En vandretur i foråret 2025
Den sidste pakning. Sejlturen til Qussuk. Gummibådssejlads op i elven. Jagten på en lejrplads.
Den første vandredag. Igennem det traditionelle jagtområde. Mødet med den store slette. Søgen efter drikkevand og en lejrplads med læ.
Masser af rensdyr. Forsøg på droneflyvning. Et jagtområde for fortidige jægere.
Morgenmad i morgentågen. Fund efter fortidige og nutidige jægere. En forkert vej. Årets første myggestik.
En kold morgen med is på vandet. Landingsplads på sletten. Krydsning af en elv. En gammel rute over fjeldet.
Endnu en flot dag med rensdyr, ryper og diverse småfugle. En dag langs med den tilisede sø. Flere fund efter fortidens mennesker.
Flot morgentåge over søerne. Rensdyrjægernes øvre plads ved søens munding. En forladt målestation.
Vandfaldet ved Ilulialik. Vandretur over fjeldene til den anden side. En forblæst afslutning på dagen.
Et regnslag laves. Flere fund fra fortidens mennesker. Krydsning af busket og vandlidende lavland. Endnu en eftersøgning efter en egnet lejplads.
Et skumringsdyr. Sejlads ned ad elven. Sejlads til opsamlingsstedet. En hvidhval.
Fælles morgenmad med hvidhvalen. Små oplevelser på halvøen. Afrejse og hjemkomst.
For at komme tidligt ud i fjeldet efter en lang vinter havde vi planlagt en tidlig vandretur for at komme i form til årets egentlige vandretur. En tidlig tur forudsatte, at vi fandt et sted, hvor sneen smeltede tidligt. Det sted fandt vi i lavlandet inde i Godthåbsfjorden. Vi planlagde derfor en tur, der tog os fra bunden af Qussuk ind gennem sletten Narsarsuaq til den store sø Tasersuaq oppe for enden af sletten. Herfra ville vi følge søens afløb ned mod vandfaldet ved Ilulialik, før vi gik over fjeldene og tilbage til udgangspunktet.
Afrejsedagen
Lidt sent før afrejsen inspicerede jeg min sovepose. Den havde jeg haft i ti år, og fjerene i den var begyndt at klumpe visse steder. Så 8 dage før afgang bestilte jeg en ny sovepose på nettet. Jeg forestillede mig dog ikke, at den ville nå frem før afgang. Men jeg ville da have den til den næste tur. Tirsdag aften en uge senere fik jeg dog besked om, at den kunne hentes onsdag efter kl. 15. Vi skulle afsejle kl. 17. Det kunne lige nås.
Onsdag hentede Dorthe mig i en bil kl. 14. Vi drønede hjem, hentede nogle ting og tog ned til båden. Her hentede vi vores gummibåd, påhængsmotor, årer, pumpe, benzindunk og redningsvest. Det blev smidt op i bilen, hvorefter vi drønede over for at hente soveposen. Med den i favnen drønede vi hjem, hvor jeg hurtigt rullede posen ud på sengen og krøb i den for at se, at den passede i størrelsen og kunne lynes. Så pakkede vi det sidste og kørte ned til Tidevandstrappen. Her blev jeg smidt af med godset og kunne bære det meste ned, mens Dorthe afleverede bilen. Da hun kom ned til mig, bar vi gummibåden ned sammen og var klar til afgang.
Charterbåden var en smule forsinket, men ikke så meget, at det gjorde noget. Vi sludrede med besætningen på vejen ind, og så gik turen jo hurtigt. På en af øerne inde nær Qussuk kunne vi se et par rensdyr gå rundt. Da vi nærmede os bugten ud for elven ved Qussuk, kunne vi se på bølgerne, at der var noget fjordvind. Jeg spurgte så, om vi kunne blive sat af et stykke inde mod selve elven, så vi kunne slippe for at krydse det åbne stykke i bølgerne, men det turde bådføreren ikke. Det viste sig nemlig, at bådens ekkolod ikke virkede. Det var der ikke så meget at gøre ved. Jeg kunne godt forstå, at han ikke ville sejle ind i det lavvandede område med uklart vand uden at kunne lodde dybden.
I stedet blev vi søsat i gummibåden på bagsiden af den sidste landtange før elvens munding. Mens vi baksede vores gods om bord på gummibåden og fik gjort påhængsmotoren klar, stak en sæl hovedet op et halvt hundrede meter væk for at se os lidt an, før den dykkede igen. Et hurtigt farvel til besætningen, og så var vi alene. De satte langsomt kursen ud mod det dybe, mens vi sejlede ind mod land for at afvente det indkommende tidevand.
Inde ved land kunne man begynde at fornemme havbunden ved omtrent en meters vanddybde. Det var jo ikke meget her tre kilometer fra elvens munding. Vi hev gummibåden og vores sager et stykke op på land. Så gik vi lidt op i fjeldet for at kunne bruge kikkerten ind mod elven, vi skulle op ad.
Der så ud til at være acceptable forhold på vejen derind. Vi skulle sejle med bølgerne. Et kig på uret sagde os, at det nok passede meget godt, hvis vi lagde ud med det samme. Så kunne vi sejle med tidevandet op i elven den sidste time eller halvanden før højvande. Vi skyndte os tilbage til gummibåden. På vejen faldt vi over en gammel rævefælde, som vi lige registrerede.
Turen over bugten gik helt fint. Der var lidt bølger, men de var vel ikke mere end 30-40 cm høje, og da vi sejlede med dem, var der ikke noget vandsprøjt ind i båden. Der lå en hel del havlitter inderst i bugten og op i den yderste del af elven. De lå vel og samlede aftensmaden sammen. Snart nåede vi ind i elven og lagde bølgerne bag os. Dorthe sad forrest i båden, så hun kunne dirigere, hvis der skulle være noget i vandet.
Der var et helt eget miljø på turen op ad elven. Denne havde i tidens løb lavet et ret bredt og flettet løb med en bred, lavtliggende flodslette. Her boltrede en del forskellige fugle sig. Ud over havlitterne nederst i elven, så vi gråænder, toppede skalleslugere, rødstrubede lommer og en havørn. Sidstnævnte fløj rundt over området og skræmte flokke af fugle op – velsagtens for at se efter svage individer. Det var en flot tur.
