Årets forsinkede rypetur med drengene 22-24. april 2022

Vi skulle ud på årets rypetur. Den var ellers var blevet aflyst tidligere på året. Men nu havde vi pludselig alligevel fået muligheden. Da datoen var blevet sat med kort varsel, var det ikke alle, der kunne være med. Derfor var der blevet plads til nogle ekstra. Det gjorde, at Dorthe kom med på turen.

Vi mødtes nede på Tulu omkring halv seks fredag eftermiddag og stak ud omkring kvart over seks. Først ville folk ind til den sideforgrening, der er på Godthåbsfjorden over for Fuglefjeldet. Men da jeg hev satellitfotos frem, som viste, at der var fastis derinde, måtte det opgives. I stedet blev Aninnganeq sat som destination. Anders, der sejlede Tulu, havde sagt, at han ikke ville ligge for anker der om natten, da der stadig var en del is inde i bugten. Han ville så ligge ved Fuglefjeldet for natten og sejle helt ind om morgenen, så vi kunne gå i land der.

Mens vi sejlede ind, sad vi og hyggesnakkede og fik nogle øl. Lars H. arbejder på Naturinstituttet, og han kunne fortælle, at der var blevet set spor efter to isbjørne ovre på nordlandet. Han mente, de ville gå ind i isfjorden, hvor der skulle være god mulighed for sæljagt. Det var bare også der, vi var på vej ind. Jeg foreslog, at man kunne vælge et andet sted for ikke at rende ind i dem, men det mente de andre nu ikke, vi skulle. Nå, ja så var der vel ikke andet for end at holde øjnene åbne.

Jeg var blevet vinder i det foregående års rypekonkurrence, og Lars H. blevet nummer to. Vi kunne derfor mæske os med gratis øl på denne tur. Det var blevet besluttet, at konkurrencen ikke ville fortsætte mere. Dels kan folk ikke drikke så meget som tidligere, og vinderne har altid overskydende øl med hjem. Dels tror jeg, den egentlige grund var, at folk var trætte af, at jeg år efter år kunne drikke gratis. Og det kunne man vel ikke fortænke dem i.

Skibet var lige kommet retur fra et længere værftsophold i Danmark. Her havde det fået inddraget hele agterdækket til en opholdssalon, så folk kunne side og nyde udsigten ud ad vinduerne.

På vejen derind kunne man se, at Anders sejlede forbi Fuglefjeldet og længere ind. Vi fortsatte helt ind til Aninnganeq, før han kastede anker. Så havde han åbenbart ombestemt sig. Efter midnat listede folk stille og roligt til køjs. Jeg var vel ikke helt appelsinfri, da jeg tørnede ind.

Næste morgen var det op og i gang. Jeg stod og kiggede mig omkring.  Der var ikke meget sne i landskabet. Man kunne nok godt stå på ski, hvis man ville, men det så ud til at være nemmere at gå til fods. Skibet lå helt yderst i bugten. Der var ikke udsigt til at han kunne sejle længere ind, for her lå isen. Det logiske sted at komme i land var derfor på pynten mod vest helt yderst i bugten. Men jeg stod og så over på den anden side. Her er der en stejl fjeldside med en ryg, der går et stykke ind i landet. Yderst på den stejle side var der et skår i fjeldet, som gik helt op. Hvis man kunne kravle op der, kunne man gå på ryggen og have en helt ny oplevelse. For her kendte jeg ingen, som havde været oppe. Dorthe var med på den.

Til morgenmaden sad vi og talte om alt muligt, mens vi alle ladede op til dagens tur. Vi undrede os noget over, at Per ikke dukkede op. Men det måtte dog være hans sag. Det er ikke alle der vil i land, men Per var ellers altid i land for at gå på jagt.

