kunne se den hele.

På et passende sted standsede jeg, spændte skiene af og gik to meter frem. Så placerede jeg rygsækken i sneen, lade mig ned og kunne lægge an henover den. Afstanden til rypen har vel været en 40 meter. Den sad på en sten helt op ad en anden sten med front imod mig og stenen på sin højre side. Jeg havde et rigtigt godt anlæg og havde sigtet helt i ro. Trådkorset blev placeret midt på brystet af rypen. Så trak jeg roligt af.

Smældet fra projektilet, der ramte stenen, hørtes tydeligt samtidig med skuddet. Samtidig forsvandt rypen ud til den modsatte side med en sådan hast, at den måtte være blevet smidt derud af projektilet. Så skød riflen altså skævt. Jeg havde skudt til venstre og ramt stenen.

Et øjeblik lå jeg og så efter, om rypen kom til syne igen, men intet skete. Så rejste jeg mig og fik ski og udstyr på igen. Hen og finde den første rype. Den lå død der, hvor jeg havde set den falde ned i et hul. Med den i hånden gik jeg over til den anden. Den fandt jeg nedenfor den sten, den havde siddet på. Det var lidt heldigt, at rikocetten havde ramt den. Ryperne kom på snor, og vi fortsatte lidt ind i dalen. Nu vidste jeg, hvor meget, sigtet var skævt, og kunne kompensere for det. Resten af dagen lagde de ryper, jeg skød, sig bare ned og døde på stedet.

Vi så på uret. Klokken var efterhånden blevet tre om eftermiddagen. Vi blev enige om at gå lidt længere ind i dalen for at se, om der skulle være flere ryper nede i dette niveau. Vejret var uforandret. Stadigt strålende solskin og stadigt ikke en vind. Snelaget var ret tyndt, men der var rigeligt til at stå på ski på.

Et kort stykke længere fremme sad der en enlig rype på siden af en terrasse i landskabet. Først troede jeg, der var to, men da vi kom lidt nærmere på, kunne jeg se, at den anden bare var en lille klump sne. Rygsækken af og anlæg henover den. Sigtet flyttet en anelse til højre for at kompensere for skævheden i sigtet. Aftræk. Rypen trillede en halv omgang over på ryggen og lå helt stille med benene lige i vejret. Vi fortsatte frem, mens vi nød vejret. Vi blev enige om, at senest klokken fire måtte vi vende om. Antageligt ville det tage en time at gå tilbage, og det ville være godt at have lidt elastik til det uforudsete.

Vi gik rundt om den terrasse, rypen havde siddet på. På den fjerne side var der en ny terrasse lidt under os. Henne for enden af den fik jeg udsyn ned i en lille kløft. Her sad en rype midt i sneen. Dorthe fik øje på en mere, der sad på den fjerne side af kløften på en side, hvor en del af sneen var bortsmeltet. Jeg gik lidt frem, til jeg kunne lægge rygsækken på sneen og lægge an hen over den. To hurtige skud, og så kunne vi gå hen og samle de to ryper ind.

Nu ville vi egentlig til at vende om. Klokken var lige godt halv fire, så der var ingen grund til at gå længere ind i dalen. For en god ordens skyld hev jeg lige kikkerten frem og så mig om. Et stykke oppe kunne jeg se en rype, der gik og spiste. Den var jo ikke til at stå for. Vi måtte lige derop først.

Det var efterhånden tungt at gå op ad bakke med rygsækken på nakken. Ud over rygsækken og mit grej og riffel hang der elleve ryper bag på. I solvarmen fik jeg derfor svedt godt, inden vi kom op til et sted, hvor jeg kunne lægge an og nedlægge rypen.

Så var det også på tide af stikke snuden hjemad. Klokken var blevet fire. Vi havde heldigvis fået lidt overhøjde ved jagten på den sidste rype. Den overhøjde burde kunne byttes til et godt glid et eller andet sted.