Hjemmefra havde jeg forestillet mig, at jeg ville tage en del fotos på turen op, men det var en ny oplevelse at sejle med påhængsmotor i en elv, hvor man ikke kunne se ned i vandet grundet den megen silt i vandet, og man samtidig flere steder kunne mærke bunden med åren, når man stak den ned i vandet. Så jeg endte med at sidde og koncentrere mig om at sejle mest muligt i hovedrenden, mens jeg mærkede efter bunden med åren.
Der var i alt 7,5 km fra halvøen til det planlagte landingssted. Turen gik heldigvis helt uden problemer. Vi behøvede ikke en gang at tanke den lille påhængsmotor undervejs. Snart nåede vi landingsstedet og styrede båden ind til højre bred. Dorthe sprang i land og holdt båden fast, mens jeg fik godset smidt lidt op på det tørre. Så hev vi båden op og kunne begynde at se os lidt omkring.
Vi var landet på et sted, der brugtes af rensdyrjægere om sommeren. Der lå lidt affald rundt omkring, men ikke så meget endda. Oppe på en lille terrasse stod et tørrestativ til at tørre kød på. På den modsatte bred en god halv kilometer højere oppe ad elven lå en større lejrplads. Her kunne man se flere presenninger stå med gods under sig. Spredt rundt i fjeldet kunne vi se rensdyr gå omkring.
Som det første så vi os om efter et sted til gummibåden. Vi fandt et godt sted inde i et buskads. Her stillede vi vores depotkasse og de andre ting inde under gummibåden. Denne blev bundet fast til buskene.
Som det næste så vi os om efter frisk drikkevand. Her var vi noget mere udfordrede. Der var nogle mindre vandløb i området omkring os, men de var alle fyldt med siltet vand. En god halv kilometer væk fandt vi efter nogen søgning endelig en lille lavvandet sø med klart vand. Vi søgte lidt videre, men den lille sø var det bedste, vi kunne finde. Vi blev enige om at lægge den første lejr nogenlunde i nærheden, da der alligevel ikke virkede så godt ved den rensdyrjægerlejr, vi var landet ved. Vi gik tilbage til vores ting. Dorthe satte et vildtkamera op på tørrestativet, og så var vi klar.
Med rygsækkene på nakken gik vi op til en hylde, vi havde fundet på bagsiden af et plateau 700 meter væk. Her kunne vi slå teltet op. Endelig kunne vi erklære fyraften. Men da var klokken også halv tolv.
Teltet lå øverst på siden i en skål i kanten af plateauet. Nede i skålen tullede en hare rundt, og oppe på kanten stod en snehvid rype. Vi havde udsigt ned til den store rensdyrjægerlejr på den anden side af elven. På den modsatte side af skålen kunne vi inde på plateauet set et hvidt kors. Det undrede os en del, så vi gik en lille aftentur derover.
På vejen kom vi forbi en rypehun, der lå skjult i bevoksningen. Hun fløj op og forsøgte et gemme sig lidt væk. Hannen kom farende og skræppede op i et forsøg på at bortlede vores opmærksomhed. Nogle hundrede meter væk kunne vi se et par rensdyr stå og gumle lidt natmad i sig.
Vi sagde farvel til ryperne og gik over mod korset. Det stod yderst på plateauet med udsigt ned mod renjægerlejren. Inskriptionen viste et navn samt fødsels- og dødsår. Antageligt var det en jæger, som de øvrige havde respekteret så meget, at de havde sat et kors op for at ære ham.
På vejen tilbage til teltet kom de to rensdyr, der havde stået og spist, luntende nærmere for at se os lidt an, før de stak af. Der var flere rensdyr ikke så langt væk, men de måtte vente til næste dag med at få vores opmærksomhed. Nu var det ved at være sent, så vi måtte se at finde vores soveposer. Engang i nattens løb vågnede Dorthe og kunne høre en islom udstøde sit karakteristiske kald.
Torsdag d. 29. maj.
Vi sov lidt længe efter at være kommet sent til køjs. Da vi kom ud af teltet, kunne vi se, at vejret var mildt og venligt omend lidt køligt. Som det første hentede vi vand nede ved den lille sø et par hundrede meter fra lejren. Så kunne vi sidde og spise morgenmad, mens vi så rypehannen patruljere rundt i sit territorium, som vi tydeligvis lå midt i. Haren var gået sin vej i nattens løb. Efter maden brød vi lejren ned og begyndte at gå.
Terrænet var meget let at gå i, for området havde engang være en eneste flad slette. I tidens løb havde smeltevand skåret diverse kløfter i sletten, men det meste var stadig en dejlig flad slette, som man bare kunne spadsere henover. Sine steder kom man til en højere terrasse, som man lige skulle op på, før man kunne gå videre. Der voksede en del lave buske, som var noget højere, hvor de kunne stå lidt i læ ved foden af en sådan højere terrasse.
Rensdyr så vi ud over hele området. Der lå også et hav af rensdyrkranier overalt. Man var slet ikke i tvivl om, at det var og er et populært jagtområde for mange rensdyrjægere. Et sted rendte vi ind i en hare, som stak af op over en terrasse. Vi skulle samme vej, så kun 30 meter inde på terrassen rendte jeg ind i den igen, og nu smuttede den langt væk. Den har sikkert følt sig lidt forfulgt. En rypehan stod oppe på en sandvold og holdt skarpt øje med os, da vi passerede den kun ti meter væk.
Et enkelt sted skulle vi ned i en af smeltevandskløfterne og op igen på den modsatte side, før vi kunne fortsætte. Her gik tempoet noget ned, og sveden begyndte at pible i varmen, mens vi oksede op ad den modsatte side. Men ellers gik det ret hurtigt, og snart kom vi ind til en udløber af et fjeld, Pingorsuaq, som vi skulle henover for at komme ud på den bagved liggende slette. Et sted stødte vi på skelettet af et rensdyr, der nok var omkommet i vinterens løb.