Da første hold blev sejlet i land, var det over til pynten. Fire-fem mand sprang i land. Vagn skulle først skyde sin nye riffel ind, så vi hørte en hel kanonade fra ham. Da dagen var slut, fik vi at vide, at han senere på dagen havde skudt den ind igen, så der var vist noget, der ikke kørte helt godt for ham. Så sejlede Anders mig og Dorthe over på den anden side. Her kunne vi lige komme i land og begynde at kravle op. Der var ret stejlt. Lige oppe lå en gigantisk blok på skråningen. Det undrede mig, hvordan den var blevet liggende her uden at falde helt ned i vandet. Jeg søgte først at kravle op venstre om den. Men der blev snart så stejlt, at jeg ikke brød mig om at kravle længere op. Dorthe gik op den anden vej. Det virkede bedre. Så kravlede jeg ned for at gå rundt til den anden side. Det viste sig at være meget ubehageligt at kravle ned. Hele skråningen havde et lag is underst på vegetationen, så støvlerne havde ikke meget at stå fast på. Kom man i skred, ville man meget muligt ende i fjorden. Men det lykkedes, og jeg gik op efter Dorthe. Det var meget lettere. Oppe over blokken blev der stejlere igen, og til sidst sagde vi stop. Det virkede alt for farligt. Man kunne nok gøre det om sommeren, hvor der var noget at stå fast på. Vi kravlede ned igen og kaldte ud til Tulu om at blive hentet og fragtet over på den anden side af bugten.

Da Anders kom, var det med næste hold jægere om bord. Her sad Per. Ham havde vi jo savnet til morgenmaden. Det viste sig, at han havde troet, at skibet lå for natten ved Fuglefjeldet. Han var vågnet flere gange, men da han ikke hørte maskinlarm, havde han sig bare vendt sig om og sovet videre.

Vi kom i land på pynten mod vest, hvor de andre var kommet i land og havde et forspring. Vi var kun gået ganske kort, før Dorthe og jeg så en hare oppe på den første knold. Vi buldrede derop, men den var smuttet. Per kom op til os. Han havde også set den. Han havde endda set tre flere. Vi gik så op på toppen af den næste knold på linje, men der var intet at se. På den anden side af knolden kunne vi se ud over landskabet. Her sad to harer et par hundrede meter fra os. De stak i rend ved synet af os og forsvandt langt, langt væk i fuldt firspring. Der var en god kilometer over et lavland, før det gik opefter i et fjeldparti langs med fjorden. Der var ikke ret meget sne, og adskillige områder henlå helt snefri. Sidst jeg var her, var jeg gået ret ind i landet. Vi kunne dog se, at der var flere af de andre, der var gået i den retning. Kun Vagn gik i lavlandet med en kurs, der kunne føre ham ind til fjeldpartiet. Nu valgte vi at sige farvel til Per og give den lidt gas for at komme foran Vagn, så vi selv kunne bestemme, hvor vi ville gå.

Vejret var fantastisk. Temperaturen lå på ca. 1 grad om morgenen. Den steg sikkert i løbet af dagen. Vinden var fraværende, og det var skyet. Alt i alt var det en total fornøjelse at spankulere omkring. Vi passerede Vagn og holdt en kurs over mod fjeldpartiet.

Henne ved foden af det så jeg en rype sidde på en sten. Jeg mente bestemt, at det var to ryper bag hinanden, men da vi kom tæt nok på, viste det sig, at der kun var en. Men lige da jeg kom hen til den sten, jeg ville lægge an på, viste en anden rype sig lidt til venstre. Den skød jeg først og derefter den på stenen. Det gik stærkt. Ryperne blev samlet op. Mens jeg satte dem på snor, stod vi og så over på noget, der lignede rævefælder af sten. Vi havde jo en hobby med at registrere den slags ting til landsmuseet. Vi var så optagede af dem, at vi ikke havde opdaget, at et lille rensdyr kom gående og standsede op kun 30 meter bag os. Vi vendte os og fik pludselig øje på det. Det var ganske fint og helt hvidt. Det anede tydeligvis ikke, hvad vi var for nogle. Så stod vi og så lidt på hinanden, til det valgte at smutte videre.

