Påskeferien 13-19. april 2025

I påsken tog vi til hytten i nogle dage for at slappe af. Vores naboer dernede ville godt med, så vi delte en båd ned til bugten. De havde både barn og hund med, så der var fyldt op i charterbåden. Vel i land hev vi vores ting op ad skråningen, før vi hjalp de to andre med deres ting. Så var det bare med at komme ind i hytten og få tændt op.

Sidst på dagen kom en fransk sejlbåd med turister ind i bugten og lagde sig for natten. Mandag morgen, mens vi spiste morgenmad, landsatte de en flok folk, som på ski forsvandt op i fjeldet. Senere lettede båden anker og forsvandt ind i fjorden. Den skulle nok ind til en bugt længere inde for at samle skituristerne op sidste på dagen.

Efter morgenmaden fandt vi skiene frem og stak op i fjeldet. Vi ville gå en tur rundt om fjeldet bag hytten og samtidig prøve at flyve lidt med den lille nye drone, jeg havde købt. Det var overskyet og stille vejr, men vejrudsigten havde lovet sol senere, så det kunne næsten kun blive en flot dag.

Oppe for enden af den første dal bag hytten standsede vi, og jeg hev dronen frem. Den havde forskellige indbyggede programmer, som kunne sende den ud på hver deres lille tur, før den returnerede til min hånd. De så alle ud til at virke efter hensigten, så jeg pakkede dronen væk igen, og vi fortsatte opefter.

Ved den næste lille dal længere oppe faldt vi over rensdyrspor i sneen. Dem så vi en del på, for vi havde endnu ikke oplevet rensdyr herude i de år, vi havde haft hytten. Der havde flere gange været beretninger om rensdyr i bunden af Kobbefjorden, som ikke lå så langt væk. Men herude havde vi endnu haft dem til gode. Der lå hist og pist en tak fra et gevir, som rensdyr havde kastet under den årlige udskiftning, men de få, vi havde fundet, var alle gamle og mørnede. Nu kunne vi glæde os over sporene. Dyrene havde gået lidt omkring, så det var ikke så nemt at gætte på, hvor mange de havde været. Vores gæt landede på, at der nok havde været omkring 6 dyr. Formentlig havde de været her så sent som dagen før at dømme efter friskheden i sporene og hvornår der senest havde været snefald.

Turen videre op til en stejl opstigning førte os lige forbi et rypepar, der gik og spiste. De så os meget skarpt an, men vi kunne dog passere ret tæt på dem, uden at de lettede og fløj deres vej.

Oppe på toppen af den stejle opstigning fladede fjeldet lidt ud og fortsatte opefter i en længere, relativt jævn stigning. Vi kunne se rensdyrsporene krydse frem og tilbage i den ellers fine, hvide flade, som sneen udgjorde.

Vi holdt os lidt ude til højre på en kam, som gav os en smule bedre udsyn over området. Inde ved en fjeldside til venstre gik to ryper og spiste. Længere oppe kunne vi se en løjerlig lysebrun plet. Den virkede aparte i den hvide sne, så vi standsede og hev kikkerten frem. Det var et rensdyr, som vi akkurat kunne se bagen på.  Det gik lige omme på bagsiden af en knold på skråningen, så der kunne jo godt gemme sig flere nede på bagsiden.

At se et rensdyr herude var vel nok interessant. Vi smuttede ned fra kammen og skyndte os opefter, mens vi holdt øje med om der skulle komme dyr til syne deroppe. De to ryper blev kun tildelt et minimum af opmærksomhed, da vi passerede dem. Et stykke oppe nåede vi til den knold, rensdyret havde gået på bagsiden af. Oppe ad knolden lå der en del store sten, som man delvist kunne gemme sig bag.

Og så nåede vi så langt, at der begyndte at komme rensdyr til syne hen over toppen af knolden. De fleste lå ned og slappede af.  Vi stod lidt og så dem an. Så sneg Dorthe sig ned til højre og nærmere på dem, mens hun holdt sig godt ude af syne. Hun nåede så tæt på dem som 40 meter. Her stod hun og fik taget en del fine billeder. Jeg blev bare stående og overskuede hele scenariet.