Langt ud fra kunne vi i kikkerten se noget, der lignede en masse gevirer af rensdyr, som lå ned nær en stenblok oppe på udløberen af fjeldet. Vi besluttede os for at gå den vej forbi for at se, hvad det kunne være for noget. Herudefra var det blot en lille korrektion af kursen, så det betød ikke noget. Da vi efterhånden kom nærmere, kunne vi først se, at det var gevirer af døde rensdyr. Endelig fremme ved stedet kunne vi se, at nogen havde lavet en slags lejrområde op ad blokken. Her lå der noget pakket ind i en presenning op ad blokken. Rensdyrgevirerne var lagt i en bue rundt om, så de lavede en slags indhegning af området. Det så lidt makabert ud med alle de gevirer liggende, så de tomme øjenhuler i kranierne så ind mod lejren.
Snart efter kom vi til en lavvandet sø. Den havde klart vand, så vi blev enige om, at vi hellere måtte se at få drukket noget vand. Alle de vandløb, vi havde passeret hidtil, havde haft siltet vand. Det stod efterhånden klart for os, at herude på sletten ville det vigtigste spørgsmål faktisk være at skaffe drikkevand. Det plejer jo ikke at være et problem i de grønlandske fjelde, men denne gang var det en ting, vi skulle tage i betragtning. Vi havde planlagt en rute, der først næste dag ville føre os hen fjeldene i kanten af sletten, hvor der kunne forventes at strømme klart vand ned.
Efter således at have tanket op fortsatte vi og kom snart over toppen af udløberen og kunne se ud over den store slette. Denne hedder ikke så mærkeligt Narsarsuaq og strækker sig mere end 20 km fra Qussuk og op til den store sø, Tasersuaq.
Nede ad den anden side af udløberen begyndte der at blive længere mellem rensdyrkranierne, så nu var vi ved at nå grænsen for, hvor langt moderne rensdyrjægere kom ind på en dagstur nede fra lejrene ved elven, hvor vi var sejlet ind til.
I en lille lavning ved en lille bitte elv, der kom ned fra udløberen, fandt vi frisk vand. Her holdt vi frokostpause. Det var begyndt at blæse ude fra fjorden, så det var herligt at sidde i læ og bare slappe af i solskinnet.
Da vi fortsatte, var blæsten taget noget mere til. Det virkede som typisk fjordvind. Vi nåede ud på højde med den fjerne ende af en anden udløber fra Pingorsuaq og begyndte efterhånden at se os om efter en lejrplads. Det var dog ikke så ligetil. Vi fandt hverken godt læ eller egnet drikkevand nogetsteds. Mens vi gik og talte om, hvad vi skulle beslutte os for, kom vi nær et rensdyr med en lille nyfødt kalv. Hun tog sit afkom med sig og forsvandt bort i sikkerhed.
Hele dagen havde vi gået på den sydøstlige halvdel af sletten. Det bedste sted for en lejrplads så ud til at være ovre på den anden side af sletten. Her var der nogle steder, hvor grundfjeldet stak op. Der syntes at være en rimelig formodning om, at der var både læ og drikkevand at finde derovre. Det gav os noget længere at gå end beregnet for den dag, men vi var i god tid, så vi kunne lige så godt smutte derover.
Turen derover gik igennem et centralt dalstrøg, der afvandede et ret stort areal. I bunden mødte vi derfor en elv, der var for stor til at vi kunne springe over. Vi fulgte vandløbet opstrøms, til det delte sig i to lige store elve. Dem kunne vi springe over og således slippe for at vade.
På den anden side af vandløbet kom vi rundt om en lille knold og rendte ind i en hvid ræv. Den så lidt på os fra en afstand af en 30 meter, før den stak i rend og forsvandt langt bort. Vi løb også ind i nogle småsøer, hvor der i to af dem fandtes et par odinshaner. Et par gråænder lå i en tredje sø. Vi så en enlig gås, der fløj forbi, mens den kaldte på nogen. Den fløj nu den forkerte vej. Ynglepladserne lå mod nord, og gåsen fløj mod syd.
Endelig kom vi til den første fjeldknold. Vi gik rundt om den men fandt intet læ. Videre til den næste. Ved foden af den fandt vi en mindre, klartvandet sø, man kunne tage vand fra. Omme på bagsiden af knolden ind mod Tasersuaq var der på en forhøjning endeligt læ for vinden, som havde blæst godt i adskillige timer. Der var endda et plant sted at slå teltet op. Hvor heldig kunne man være?
Teltet røg op i en ruf og sagerne lagt ind. Så hentede vi vand og kunne nu sætte os ned og holde fyraften. Klokken var halv syv om aftenen, og vi var nu et godt stykke længere inde end der, hvor moderne rensdyrjægere kommer. Det var herligt således at være i terræn, hvor man ikke forventer at falde over moderne menneskers affald.
Efter endt måltid gik vi en lille tur rundt i området for at se os lidt om og rekognoscere lidt for morgendagens rute. Ude på sletten ind mod fjeldet mod nord gik en masse rensdyr rundt i spredt uorden. I dagens løb havde vi også set en del. I alt gættede vi på, at vi havde set mere end hundrede voksne dyr og en halv snes kalve. Vi fandt et par gamle bålsteder, som nogen havde lavet. Det ene var dog ikke ældre, end at der var stukket en ølflaske ind mellem stenene. Knust glas lå i nærheden. Vi samlede de større stykker ind og stak dem ind mellem stenene i bålstedet. Mere kunne vi ikke rigtig gøre. I læsiden af en lav knold fandt vi resterne af, hvad vi mente, var en jagtseng. Den var meget flot lavet, og da to af stenene tydeligvis var knækket pga. frostsprængninger, mens de havde ligget på stedet, gættede vi på, at den kunne være ret gammel. På siden af knolden bag teltet havde nogen engang stukket en petroleumsdunk ind i en revne. Det så meget overlagt ud, men vedkommende var så aldrig kommet tilbage efter den. Oppe på toppen af knolden stod en lille varde. Vi syntes, den så ud som en for-sjov varde, som nogen havde lavet uden noget egentligt formål, så vi registrerede den ikke.
Fredag d. 30. maj.
Fredag morgen stod vi op til fint vejr. Efter endt morgenmad pakkede vi sammen og fortsatte. Den første del gik hen over nogle lave knolde i landskabet. Et par harer sad og så efter os, mens vi gik forbi. Ude i en lille sø sad et gråandepar. En gråand på rede fløj op lige foran Dorthe, da hun kom gående. Rensdyr var fortsat spredt ud over hele sletten.