Vi gik over til de sten, vi havde lagt mærke til og så, at det var to gamle varder, der var faldet sammen. Men de havde tydeligvis skullet vise vejen for nogen. For lige neden for dem fandt vi to rævefælder og to grave. Den ene grav var meget langstrakt og havde et skelet i den ene ende, hvor taget var faldet ind. Den anden ende kunne vi ikke se ind i, men der lå antageligt nok også et skelet. Den anden grav havde et enkelt skelet i sig. Vi registrerede det hele og gik så videre op.

Vi gik op til næste niveau. Her lå der en stor samling rævefælder. Sammenlignet med de fælder, vi året før fandt i Ameralikken, var disse her bygget meget solidt. Det var lidt interessant at sidde og spekulere over årsagen til det. Vi fik registreret dem og havde nu fundet 13 rævefælder. Det var ikke så lidt. Vi var noget overraskede over det. De lå meget tæt.

Længere oppe fik jeg øje på en hare, der sad i et lille pas. Der var ikke noget kuglefang bag den, så jeg måtte i en bue rundt om den for at projektilet kunne spadsere ind i landet, hvor der ikke ville være andre jægere. Vi gik stille og roligt rundt, mens haren blev siddende. Da jeg kunne lægge an, havde den sat sig op, så den var i al fald på vagt. Afstanden var 80 meter, men jeg satte projektilet lige i halsen på den. Da jeg kom derover, var den stille, men der kom med mellem rum noget træk, der kunne ligne gisp efter vejret. Jeg var i tvivl, så jeg gav den for en sikkerhed skyld et ekstra skud i hovedet. Så var der i al fald ro.

Lige da jeg kiggede op, kom Per gående hen mod os. Han havde en rype og en hare hængende i bæltet. Han havde ikke brækket haren endnu, så han stillede sig op sammen med os og brækkede den, samtidig med at jeg brækkede min. Undervejs kiggede han op og fik øje på en hare, der sad et stykke væk. Så var den jo ligesom hans.

Da vi var færdige, gik han på jagt efter den. Dorthe og jeg satte os til at spise frokost, mens vi havde udsigt til hans jagt. Det viste sig nu, at rugbrødet var med græskarkerner, så jeg måtte kassere min frokost. Dorthe gav mig sin franskbrødsmad med Nutella. Den spiste jeg, mens Per kom nærmere på haren derude. På et tidspunkt satte den sig op. Så havde den set ham. Da han kom på skudhold, syntes jeg, han var ret længe om at blive klar til skud. Lige da han lagde an, løb den. Den løb dog ikke ret stærkt, og den standsede snart efter igen. Per fulgte efter og gjorde sig klar til skud på, hvad der så ud til at være lidt lang afstand for en salonriffel. Men da han skød, og den stak i rend op ad fjeldsiden, kunne vi se på dens løb, at den var ramt. Og ganske rigtigt. Efter en halv snes meter op ad bakke, væltede den pludselig omkuld og fald sprællende nedefter igen. Det havde været spændende at sidde og overvære.

Jeg hev kikkerten op og så længere væk langs med fjorden. Her så jeg en kilometer væk hele tre harer, der løb omkring og legede. Vi pakkede derfor skyndsomst sammen og begyndte at gå ud mod dem. Da vi kom derud, var de væk. Vi snusede lidt omkring og kunne se på sporene, at de var rendt op ad bakke. Os efter dem. Oppe på næste niveau var de ikke at se. Længere op. Heroppe kunne vi se en hare sidde oppe på toppen til højre og holde øje med os. Vi gik derop, mens vi søgte at holde os mod øst og have haren mod vest, da vi havde vinden med os. Vi så snart, at der sad to harer og holdt øje med os. Da vi kom op i nærheden af dem, forsvandt de. Endelig kom vi helt op på toppen og fortsatte med vinden i ryggen over til den anden side, hvor vi kunne dreje til venstre og gå på tværs af vinden.