Efter nogen tid opfattede dyrene pludselig, at der var noget galt. De rejste sig alle op og løb lidt væk fra os, før de standsede på den næste skråning og så sig tilbage. Da vi efterhånden havde taget de billeder, vi skulle tage, kunne vi lige så godt fortsætte opefter. Dyrene kunne nu endelig få godt udsyn til det, der havde foruroliget dem. De smuttede i roligt trav op ad fjeldsiden til venstre og på forbløffende kort tid var de nået langt op. Her standsede de en sidste gang og så sig tilbage, før de forsvandt ind bagved.

Herfra blev turen opefter stejlere igen. Et stykke oppe standsede jeg og hev dronen frem igen. Der var en flot udsigt helt ud til fjorden og landet længere mod syd. Efter et par flyveture med dronen fortsatte vi og nåede snart efter toppen.

Solen var efterhånden blevet godt stærk. Vi kunne mærke varmen på føret under skiene. Når man holdt bare en kort pause, begyndte sneen at sidde fast på undersiden. Det var bedst at holde et jævnt tempo.

Lige ovre på den fjerne side af toppen når man bagsiden af fjeldet set fra hytten. Her begynder en længere skråning med fint glid. Jeg hev dronen frem og satte den til et program, hvor den skulle følge efter mig, mens den filmede. Den lettede fint og ventede. Jeg fik handskerne på og satte i gang. Først kørte jeg forsigtigt og ikke for hurtigt, mens jeg drejede hovedet for at lytte efter, om den stadig var der. Men jeg fandt snart ud af, at jeg bare kunne give den gas. Både mine temposkift og diverse drej opfangede den fint og fulgte troligt efter mig. Den var vel heller ikke blevet sat i handelen uden at man var overbevist om, at den kunne den slags. Men jeg var nu alligevel imponeret. 

Efter et par gode lange ture nåede vi ned til en frossen sø, hvor tempoet gik ned. Dronen blev pakket bort for nu. Hen over søen og traversere ned ad en skråning til en elv, hvorefter det gik op igen. I håb om at finde et sted med et godt, langt glid på den efterfølgende tur nedefter, valgte vi at gå lidt højere op ad denne skråning, end vi tidligere havde gjort det.

Snart nåede vi toppen på en skulder af fjeldsiden og kunne se ud på den fjerne side. Vi var ganske højt oppe i forhold til de tidligere ture. Herfra var der en god, stejl skråning et stykke ned. Faktisk var skråningen så stejl, at vi måtte krydse frem og tilbage, til vi var kommet så langt ned, at vi kunne løbe ud til en kant og se efter den videre vej ned.

Her på kanten var der lige en rute forbi et stejlt stykke, hvorefter man kunne glide et langt stykke. Jeg fandt dronen frem og bad den følge efter mig. Så satte jeg i gang og fik en herlig tur. På denne side af fjeldet var sneen virkelig god at glide på. Da jeg endelig standsede, kom dronen hen til mig og blev samlet ind. Kort efter var Dorthe også hernede.

Det næste stykke gik med fine glid, til vi nåede hen til en lille stigning hen over en knold. Bag den var passet med udsigt ned til hytten. Her fandt jeg igen dronen frem og fik den til at følge efter, mens jeg kørte både langt og hurtigt og godt stykke hen og ned imod hytten. Da jeg endelig nåede en stor sten og standsede, gik der flere minutter, før Dorthe nåede frem. Hun havde taget den lidt mere med ro og givet sig tid til at nyde udsigten, mens jeg havde haft tanke på at stresteste dronen. Men den klarede det fint.

Det sidste stykke ned for foden af fjeldet gik med en del glid frem og tilbage, da der ikke var så meget sne her. Nede for foden af fjeldet rendte vi ind i flere rensdyrspor i sneen. Her var dyrene åbenbart kommet ned ad den stejle fjeldside lige ud mod hytten. Vi fandt spor efter dem i sneen helt ind til 250 meter fra hytten. Det var interessant at se. Dyrene var dog ikke at se nu, så vi smuttede hjem til hytten for at slappe lidt af. Det havde været en vældig oplevelsesrig dag.

Tirsdag valgte vi at gå en tur op på det høje plateau. Der kommer vi normalt ikke så ofte, så det ville være rart at tager derop nu, hvor det så ud til at blive endnu en flot solskinsdag. Turen hen til opstigningen gik stort set samme vej, som turisterne havde taget dagen før. Turen op ad opstigningen er lidt stejl, så vi gik bare i deres spor op ad den stejleste del. Det gjorde det noget lettere. 