Da vi havde bevæget os hen forbi et sumpet udseende område, kom vi ud til en meget flad græsslette. Rensdyrene herude kunne se os på meget lang afstand, og de for frem og tilbage for at finde ud af, hvad de skulle mene om os. Grupper kom nærmere for at se os an. Trak sig bort for så at fortryde og komme nærmere igen. Dette gentog sig flere gange for hver af de mange grupper af rensdyr. Til sidst smuttede de dog alle sammen.
Vores kurs førte os over til fjeldet på nordsiden af sletten. Her fandt vi et sted at springe over et vandløb, der løb langs med fjeldet ud mod Qussuk. Da vandløbet bestod af klart vand, benyttede vi lejligheden til at sætte os ned og få drukket lidt rigeligt. Vandløbet løb nede i en lille flodslette, det havde gravet sig, så vi kunne samtidig sætte os i læ for vinden, der allerede blæste ret frisk til.
Mens vi sad her, fandt jeg på at flyve en lille tur med den drone, jeg havde slæbt med herud. Selvom det egentlig var en lille drone, som havde nogle indbyggede flyveprogrammer, den kunne udføre med et tryk på en knap, havde jeg også taget ekstra batterier og fjernbetjeningen med, så jeg kunne styre den længere omkring. Men da jeg fløj lidt omkring med den, dukkede der en advarsel op på skærmen om, at vinden var for kraftig for den. Jeg kunne også se den hænge helt skævt i luften for at modstå vindpresset. Jeg måtte hellere flyve den tilbage og lande den. Det var noget ærgerligt. Hele udstyrspakken og et par beskyttelsesbeholdere, jeg havde lavet til den, vejede sammenlagt lige godt et kilo. Forhåbentlig ville der vise sig flere muligheder senere.
Efter endt vandoptankning fortsatte vi og kom til endnu et vandløb, som var lidt større. Vi drejede til højre og fulgte det opstrøms mod nord. Efter at have gået lidt, fik jeg øje på nogle sten ligge samlet oppe på fjeldsiden. I kikkerten så det ud som om, det godt kunne være anbragt af mennesker. Det måtte vi hellere se lidt nærmere på. Vi satte rygsækkene fra os og gik over mod elven.
Vi fandt et sted, hvor man lige kunne hoppe over de dybeste dele af vandløbet og undgå at få en sok, hvor man rendte igennem resten. Oppe på fjeldsiden kunne vi se, at stenene var resterne af en gammel cache. Ellers fandt vi ikke noget deromkring, så vi vendte tilbage til rygsækkene.
Turen videre frem gik i kanten af dalen langs med fjeldet. Hvor vi kom frem, lå der flere steder rensdyr og slappede af i solen, men de forsvandt så snart, vi kom inden for et par hundrede meter af dem. Ude ved en udløber af fjeldet gik vi lidt op og fandt et sted, hvor vi kunne sidde i læ og spise frokost, mens vi så ud over landskabet. Der var nogle få insekter, som var aktive her i middagsvarmen, men det var ikke noget at snakke om.
Efter frokosten gik vi ned på sletten, igennem et sumpet krat og op på den næste udløber af fjeldet for at se os om. Vi havde i kikkerten kunne se på området herovre under frokosten og syntes, at det så spændende ud. Vi gik lidt rundt uden dog at finde noget. Et sted holdt vi en pause, og Dorthe gik over til en stenblok, der lå lidt væk. Da hun kaldte på mig, var jeg næsten klar over, hvad hun havde fundet. Og ganske rigtigt. Da jeg kom derover, stod hun ved en gammel jagtseng. Vi registrerede den og fortsatte så.
Vi gik lidt ned mod kanten af fjeldet ud mod sletten. Her fandt vi et lille læ, som en jæger engang havde lavet op ad en mindre blok. Vi gættede på, det nok havde været den eller de samme, som havde benyttet jagtsengen. To små stengærder gik parallelt ud fra blokken og har nok skærmet jægerens ben for vinden, mens han har siddet på et skind med ryggen mod blokken. Så har han kunnet sidde i læ og med mellemrum kigge ud for at se, om der skulle være kommet dyr hen i nærheden af ham. Det passede med det, vi nu havde set som den dominerende vindretning i nogle dage.
Nogle hundrede meter længere henne fandt vi både en gammel rævefælde og endnu en cache. Derfra gik vi ned på sletten og fortsatte langs med fjeldkanten. Vi kunne se, at vandet i vandløbene nu flød mod nord, så et eller andet sted havde vi passeret vandskellet.
Længere fremme gik der en vold af store stenblokke på tværs ude på sletten. De var blevet skubbet op af isen i sin tid. En af de største blokke lå og svævede oven på de andre, så der var fri adgang ind under. En ræv havde lavet et hi ind under en af blokkene. Vi kunne se flere indgange, men de så ikke ud til at have være benyttet på det seneste.
Snart begyndte vi at lede efter et sted at slå teltet op. Eftermiddagsvinden var god og frisk, så vi ledte nogen tid efter et egnet sted. Det fandt vi endelig i et kratbevokset område lidt oppe i fjeldet bag en morænevold. Her kunne vi lige slå teltet op mellem sten og krat. Men så stod det også både godt i læ og godt skjult. Mellem volden og fjeldsiden var der en 30 meter bred, vandlidende hylde med ret meget krat. En meget benyttet dyreveksel gik igennem krattet langs med og tæt på volden.
Efter at have slået teltet op så vi os om efter et sted at spise aftensmad. Det tog lidt tid, men endelig fandt vi et sted med både læ, tørt underlag og udsigt ud over sletten. Så var det tid til at sidde og mæske sig i dagens største måltid. Bagefter fik vi et krus the og så gik vi på opdagelse i fjeldet over området. Det eneste, vi her fandt, var dog en rype, som stod med sine store, røde øjenbryn og bevogtede sit kongerige. Snart var det tid til at finde sin sovepose.
Lørdag d. 31. maj.