Lige da vi skulle til at dreje, så vi alle tre harer sidde sammen 80 meter væk. Jeg lagde an på en sten og skød den ene. De to andre rendte, men den ene standsede lige, da den kom ned i en lavning, så kun dens hoved var synligt. Så var det der, jeg skød den. Det var et skud, jeg var ret tilfreds med, for det er ikke noget stort mål.

Vi gik derover og så på dem. De var begge ganske døde. Jeg gik lidt ud for at se efter, om den tredje skulle være standset op i nærheden. Det var den minsandten. Den havde fundet en fjerde hare, som den sad sammen med omkring hundrede meter væk. Jeg tog ladegreb, men lige da jeg søgte efter dem i kikkertsigtet, stak de begge af og løb langt væk. Så måtte det være det. Vi var nu et par timers gang fra skibet, og dagen var efterhånden godt fremskreden.

Da harerne var brækket og hængt på rygsækken, gik vi rundt om knolden, da vi kunne høre ryper kalde på den anden side. Vi fandt dog ingen. Men omme på fjordsiden af knolden stod der pludselig en rype oppe på en lille knold. For at få den rette skudvinkel, så projektilet ikke ville spadsere ud i et område, hvor de andre kunne gå, måtte jeg lige lidt tilbage og op på en snefane. Så havde jeg et godt skud, og den døde hurtigt og blev samlet op.

Herfra gik vi stille og roligt nedefter, idet vi gik ad en lidt anderledes rute end på udturen. Men det var mere eller mindre samme rute tilbage. Nede på sletten fandt vi endnu en rævefælde, men den var faldet helt sammen.

Ruten tilbage begyndte at blive lang. Min venstre storetå begyndte at gøre knuder, så det gjorde ondt at gå. Det var der jo ikke noget at gøre ved, for der var kun en måde at komme tilbage på skibet. Men tilbageturen føltes tre gange så lang som udturen.

Endelig kom vi ud på næsset og kunne kalde Tulu for at blive hentet. Da vi kom om bord, viste det sig, at vi ikke var de sidste, som vi ellers havde troet. John og Lars var endnu ude i fjeldet. De andre fik hurtigt talt op og kunne fortælle, at Per og jeg førte i fangstregnskabet foreløbig. Da de to sidste kom om bord, var der ikke ændret på det.

Mens vi dampede ud ad Isfjorden og hen til søndagens jagtterræn, som var ved indsøen Tasiusaq, blev der spist og drukket og slappet af. Efter aftensmaden gik jeg helt i sort. Mega træt gik jeg ned for at sove en time. Da den var gået, gik jeg op igen, men jeg kunne hverken høre eller se. Jeg kunne ikke høre, hvad de andre sagde for maskinerne, og der var ikke flere øl i kasserne, vi havde stillet på agterdækket. Hvis man skulle ud og hente flere i containeren på fordækket, skulle jeg havde de sjaskvåde støvler på igen, og det gad jeg ikke. I stedet gik jeg helt til køjs og sov hele natten.

Søndag morgen lå vi lige ved indsøen. Denne gang var Per vågen og oppe fra morgenstunden. Efter morgenmaden tog Dorthe og jeg ski på, for der var en del mere sne herude. De to første ryper blev set ude fra skibet, så gutterne var bare klar til at komme i land og gå på jagt.

Dorthe og jeg tog det stille og roligt. Da der ikke var konkurrence, ville jeg ikke gå på dedikeret jagt. I stedet tullede vi lidt omkring og så på landskabet og efter fortidsminder, imens vi også så efter ryper og harer.