På vejen op kunne vi se, at der var friske rensdyrspor denne vej. Måske var rensdyrene smuttet herop siden vores møde med dem dagen før. Sporene forsvandt ud til højre og ud af syne.

Oppe på plateauet gik vi igennem en kløft. Her hvor vi gik, var der helt hvid og uberørt sne. Solen skinnede fra en blå himmel, og der var ikke en vind, der rørte sig. Heroppefra var der en fed udsigt langt ind i fjorden og langt ned mod syd.

På den anden side af kløften standsede vi oppe på siden og sad ned, mens vi nød udsigten. En rype havde for lidt tid siden gået omkring på en stor sten, men lige nu var der intet levende at se. Efter hvilet fortsatte vi i forlængelsen af kløften, til vi kom længere ud.  Så holdt vi lidt op til venstre. Efter nogen tid kunne vi se rensdyrspor længere nede. De var åbenbart fortsat parallelt med vores kurs.

Efter et glid ned i en lille dal med dronen efter os gik turen op til den yderste kant, vi ville gå til. Videre ind blev der alt for stejlt for vores smag. Heroppe var der en flot udsigt langt ind i fjorden. Vi holdt en pause her for at tage nogle flere billeder. Da jeg gik lidt ud til en kant, kunne jeg under mig se rensdyrsporene fortsætte rundt på fjeldet med retning ind mod den dal, der fører over mod Kobbefjorden. Det bekymrede åbenbart ikke dem, at der var meget stejlt. Udsigten herude på kanten var formidabel. Jeg stod og sugede den i mig, for det virkede ikke så sandsynligt på mig, at vi ville gå helt herud en anden gang.

Nu var det på tide at komme hjem. Vi tog os ganske god tid, for det var blevet helt eventyrligt varmt. Der var fuldstændigt vindstille, og solen bagte nu godt. Samtidig var der heftig genskin fra sneen. Selv med et meget moderat tempo og et minimum af overtøj på svedte vi alligevel bravt.

Det blev derfor en tur med mange pauser, hvor vi satte os ned og nød udsigten. Men endelig kom vi da hen til kanten og begyndte turen ned ad fjeldsiden. Her var der lejlighedsvis skygge, og det var nu ganske rart.

Nede ved den langstrakte dal fra hytten op mod Kobbefjorden mødte vi tre ryper, der gik på en plet og spiste, mens de tydeligvis småsnakkede sammen. Det er sjældent, vi har fået lov til at stå så nær ved dem og samtidig høre de dæmpede lyde, de bruger til indbyrdes kommunikation. Som regel flyver de eller bliver taget med hjem til fryseren.

Onsdag var det stadig et forrygende flot vejr. Vi besluttede os for at tage en tur rundt om Uppik-fjeldet. Det blev igen en herlig tur. Først drog vi op igennem passet langs med vores spor fra om mandagen.

Oppe i dalen drejede vi fra vores gamle spor og skar over mod bagsiden af Uppik-fjeldet. Herovre var der igen usædvanligt gode køreforhold for skiene. Jeg fik sat dronen efter mig, og så skiftedes vi til at køre frem, ned og ud til begge sider, mens vi kørte ned igennem kløften her.

Vi kom snart ind i skyggen bag fjeldet, da det er ret højt og stejlt her. Det gjorde nu ikke noget, for vi brændte en god mængde energi af og kunne godt bruge lidt afkøling. Her og der i sneen var der spor fra både ræv, hare og rype.

Nedenfor lå Uppik-bugten med roligt vand og lidt is inde ved den ene bred. Edderfugle lå ude i bugten og snadrede, mens de holdt øje med os og flyttede sig udefter, da vi efterhånden kom dem for nær.

Der løber en smal hylde rundt om vestsiden af fjeldet. Heroppe satte vi os og spiste frokost. Nedenfor i bugten lå to fritidsbåde med familier, der var ude for at fiske. Længere ude sejlede andre både og en mindre trawler forbi, og oppe fløj en Dash-8 fra Air Greenland forbi på vej op mod Nuuk sydfra. Selvom vi var ude i ødemarken, var civilisationen nu alligevel tæt på.

Ruten her var gammelkendt, for den havde vi taget en del gange i årenes løb. Efter frokosten fortsatte vi og kom snart ud på den direkte rute tilbage til hytten. Da vi krydsede en tilfrossen sø, stødte vi på flere spor efter både hare og ræv. De så alle gamle ud, men med det solskin og tilhørende tøsne bliver spor hurtigt gamle at se på.