Om natten vågnede jeg ud på de små timer ved, at det var noget køligt. Da vi stod op og jeg kom ud af teltet, kunne jeg se, at der var nyis på steder med fritstående vand. Det tydede jo på temperaturer, som soveposen ikke var gearet til. Der var også godt tåget omkring os. Dorthe gik en tur på stien langs med volden. Kort efter, hun var gået, kom et rensdyr til syne i den retning, hun var gået, men tyve meter parallelt forskudt. De havde åbenbart passeret hinanden uden at bemærke hinanden. Jeg stod stille og så ud på dyret, som gik lidt omkring og spiste. Da Dorthe kom tilbage, fik hun øje på mig og dyret, inden det fik øje på hende. Hun standsede op ude på stien, og så stod vi og betragtede rensdyret lidt. Efter nogen tid gik hun langsomt hen til mig, uden at rensdyret opdagede hende. Det lagde sig endda ned for at slappe af kun tyve meter fra os. Det var helt synd at forstyrre det, men vi skulle forbi det for at komme over for at spise morgenmad. Vi nåede at gå en 5-8 meter over mod det, før det opdagede os. Men så skyndte det sig også væk.
Mens vi spiste morgenmad, kom små laplandsværlinger tæt forbi os. De var ikke så rædde endda. Mens vi sad og slappede af med morgenmaden, brændte solen langsomt igennem tågen, så hele slette efterhånden kom til syne foran os. Efter morgenmaden benyttede jeg mig af det stille vejr til at flyve en lille tur med dronen og filme området fra oven. Bagefter pakkede vi sammen, gik ned på slette og fortsatte. På sletten gik det rask med at komme frem, for her var både fladt og fine dyreveksler at gå på.
Vi kom forbi en udløber af fjeldet, der som et næs rakte lidt ud på sletten. Her gik vi op på et plateau for at se, om der skulle være noget. Vi fandt ikke noget efter mennesker, men oppe på fjeldsiden blev vi vidner til et flot skuespil. To rypehanner stod et stykke fra hinanden og råbte deres ejerskab og hvert deres område ud over fjeldet. Men de følte sig åbenbart begge to provokeret af modparten, for de fløj hen mod hinanden og landede et par meter fra hverandre. Her råbte de op, mens de gik hen ad fjeldsiden stadig med en indbyrdes afstand på en meter eller to. Et stykke henne vendte de langsomt om og gik tilbage ad den samme rute, som de var gået ud ad. De gik åbenbart på territoriegrænsen og advarede begge modparten om at komme for tæt på. Vi stod og så på dem i henved ti minutter uden at de på noget tidspunkt kom i klammeri. Men sikke de råbte op. Til sidst mistede vi interessen for dem og fortsatte.
Længere henne gik vi op på en morænevold for at få lidt udsyn heroppe fra. Et par rensdyr, som havde ligget og slappet af bag volden længere fremme, sprang op ved synet af os og stillede sig vagtsomt an. De lignede hinanden i højde, drøjde, og tegninger, og de stod lige ved siden af hinanden, mens de så os an. De mindede om et par enæggede tvillinger, der var helt uadskillelige.
I kikkerten kunne vi fremme og et stykke over os oppe i fjeldet se en sten stillet oven på en stor blok. Når man gik forbi nedenfor på sletten, ville den være ret markant. Den mindede derfor om en vejviser, og vi blev enige om, at vi lige måtte derop for at se os om. Mange sten står på en anden sten, og man kan spørge sig selv, om de er en vejviser opstillet af mennesker, eller om de er efterladt af isen, dengang den trak sig tilbage.
Vel oppe ved stenen kunne vi se, at nogen havde lavet en trappe med tre sten stillet oven på hinanden for at personen kunne nå op på blokken. Det virkede derfor absolut som om, det her var en vejviser. Spørgsmålet var så, hvad den skulle vise vej til. Vi afsøgte området heroppe uden at finde noget. Udsigten fejlede dog ingenting, så vi satte os ned og slappede lidt af, mens vi nød den. Så fortsatte vi.
Længere fremme foreslog jeg en rute op over et landområde, men det var en fejl. Her var stenet og knoldet, så alt i alt var det en anstrengende omvej at gå. Dog, da vi kom ud på den anden side, kunne vi i kikkerten se godt ud over sletten. Dernede var noget sort og rød plastik, og en række rensdyrkranier markerede ligesom en rute mellem plastikken og en kortere strækning hen imod søen. Det undrede os lidt, for det gav umiddelbart ikke nogen mening for os.
Mens vi sad her og slappede af, fandt vi et patronhylster i kaliber .223. Moderne rensdyrjægere kom altså herind. Men det vidste vi nu godt. Folk sejler op i Ilulialik for at komme op til søen, hvor de har både liggende, for at sejle langt ind og gå på jagt. Så det var ikke så underligt, at der var skudt dyr så tæt på søen, som vi nu var. Vi begyndte også at falde over rensdyrkranier igen.
Vi drejede til venstre og kom ud oven for et område med flere terrasser ned til et større vandløb. Vandløbet endte nede ved den store sø, Tasersuaq, så vi var nået op for enden af sletten, Narsarsuaq.
Her stod vi lidt og spejdede efter et sted at slå lejr. Fjordvinden var der som sædvanligt, så teltet skulle jo helst ligge godt. Efter at være blevet enige om et sted at afsøge gik vi nedefter.
Da vi kom til et sted med rimeligt læ, lagde vi rygsækkene fra os og gik en større tur rundt, mens vi dels så efter et alternativt lejrområde og dels så os om efter - alt muligt.
Vi fandt ikke et bedre lejrsted, og da vi nåede elven, drejede vi til venstre og fulgte den opstrøms. Der var vældig fladt på terrasserne. Hjemmefra havde vi overvejet, om der mon kunne være en nordbogård herude. Det var der selvfølgelig ikke den store sandsynlighed for, men vi havde jo set en del på satellitfotos af ruten i vinterens løb og tænkt, at hvis der var noget, måtte det være her. Der var et bestemt sted lige ovre på den anden side af elven, der på nogle fotos godt kunne se ud som om, der havde været et eller andet. Nu standsede vi lige over for det og så det an igennem kikkerten. Det så nu ikke ud til at være noget som helst andet end naturskabt landskab.
Jajada. Det var der ingen grund til at blive skuffet over. Vi havde jo ikke for alvor troet på, at der ville være noget. Vi gik længere op ad elven og fandt en hylde med flere spøjse stenblokke. En var markeret med et X tegnet af naturen selv med mineralerne i stenen. Ved siden af stod en stor blok, der langsomt var begyndt at trille ud over kanten. Man kunne se, at den havde bevæget sig, så der ville nok ikke gå så forfærdeligt lang tid, førend den ville trille ned i elven et stykke under os. Nærved stod en anden blok, som set i en bestemt vinkel lignede et hjerte.