Vejret var roligt, men det var overskyet, så der var et noget skummelt lys. I sådan et lys ser man ikke så nemt dyrene, så det var bedre at tage den lidt med ro og bruge kikkerterne flittigt.

Vi kom ikke langt før vi hørte ryper kalde både her og der. På den modsatte side af bugten knaldede skuddene allerede lystigt. Vi stod og så ned i en gryde på Aslak, som lagde an til at skyde på en rype. Han bommede og rypen fløj hundrede meter længere væk. Inden han kom på skudhold igen, var vi forsvundet over en kam og om bagved.

En rype stod og så ned på os. Da jeg gjorde mig klar, kom der en mere og landede ved den første. Men da jeg tog ladegreb, fløj den nyankomne og trak den første med sig. Ud med patronen og på den igen. Vi gik ned i en kløft, da der pludselig landede en rype foran os. Jeg gik hen for at få ram på den. Den stod i et lidt knoldet terræn, så jeg skulle hen for at finde en god sten at lægge an på. Men da jeg gjorde det, fløj den op og landede på en høj og stejl fjeldknold, hvor den kunne stå og kigge ned på os. Så måtte jeg flytte mig for at projektilet ikke skulle kunne fare ud mod de andre. Da jeg nu lagde an, havde jeg kun hovedet og halsen at sigte efter. Jeg skød og nåede at opfatte, at jeg havde ramt. Da jeg endelig fik knoklet mig derop, kunne jeg se, at projektilet havde ramt den i baghovedet. Den lå på sneen, men den var ikke død. Det måtte jeg klare på stedet.

Videre henne trak vi ud til venstre som dem, der gik længst mod venstre. Vi ville se, om man kunne passere at bestemt stræk til fods. Dorthe havde nemlig arbejdet med planer for en vandretur i området og var i tvivl om man kunne komme forbi her, eller om man skulle gå op over fjeldet. Det viste sig, at man godt kunne. Vi besluttede os for at gå derover, for så kunne vi komme over og have et område helt for os selv.

Vi skulle ned forbi en kløft for at komme derover. På vej ned på ski skræmte jeg en rype op som fløj over på den anden side og satte sig i nærheden af Aslak, som var kommet herover. Jeg kunne ikke se præcist, hvor den landede, men jeg gav den gas for at komme derhen, inden Aslak fandt den. Men næsten ovre kunne jeg se, at han lagde an og affyrede to skud. Øv øv.

Jeg standsede op og så mig omkring. Pludselig gik det op for mig, at jeg kunne høre en rype stå og grynte advarende lige i nærheden. Først kunne jeg ikke se noget, men så så jeg en rypehan stå 30-40 meter fra mig og holde øje med os. Af med rygsækken og lægge den i sneen, så den kunne bruges til at lægge an på. Det første skud var en forbier, men det andet fik ram på den. Rygsækken på og skiene på fødderne igen. Lige da jeg kom derover og lagde rygsækken fra mig, anede jeg en bevægelse. Da jeg så op, løb en hunrype i dækning bag en lille busk kun 10 meter fra mig. Jeg måtte have skiene af og sætte mig ned med albuen på knæet, så riflen kunne komme i anlæg. Jeg kunne lige fornemme en fri bane imellem kvistene i busken og hen til rypen. Grundet den korte afstand måtte jeg hæve sigtepunktet en anelse, men det virkede perfekt. Den døde lige i knaldet.

Vi gik lidt op ad fjeldet og skulle til at gå rundt til venstre som planlagt, da vi hørte ryper kalde over os. Så gik vi opefter, men vi fandt ingenting. Det kostede en del tid og energi, for der var stejlt. Heroppe gik vi mod venstre og kom så til en lille kløft, hvor vi måtte have skiene af og gå ned gennem kløften, hvor der var en stor snefane. Nedenfor kløften var der helt snefrit. Derfor måtte vi bære skiene op mod 150 meter skråt nedefter, før vi kom til mere sne.

