Ude ved vandkraftværket nord for Ilulissat havde jeg en opgave. Det ville være en fordel, om jeg så stedet med egne øjne, så da vores folk i Ilulissat alligevel skulle ud til vandkraftværket, passede det, at jeg kunne springe på maskinen derud. 

Helikopteren ud til vandkraften skulle dog afgå tidligt mandag morgen, og så tidligt ville morgenmaskinen fra Nuuk ikke kunne nå frem. Jeg måtte derfor tage en morgenmaskine til Ilulissat søndag d. 3. maj og tilbringe resten af dagen deroppe for at være klar til at blive fløjet ud til vandkraften mandag morgen. Heldigvis var der lige blevet taget en ny indkvartering i brug af vores afdeling i byen, så jeg havde fine, nybyggede faciliteter at slappe af i.

Jeg kunne godt mærke, at jeg var rejst 550 km nordpå. I Nuuk havde der været plusgrader og forårsstemning, men heroppe frøs det 7 grader, og jorden var snedækket.

Mandag morgen mødte jeg op på kontoret til morgenbriefingen. Bagefter kørte vi fire ud til lufthavnen, fandt piloten og blev vist ud til helikopteren. Snart lettede vi og fløj mod nordøst.

Der var kun 40 km i lige linje til vandkraftværket, så det blev en kort tur. Vejret var herligt med solskin, meget svag vind og et terræn, der var snedækket, og søer, der var isdækkede.

Vi landede foran kraftværket, hev vores tasker ud af helikopteren og sagde farvel til piloten. Der var koldt, og dalen lå i skygge, men hernede var der stort set ingen sne. Indenfor fik vi lige en kop kaffe og en bid brød, før vi lagde an til det, vi var kommet herind for.

De to af gutterne gik ned til kraftværket for at ordne det, de var kommet for. Niels og jeg gik ud i en af hallerne og fandt et par ATV'er, som stod her. De blev startet op og kørt udenfor. Så var det bare med at komme op til vores arbejdssted.

Turen derud gik ad kørevejen. Den var ganske vist føget til med snedriver mange steder, ligesom der var strækninger med ren is på vejen. Begge dele klarede køretøjerne nu i fin stil.  I øvrigt var der ikke så megen sne heroppe. Det meste var blæst i havet. Kraftværket ligger inderst i en dalbund og er omgivet af et fjeld på tre sider. Først skulle vi op over fjeldet bag kraftværket. På vejen op mødte vi ryper på begge sider af vejen, ligesom der var friske harespor i sneen. 

Herinde ved kraftværket tæt på indlandsisen var der mærkbart koldere end i byen. Lokaltemperaturen lå på fjorten frostgrader, og fartvinden sugede varmen ud af fingrene. Det var derfor velkomment, da vi kom op over fjeldet og ind i solskinnet. Det blev ikke meget varmere af den grund, men det hjalp da lidt.

På den anden side af fjeldet kom vi ud til reservoirsøen og kørte langs med denne, til vi nåede ud til vores arbejdsområde.

Vi standsede 800 meter før vejen sluttede. Her var stort set ikke sne, så det var til at se, hvad der foregik. Først gik vi det sidste stykke ud til den yderste tunnel, hvor vejen sluttede, mens vi så terrænet an. 

Dele af vejen var styrtet i søen, og man kunne se nedfaldne blokke og sten ligge på vejen. En 20-30 meter oppe ad en stejl fjeldside hang en stor blok og lignede en, der overvejede at styrte sig ned på vejen. Det virkede ikke som det sikreste sted at opholde sig.

Efter at have set på området og diskuteret opgaven gik vi tilbage til ATV'erne. Jeg fandt min drone frem og fløj den rundt i området, mens jeg fik de optagelser, jeg var kommet efter. Den store blok fik lidt ekstra opmærksomhed. Niels havde taget sin private drone med og fik nogle optagelse med den.