Herfra gik vi videre rundt i en bue, så vi, da vi kom tilbage til rygsækkene, havde beskrevet en stor cirkel, det havde taget os et par timer at gå. Nu slog vi lejr og fandt et sted at sidde og slappe af i læ for vinden. Når man gik ude i den hele dagen hver dag, begyndte den nu alligevel at være lidt belastende.
Vi sad eller nærmere lå under noget buskads, der stod på en lille vold. Hernede i læ var der myg, som sværmede om os. Vi havde set enkelte myg i løbet af de foregående dage, men her var der overraskende mange. Myggene på deres side var enormt glade for at se os. Vi fik årets første myggestik på denne dag d. 31. maj. Det var tidligt. Heldigvis var de ikke så mange, at de virkede generende på os.
Efter at have spist sad vi og så på Dorthes kort og blev enige om morgendagen. Så fik vi lidt the, til det blev på tide at krybe i poserne.
Søndag d. 1. juni.
Om morgen blev der ret koldt i posen ud på morgenen. Jeg havde ellers taget en fleece jakke på, men det var ikke nok. Da vi stod op, kunne man se, hvorfor. Der var nyis på vandet, ligesom den foregående morgen. Men denne morgen var der endda is hen over strømmende vand i et vandløb nær lejren.
Det var også tåget denne morgen, så det var bare med at få noget tøj på, inden vi satte os hen for at få noget morgenmad og noget varmt at drikke. Således veloptankede var der ingen grund til at blive siddende og fryse. Lejren blev pakket sammen, og så var det bare med at komme af sted.
Det blæste allerede noget fra morgenstunden og endda, mens det var tåget. Vi gik over mod den store elv og fulgte den nedstrøms mod Tasersuaq. På den modsatte bred noget under os kunne man se seks rensdyr ligge og slappe af. Da de fik øje på os, kan det nok være, der kom fut i dem. Først spænede de væk opstrøms. Men da vi ikke forfulgte dem, kom de på vanlig vis retur for at se nærmere på os, til de stak af igen. Det stod på nogle gange, til de endelig valgte at forsvinde helt. Til gengæld havde vi andre fin underholdning imens.
Vi nåede ned til søen og begyndte at følge søbredden rundt lidt oppe i højden. Lidt ude blev vi enige om at gå ud for at se på de gevirer, vi dagen før havde set ligge ude på sletten. Dorthe havde nemlig fået den tanke, at de kunne markere en landingsbane. Det lød lidt spøjst, men på den anden side kunne det jo godt vise sig at passe. Vi drejede ud på sletten.
På vejen kom vi forbi et kranium og et skind fra et dyr, der tydeligvis var blevet nedlagt året før. Og så kom vi endelig ud til kranierne. De lå i to parallelle rækker på et sted, hvor terrænet var allermest plant og jævnt. Oppe mellem dem kunne man tydeligt se hjulspor. Så var det altså et fly, som der var markeret en bane for.
Vi gik lidt rundt og så os om. Det røde plastik, vi havde set dagen før, var en benzindunk. Det sorte plastik var en genstand, der var pakket ind. I nærheden var en slags åben grav i sletten med lidt værktøj strøet omkring.
På en måde gav det hele mening. For en med eget fly ville det være nemt at komme herind. Der var ikke langt at flyve fra byen. Terrænet var fladt, og vindretningen gav sig selv i denne dal. Blot var der ikke vand i nærheden. Man ville skulle gå en kilometer eller så for at finde rindende drikkevand. Men det er der mange, der ikke tillægger nogen betydning.
I vinterens løb havde vi set, at nogen havde ansøgt om tilladelse til at opføre en hytte herude. Dengang havde vi undret os en del, men nu forstod vi det. Det måtte jo være piloten, der på denne måde ville have sig et sommerhus langt væk fra alt andet.
Efter at have set lidt på de få ting, der var her, fortsatte vi. Vi gik henover flere klitter, hvor vegetationen var forsvundet, og vinden havde haft frit spil til at grave og lave diverse strukturer i sandet. Disse fulgte den gængse vindretning på langs med slettens længderetning. Rensdyrkranier lå spredt rundt om på sletten. Tågen var lettet over en del af sletten men især mod øst og sydøst i skyggen af fjeldene i den del af sletten lå den stadig.
Da vi kom til en kant, hvor vi kunne se ned over en elv, der afvander denne del af sletten ned i Tasersuaq, stod vi lidt og så ned på vandløbet. Vi vidste hjemmefra, at det skulle vades, så vi studerede det for at finde det mindst ubehagelige sted at vade det. Vi blev enige om, at det var nede i den del af søbunden, der var blottet. I vinterens løb løber en del vand ud af søen, så vandstanden sænkes med adskillige meter. Som følge deraf var den lavvandede søbund herovre nu blottet omkring tre kilometer ud.
Vi gik ned til en strækning knap et halvt hundrede meter ude på søbunden. Har blev bukser og strømper smidt i rygsækkene, støvlerne hægtet udenpå, og med vadesko på krydsede vi elven. Den var helt som ventet ubehageligt kold.
Vel ovre på den anden side valgte vi at gå op på det beplantede område, før vi skiftede til vandretøjet. Der var jo tørret søbund her, så ens våde fødder ville bare tage silt og slam til sig. Der var ikke langt over til skrænten, der førte op til den nederste terrasse. Her skulle man forbi en snetunge for at gå op ad skråningen. Jeg mente, at der var en chance for, at den godt kunne bære mig. Det kunne den nu ikke. Jeg stak det ene ben igennem til hoften og måtte lige krabbe mig fri, før jeg kunne gå op på terrassen og klæde om.
Vel omklædt gik vi over til fjeldvæggen på østsiden. Her lagde vi rygsækkene og gik lidt ud på sletten langs med fjeldvæggen for at se os om.
Vi fandt et fint lille område indhegnet af en morænetunge, som nok ydede godt læ i dårligt vejr. Herinde fandt vi en teltring. Stenene lå fem centimeter nede i jorden, så de havde nok ligget der i en del år. Men ud fra deres fordeling gættede vi på, at de var fra et mere moderne telt med barduner.