Hernede satte vi os lidt ned og nød udsigten ud over indsøen og en lille halvø, hvor der skal være fundet flere bosættelser efter vistnok både thulekulturen og nordboerne. Der var helt vindstille her og ret varmt. Der var en hul runding i fjeldet, så det var helt perfekt at sidde her og nyde det hele. Man kunne endda mærke duften af sidste års lyng. Og ovre på ryggen af kammen fremme og til højre kunne vi ane noget, der lignede en rævefælde. Det var nok ikke så mærkeligt, når der havde været beboelse nede på den lille halvø derunder.

Da vi gik videre, var det med skiene på. Lidt fremme var der den kam på højre hånd, som vi skulle op på toppen af for at se til rævefælden. På vej hen mod den fik jeg øje på en hare 120 meter væk. Den var meget på vagt, og da jeg forsøgte at komme hen til en sten for at lægge an, stak den af. Vi kom hurtigt op på et lille plateau neden for toppen af kammen. Her smed jeg skiene og gik rundt for at se efter haren. Til sidst kom jeg op på toppen af kammen. Her så jeg friske harespor, der pegede om mod bagsiden af fjeldet. Jeg stod lidt og så efter den i kikkerten, men fandt den ikke. Til gengæld så jeg endnu en rævefælde et par hundrede meter væk. Den så ud til at være helt intakt.

Jeg gik tilbage til Dorthe og skiene. På med dem og op ad bakken igen. På toppen stillede vi grejet fra os og gik over for at registrere rævefælden. Den var faldet delvist sammen. Så videre over mod den anden, jeg havde set i kikkerten. Da vi nærmede os, kunne vi se, at den var intakt og meget flot.

Lige da vi kom helt hen til rævefælden, så jeg haren side en 80 meter væk. Jeg gik hen og fandt en sten af lægge an på. Mens jeg stod op, tog jeg ladegreb. Det anfægtede ikke haren. Men da jeg knælede for at lægge an, sprang den op og løb.

Vi gik i gang med at registrere rævefælden. Det blæste noget herovre på bagsiden af fjeldet, så der var noget køligere. Dorthe blev hurtigt færdig med sine ting. Mens jeg gjorde mit, stod hun med kikkerten og fik øje på en rype lidt længere væk. Jeg fik skiene på fødderne og skyndte mig af sted. Men nu kom en rype, jeg ikke før havde set, til syne lige ved siden af den første og stak af. Det trak den første med. Heldigvis landede de på en stor sten godt hundrede meter væk. Vi blev enige om, at vi ville prøve at få dem der, men at vi ikke gik længere væk fra skibet.

Jeg kom hen og kunne tage skiene af og lægge an på en sten. Jeg skød den ene, som bare faldt ned på bagsiden af den sten, den sad på. Den anden forsvandt af syne. Jeg gik lidt nærmere og pludselig kom den til syne igen. Jeg stod ude midt på sneen, så jeg knælede bare og lagde an med albuen på knæet.

Jeg ramte, men den fløj alligevel og forsvandt tilbage i den retning, vi var kommet fra. Vi kunne følge blodsporene i sneen tilbage forbi rævefælden, men så blev det svært. Der var nu kun meget få og små blodstænk. Vi kunne dog langsomt følge dem ved at snuse frem og tilbage og ud til begge sider, mens vi gik. Til sidst var vi nær en stor sten, som sporet førte hen imod, og det virkede sandsynligt, at den var landet på stenen og skvattet død ned. Den lå sikkert på den anden side. Jeg gik derfor rundt om stenen. Men fandeme om ikke den var i live endnu. Hvad værre var, så fløj den igen og forsvandt hen over kanten af kammen i retning af indsøen. Vi skyndte os derover, men her hørte sneen op, så vi ikke kunne følge nogle blodspor. Nedenfor bredte landskabet sig ud, så nu havde vi ingen ide om, hvor den kunne være landet henne.