Til at starte med fulgte vi mere eller mindre en kant, hvor vi kunne bruge kikkerterne ud over området nedenfor. Efter lidt tid kom vi ind i de spor, HP havde sat i sneen. Han havde åbenbart haft samme tanke. Men da det var et par timer siden han gået forbi her, kunne der sagtens være dukket ryper op siden.

Vi så dog ingen. Og vi kunne heller ikke rigtig bytte vores overhøjde til et godt glid, der kunne spare tid. Der dukkede hele tiden små smeltevandskløfter op på tværs af vores kurs. Det tog tid at krydse dem. Et sted var der helt friske harespor i sneen. De pegede ned i lavningen under os. I kikkerterne kunne vi dog ikke se kalorius sidde noget sted.

Til sidst blev vi enige om, at vi lige så godt bare kunne gå ned i bunden og følge terrænet dernede. I det mindste så der ikke ud til at være smeltevandskløfter dernede. Jeg var ved at være godt træt. Det føltes som om, den sygdom, jeg havde båret rundt på hele ugen, var ved at slå mere ud.

Endelig kom vi helt tilbage til pontonbroen. Den tur havde taget os to timer. Vi havde ellers forestillet os, at det skulle kunne gøres på en enkelt. Men sådan kan tingene jo snyde. Klokken var lidt i seks aften, så vi havde da overholdt dagens tidsfrist. De havde tydeligvis holdt øje ude på Tulu, for jollen kom ind efter os uden at vi havde nødig at kalde op. Snart var vi om bord og kunne begynde at rigge af.

Da jeg hang mine ryper op, kunne jeg godt se, der var kommet en del flere end dagen før. De andre kunne fortælle, at HP havde fået 20 ryper med ned den dag. Det gav ham et samlet tal på 53. Det var flot og i øvrigt ny rekord for en enkelt person på rypeturen. I al fald i de år, jeg havde været med.

Inde i salonen var det rart at slappe af med de andre og tale om løst og fast. Det var også tid til at gøre fangsten op for hele turen. I alt blev det til 92 ryper. Underligt nok havde ingen fået nedlagt en hare. Dorthe og jeg havde set mange meget friske harespor begge dage. Så dyrene var i området. Men de havde måske lært at holde respektfuld afstand til mennesker.

Med os alle om bord blev maskinen startet op. Skibet lettede anker og satte kursen mod Nuuk. Da vi stod ud af Qooqqut løbet og ud i hovedfjorden, kunne vi se, at den isbræmme, der havde spærret os vejen ind fredag aften, havde benyttet weekenden til at flyde udefter. Den lå op mod nordsiden af fjorden ind mod Storøen. Da vi kom ud til pølsevognsøen, gik Tulu meget langt uden om grundet den is, der lå her. Et sted måtte den bryde sig vej igennem isen, som var frosset sammen til en fast masse.

Jeg var godt kvæstet og lagde mig ned i køjen for at slappe lidt af. For en sikkerheds skyld satte jeg et vækkeur. Da det ringede, havde vi lige rundet telegraføen, man kan gå ud til ved lavvande, ud for Nuuk. Så blev der pakket og lagt ting ud på fordækket. Mine 18 ryper røg ned i en fangstpose.

Skibet lagde til i den yderste del af havneområdet kun lige inden for Sandkajen. Alles grej blev losset i en stor bunke på kajen. Så fik vi sagt farvel til hinanden og folk forsvandt i diverse biler med deres grej. Dorthe gik op på arbejdet for at hende en bil til alt vores habengut. Da jeg så stod på kajen som den sidste og passede på vores grej, kunne jeg se, at nogen havde glemt et par snesko. Dem tog vi med hjem, så rette vedkommende kunne komme og hente dem senere.

Hjemme var det rart at hænge ryperne op i skuret, pakke det mest nødvendige ud og så ellers sætte sig ned og slappe lidt af derhjemme.