Tilbage ved rygsækkene var der et valg. Man kunne gå nedenom en stejl fjeldvæg på søbunden, eller man kunne gå 100 meter op over fjeldet for at komme forbi det stejle stykke. Da der lå en sten, som kunne ligne en vejviser et stykke oppe ad fjeldsiden, besluttede vi os for at gå op over.
Det første stræk gik nedenom noget fjeld, der så ud til at have lyst til at styrte ned ad skråningen, så her skyndte vi os forbi. Oppe ved vejviseren kunne vi se, at der faktisk var to. De var på hver side af, hvor ruten drejede på et sted, der var ret sumpet og der derfor ikke var en egentlig sti. Den ene kunne ses, når man kom gående nedefra, og den anden, når man kom gående den modsatte vej.
Heroppe tankede vi vand og holdt frokostpause, mens vi sad og så ud over søen fra vores ophøjede position. Da vi fortsatte, skulle vi lidt højere op, før vi krydsede en morænevold. Heroppe så det ud som om, man kunne vælge både at gå ned i retning af søen og at gå længere op i fjeldet og følge en form for genvej over imod vandfaldet ved Ilulialik. Vi skulle den første vej, så vi begyndte at gå ned mod en hylde halvvejs nede. Her ville vi gå ud for enden af hylden, hvor vi i kikkerten kunne se en vejviser. Men halvvejs ude mødte vi en anden vejviser lidt fra stien. Da vi gik ud til den, kunne vi se, at her var det bedste sted at gå ned til søen i dette område. Efter at have set på begge vejvisere, gik vi ned og begyndte at se os om efter en lejrplads.
Det var ikke så nemt. Der var ingen steder, der ydede optimalt læ for vinden, der kom nede fra Qussuk. Vi lagde rygsækkene fra os og afsøgte hele området hernede, før vi endte med at rejse teltet, hvor rygsækkene lå.
Aftensmaden blev spist på et sted med læ men uden udsigt. Den fik vi til gengæld, da vi bagefter gik aftentur for at se os om. Det var dog en kølig fornøjelse. Vinden kom ruskende nede fra Qussuk og skabte bølger ude på den isfri del af søen neden for os. Langt ude over søens is kunne vi se tågedis, der kom trækkende ud på søen fra en parallel rute formentlig fra Fiskefjorden.
Da vi havde fået set på området, var vi så også blevet blæst godt igennem og kunne snart finde vores soveposer.
Mandag d. 2. juni.
I løbet af natten havde vinden lagt sig. Efter morgenmaden kunne vi således som sædvanligt starte i ro og mag. Vi kom snart over til naboområdet. Her gik vi langsomt op mod en stor blok, hvor der sad en rype. Vi ville egentlig se, om vi kunne få et par gode billeder af ham, men i stedet så vi, at der bag blokken lå en teltring. Den fik så vores opmærksomhed. Rypen fløj i øvrigt sin vej, uden at vi fik et godt billede af ham. Teltringen lå rigtig godt lige bag blokken, som havde kunnet yde læ for den dominerende vindretning nede fra Qussuk.
Det var en glædelig overraskelse for os at finde noget på denne del af søbredden. Vi havde slet ikke troet, at der ville være noget at finde her, for det virkede ikke som et særlig godt jagtområde.
Da vi fortsatte, kom vi på et længere stykke til at gå i sumpet landskab. Det var ikke specielt opløftende at gå i, for vi skulle konstant vurdere ruten og de næste skridt. Heldigvis rendte vi ind i både rensdyr og ryper og diverse småfugle, så der var hele tiden noget at se på.
På siden af en fjeldknold fandt vi en gammel varde, som var meget synlig for den, der kom gående imod os, men ikke ville være oplagt at få øje på, når man kom fra vores retning eller kom sejlende på søen. Vi kunne nu ikke finde noget, som varden skulle vise vej til, så vi gik videre, mens vi undrede os over, hvad formålet med den mon havde været.
Herude, hvor der var vand, lå vinterisen endnu på Tasersuaq. Den var delvist smeltet, så der var mange slags aftegninger i isen, vi kunne se på, mens vi fortsatte. Vores mål for dagen for en halvø, der strækker sig ud i Tasersuaq.
Til frokost fandt vi et sted at sidde i læ for vinden, der nu var begyndt at blæse igen. Vi måtte dog flytte os lidt længere opefter end planlagt, for en rypehun blev skræmt op af os lige før det planlagte spisested. Hvis hun nu lå på rede, skulle hun jo have ro til at finde tilbage til den. Det gjorde hun nu ikke, for hun gik langsomt lidt væk fra os og faldt så til ro.
Mens vi spiste og holdt frokosthvil, stod hannen på en sten og holdt godt øje med os. En laplandsværling kom så tæt på som to meter. Her sad han på en kvist og bjæffede sit ejerskab til området ud mod eventuelle konkurrenter.
Det havde taget os et par timer at gå forbi det sumpede område. Herude og resten af dagen var der heldigvis solid grund under fødderne, så vi gik og nød udsigten og det at kunne gå meget nemmere end om formiddagen.
Snart kom vi til roden af halvøen. Vi satte rygsækkene fra os og gik ud på halvøen for at se os om. Der havde i adskillige år stået noget måleudstyr herude, og vi havde begge være på stedet i arbejds medfør med helikopter. For mit vedkommende var det før, vi var begyndt at interessere os for fortidens fund. Men Dorthe havde også været her senere. Hun havde bemærket noget, der kunne ligne en grav, men hun havde aldrig haft tid til at se nærmere på det, for hun havde hver gang haft en helikopter stående med taxameteret kørende. Nu skulle det undersøges.
Yderst på halvøen fandt vi et moderne bålsted, som vi bare gik forbi. Ude på den yderste halvdel af halvøen søgte jeg ud mod en kant. Her faldt jeg over en grav. Jeg måtte lige kalde på Dorthe, så hun kom herover. Så kunne vi se nærmere på den. Det var nu ikke fordi, den gjorde noget videre væsen af sig. Den lå helt ude på kanten med et lodret fald ned til søen. Man måtte ligge med hovedet ude over kanten og nedad. Så kunne man se ind i graven, som havde fået forskubbet nogle af stenene. Der lå resterne af en person. Vi registrerede graven og fortsatte udefter. Oppe på en top kunne vi se en rævefælde stå. Den passerede vi i først omgang forbi nedenfor og gik ud på spidsen af halvøen.