Her hvor vi gik og arbejdede var der koldt, men helt stille og solskin. Men kun 3 km fra os inde på kanten af indlandsisen kunne vi se en omgang dårligt vejr med blæst og snefygning. Der måtte være en usynlig mur langs med iskanten, som holdt det dårlige vejr tilbage. Formentlig ville muren på et tidspunkt bryde sammen, så det dårlige vejr kom rullende lige ud i hovederne på os.

Da vi var blevet færdige med vores ting, pakkede vi derfor sammen og kørte tilbage til kraftværket. Turen tilbage var ligesom udturen blot med den forskel, at vi nu havde vores egne spor i sneen at køre efter.

Vel tilbage i kraftværket kunne vi få varmen og en kop kaffe. Niels forsvandt ned til maskineriet for at se til de to andre, mens jeg kunne slappe lidt af.

Næste morgen stod vi op til dårligt vejr. Der var nu hverken skyet eller sne. Men oppe på fjeldet var der snefygning og en stærk blæst, der kom ned forbi kraftværket i kraftige kast. Imellem kastene kunne der være næsten stille ved kraftværket.

Efter morgenmaden ringede telefonen. Det var piloten, der kunne fortælle, at det blæste en del inde i byen, så han ville høre, hvordan forholdene var inde hos os. Niels gav ham sin vurdering.

Vi pakkede sammen og satte os til at vente. Efter nogen tid kunne vi se helikopteren komme ind i dalen nordfra. Piloten var altså fløjet rundt om os langs med kysten for at være lidt i læ.

Efterhånden som han kom nærmere, kunne vi se, hvordan helikopteren blev kastet rundt af vindstødene. Det så ikke særligt fedt ud. Mindre end to hundrede meter fra os kunne vi se, at piloten besluttede sig for ikke at lande. Helikopteren begyndte pludselig at hæve sig, drejede af og forsvandt ud gennem dalen samme vej, som den var kommet ind. Senere ringede piloten og fortalte, at det var adskillige år siden, han havde oplevet noget lignende.

Efter frokost kørte Niels og jeg en tur ned til udløbet ved fjorden for at se os lidt om. Udløbet ligger i en bugt. Vi tog den rundt i bugten og ud langs begge sider på havisen, som endnu var tyk nok til at bære ATV'erne. Niels havde også en hobby med at se efter ting fra fortidens mennesker, så vi brugte lidt tid på at se efter den slags. Vi fandt dog intet, men med den udformning, kysten havde, forbavsede det os heller ikke.

Resten af dagen gik stille og roligt. Vejret var uændret, så det forbavsede ikke, at vi ikke hørte mere fra piloten.

Onsdag formiddag efter morgenmaden sad vi klar igen. Vi havde ikke talt med piloten, men nu var der ikke andet at lave end at rejse hjem. Vejret virkede lidt bedre end om tirsdagen, men det var ikke fedt flyvevejr. Ved titiden kunne vi se helikopteren igen. Den kom ind samme vej som dagen før. Men han blev også nu kastet noget rundt af vinden, og kort før portalbygningen steg han og forsvandt op over fjeldet. Vel tilbage i byen ringede han til os og fortalte, at han ville prøve igen sidst på dagen efter hans øvrige opgaver.

Efter frokost valgte jeg at gå en tur. Temperaturen var efterhånden steget en hel del, og vinden havde lagt sig, så det var fint vejr at gå i. Jeg gik på fjeldet ud i retning af kraftværkets udløb, mens jeg så mig lidt om. Da jeg kom så langt ud, at jeg kunne se ned på kystlinjen, gik jeg ned på vejen og ad den tilbage til kraftværket.

Og så hen ad klokken halv fem om eftermiddagen kom helikopteren ind. Denne gang landede den, og det var velkomment. Vi sprang ind og nød turen tilbage til Ilulissat.

Halvanden måned senere fik jeg at vide, at en mindre del af den store blok, der havde hængt over vejen og set skummel ud, var faldet ned på vejen og havde kappet forbindelsen mellem kraftværket og installationerne i den yderste tunnel. Det havde forårsaget en kortslutning og strømafbrydelse i hele byen.