Mens vi stod her og så os om, kom der et rensdyr gående ned ad en skråning mod os. Det gik meget målrettet hen imod os. Det havde sikkert set os og var nysgerrigt efter at se, hvad vi var for nogle. Da det endelig kom så tæt på, at det kunne se os nærmere an, brød det sig vist ikke om synet, for det smuttede opefter igen i hurtigt luntetrav.

Vi blev enige om at gå ned gennem en kløft og rundt i et buskads nede i lavlandet for at se efter rypen. Hvis ikke vi så den eller blodstænk, ville vi tage ud på spidsen af tangen, hvor der var en forhøjning. Måske ville den være søgt derud. Dette gjorde vi altsammen, men vi fandt intet. Så hvor ærgerligt det end var, måtte vi opgive at finde den.

Mens vi stod ude på spidsen af tangen og talte om ruten tilbage til skibet, fik jeg øje på en plet i kikkerten. Først troede jeg, at det var en rype, men så kunne jeg se, at det var en hare, der sad for foden af en kæmpesten.  Vi gik over mod den for at se, om vi kunne gå direkte op mod den, men pludselig vendte vinden og en svag brise forhindrede dette. I stedet gik vi forbi haren lidt under den. Da vi havde passeret den, kunne vi gå lidt opefter, til jeg fandt et sted, hvor jeg kunne lægge an op ad siden på en stor sten. Haren sad og holdt øje med mig. Den var ca. 40 meter væk, og jeg kunne kun se hovedet og halsen. Lige da jeg skød, rettede den sig en anelse op og faldt så væk ud af syne. Men det fortalte mig, at den var død i knaldet. Deroppe lå den ganske rigtigt også med et stort hul igennem halsen og hovedet.

Jeg brækkede haren, og så spiste vi frokost. Det var på tide, for klokken var nu blevet omkring tre. Vi havde brugt ret lang tid på den sårede rype. Tilbageturen gik først nogenlunde langs søbredden ved indsøen. Nogle gange helt nede på isen og andre gange lidt oppe på land. Kort efter vi var startet, så jeg en rype stå nedenfor os og holde øje med os. Jeg missede første skud, men det andet sad, hvor det skulle. Så videre.

Herfra så vi ikke mere byttevildt. Vi hørte en ræv skælde ud og så et par ravne skændes – måske om en redeplads. Men ellers gik turen tilbage til skibet uden afbrydelser. Næsten tilbage ved skibet fandt Dorthe en kniv, som nogen havde tabt engang. Den tog hun med. Vi behøvede ikke at kalde skibet over radioen. De havde holdt øje med os, og medhjælperen kom ind for at samle os op.

Vel om bord var det tid til at gøre regnskabet op. Vi havde jo hørt en hel del skyderi fra de andre, inden vi forsvandt bag om fjeldet, så vi tænkte, at de havde skudt en bunke ryper. Det havde de bare ikke. Med mine fem ryper og dagens eneste hare nåede jeg samlet op på 11 ryper og 4 harer. Så var jeg turens vinder igen. Der var ganske vist ikke nogen konkurrence, men de andre sørgede for at tælle op. Det kunne jeg så læne mig tilbage og nyde.

Så gik turen hjem mod Nuuk. Det havde været en herlig weekend, og de to bjørne havde vi heldigvis ikke set noget til. I havn i Nuuk kørte Dorthe Per hjem i hans kassevogn, og bagefter kørte vi den hjem til os selv med alt vores grej. Hjemme skyndte vi os at få de vigtigste ting klaret. Alt vådt skulle til tørre, fangsten op på søm i skuret, og det våde og blodige tøj lægges klar til vask. Så skulle vi i bad, og Dorthe skulle pakke til sin rejse til Danmark dagen efter. Klokken var over halv et om natten, før vi krøb til køjs. Klokken seks ringede vækkeuret.