Solens magt var tydelig flere steder. Et sted var der løbet vand ud over en sten, hvor de havde dannet istapper, der låste det bagvedliggende inde i et naturligt bur. Hvis vi holdt pause blot et halvt minut, begyndte sneen at hænge fast i store klumper under skiene. Det var bedst at holde et jævnt tempo.

Endelig kom vi hjem til hytten igen og kunne sætte os ned og slappe af. På disse tre dage var vi taget rundt på de tre langture, vi plejer at gå efter i vinterens løb. Nu kunne vi tage den mere med ro i de følgende dage.

Torsdag blev vi bare i hytten og slappede af, mens vi nød det hele. Fredag, som var den sidste dag inden hjemturen, smuttede vi ud til det lave plateau. Det var en skyet og lidt kedelig dag.

Ruten gik op igennem kløften ved Hareknolden. Lige på den anden side af den rendte vi ind i to harer. De sad og slappede godt af men uden at sidde lårene af hinanden. De sad med en stor blok imellem sig, så de ikke kunne se den anden. Men ok, der er jo god plads til lidt privatliv ude i fjeldet, og harer lader alligevel ikke til at være de mest sociale væsener.

Ved kløften på det lave plateau lod vi skiene stå og gik en tur ud til kanten for at se os om. Herude blæser det meget ofte, og denne dag var ingen undtagelse. Der var ingen sne tilbage herude. Den var for længst blæst væk. Øjnene løb hurtigt i vand under brugen af kikkerten, så da vi havde set os lidt om, vendte vi tilbage til skiene.

Vi kørte nedefter med dalen nedenfor det lave plateau, mens vi så lidt efter ryper og harer. Det havde vi dog intet held ved. Snart nåede vi helt ned til dalbunden og gik lidt ind mod midten.

Et sted standsede jeg og hev dronen frem. Det kunne være interessant at se billedkvaliteten på en af dens filmsekvenser på en dag med så dårlige lysforhold. Dronen blev tændt og sat til et program, hvor den skulle flyve en cirkel omkring os.

Den tog fint nok af, men efter at have beskrevet en kvart omgang begyndte den at flyve helt forkert. Den svævede først lidt aparte omkring. Så fløj den væk fra mig, mens den begyndte at accelerere. Jeg gravede ned i lommen efter telefonen, så jeg kunne tage direkte kontrol over den, men det tog for lang tid. Jeg fik telefonen frem og nåede at komme ind i appen, men inden jeg nåede at trykke på vend-hjem-og-land-knappen, kom der besked om, at den var uden for rækkevidde. Telefonen havde kun bluetooth forbindelse, og dens rækkevidde var for begrænset.

Nu kunne vi bare stå og se på, at dronen fløj længere og længere væk, mens den skiftede kurs og accelererede. Havde den været en levende ting, ville jeg havde anset den for at være gået i panik. Snart overvejede jeg, om den ville forsvinde ud over fjorden og blive væk. Et par hundrede meter ude drejede den dog til højre, og nu accelererede den for alvor, mens den lå ned i en vinkel på mere end 45 grader. 

For fuld fart torpederede den en bakke på en knold, der stak op derude, og røg omkuld. Heldigvis blev den liggende i stedet for at fortsætte. Telefonen blev pakket i lommen, og vi kørte hen for at samle dronen ind. Den var tilsyneladende ikke kommet noget til under sammenstødet med bakken. Den havde ikke engang fået en ridse, for den var fløjet ind i en mosbevokset del af bakken. Jeg pakkede den bort i tasken.

Herfra tullede vi stille og roligt hjemad. I hytten spiste vi en sen frokost og slappede af resten af dagen. Næste dag tændte jeg for dronen og lod den flyve en tur ude fra terrassen. Der var kun én måde at finde ud af, om den var gået helt fra snøvsen, så det skulle jo prøves. Men den opførte sig fint. Efter hjemkomsten søgte jeg på internettet efter en forklaring. Det nærmeste jeg kom, var, at den antageligt havde mistet GNSS-signalet fra så mange satellitter, at den ikke kunne finde ud af, hvor den var. Det kunne passe godt med, at vi stod nede i en dal, da det skete.

Snart pakkede vi sammen, lukkede hytten ned og stod klar sammen med vores naboer, da charterbåden kom for at hente os. Naboerne havde også haft en fin ferie, men nu var det på tide at komme hjem og frekventere den varme bruser.