Her fandt vi det, som Dorthe havde bemærket. Det var en ret stor grav, som var faldet sammen. Og da vi søgte helt ud på spidsen, faldt vi over tre teltfundamenter. Vi syntes, det hele gav god mening. I gamle dage måtte dette have været en jagtlejr, som var blevet benyttet i mange år. Herude på spidsen af halvøen kunne man få lidt blæst, når der var nogen, og på den måde være lidt i fred for myg og knots. Jægerne ville så sejle over søen og gå på jagt ovre på den østlige side af søen og måske også længere væk.
Rævefælden måtte vi også lige se på. Den undrede os lidt. Ræve fanges normalt om vinteren for pelsens skyld, så vi kunne ikke rigtig se meningen med en her på stedet, hvor folk havde opholdt sig om sommeren. Den var stærkt begroet med lichener, hvilket måtte have taget ret lang tid på denne lokalitet. Vi mente, at den måske kunne være fra nordboerne, selvom den nærmeste kendte gård lå 22 kilometer væk. En anden mulighed var, at en ræv måske engang ihærdigt havde forsøgt at stjæle fra lejrens beboere. Nogen havde så lavet en fælde for at få skovlen under kræet. Som sædvanligt var det sjovt at stå og tænke lidt over, hvad formålet mon havde været. Men et endeligt svar ville vi jo aldrig finde frem til. Vi gik tilbage til rygsækkene.
Dagens planlagte lejrområde lå kun kort vej herfra. Vi skulle lige om på bagsiden af en morænevold. Her fandt vi et område med læ og tre mindre søer, hvor vi kunne hente vand. Op med teltet, hente vand og lave aftensmad. Bagefter gik vi en aftentur i blæsten. Oppe på en fjeldtop kunne vi se ned til afløbet fra søen. Afløbet er ret langt, så vi kunne kun se en strækning, hvor søen bare var lang. Et par rensdyr gik nede på den blotlagte del af søbunden. Det ene var ikke glad for at se os, selvom vi var et par hundrede meter væk. Det andet dyr var tydeligvis ligeglad med os, men det første fik dem begge til at krydse afløbet ved at svømme over og gå i land på den modsatte bred.
Jeg havde fået noget nyt at tænke på. Lynlåsen i min jakke var gået i stykker. Den havde skrantet lidt i et par dage. Nu gik tænderne fra hinanden kort tid efter, at jeg lynede den. Det skete hver gang, jeg lynede den, så det var nok skyderen, der var blevet træt. Hvis der kom regn, kunne det godt gå hen og blive godt gammeldags træls. Nå, men vi havde faktisk en nødløsning på hånden, hvis det skulle blive aktuelt. Vi gik tilbage til lejren. På vejen passerede vi en af de mindre søer i nærheden. Et par gråænder brød sig ikke om selskabet og fløj deres vej.
Tirsdag d. 3. juni.
Denne dag stod vi op til et tåget vejrlig. Over hver af de tre mindre søer nær lejren bryggede mosekonen. Oppe på volden bag lejren kunne man se tågen ligge ud over Tasersuaq. Ved en iskant ude i søen lå en større koloni af havlitter. I kikkerten kunne vi se et par rødstrubede lommer ligge på den lille sø, vi aftenen før havde skræmt gråænderne væk fra. Det hele så ganske flot ud, men tågen var noget kølig. Men kunne tydeligt se den drive omkring lejren, så luften var i bevægelse. Heldigvis begyndte tågen langsomt at lette, mens vi pakkede lejren sammen.
Efter maden og et hurtigt krus the fortsatte vi for at få varmen. Et stykke vej henne begyndte vi at søge ud mod elven. Dorthe havde noget, hun gerne ville rekognoscere efter i arbejdsmæssig sammenhæng. Det var jeg frisk på. Det var altid rart at diskutere noget fagligt. På vejen derover fandt vi et bålsted. Det så nu noget frisk ud, så vi passerede det bare.
På en skråning stillede vi rygsækkene fra os og gik ned mod elven for at Dorthe kunne lave sine ting. Hun skulle også se efter noget på fjeldet, så vi delte os og gik hver vores vej. Vi fandt dog ikke det eftersøgte, så måske var det der ikke mere.
Til gengæld så vi et rensdyr, der svømmede over elven. Det lå ret højt i vandet, så det havde tydeligvis virkelig god opdrift fra sin pels med de hule hår. Det forsvandt ud af syne på vores side, men kort efter kom det til syne igen, da det svømmede tilbage til sit udgangspunkt. Senere kunne vi se, at det nok ikke havde kunnet komme i land på vores side, da fjeldet gik stejlt ned i søen her. Tilbage ved udgangspunktet gik det langsomt op over den blotlagte søbund, mens det hvert andet øjeblik standsede op og rystede sig kraftigt.
Vi endte med at gå hver sin vej op til rygsækkene igen. Jeg kom lige forbi en teltring, som så lige så ny ud som bålstedet. Og da de to ting kun lå femten meter fra hinanden, hørte de jo nok sammen. Det, at jeg først fandt teltringen nu, selvom vi for en halv time siden havde gået tæt forbi, var for øvrigt et vidnesbyrd om, at man stort set kun finder de ting, man faktisk går direkte henover. Alt andet forsvinder i landskabet.
Lidt længere henne kunne vi se en bred bugt i udløbet. Her lå der på den fjerne side flere gummibåde og endda glasfiberbåde trukket op på land. Vi gik derover for at se lidt på det hele. Hertil kommer rensdyrjægere op efter først at have sejlet op i Ilulialik op til vandfaldet, gået op til den første sø, sejlet godt 4 km på den og endelig gået halvanden kilometer over land. Det kræver ikke bare en vis dedikation, men også at man er ude efter mange dyr. Dette cirkus kan slet ikke betale sig for den, der bare er ude efter et par dyr til husholdningen.
Her lå tre gummibåde og fem joller. Det var ikke så lidt. Den ene af jollerne havde endda overbygning og en lille kahyt. Senere fik vi at vide, at jægerne havde fået jollerne slinget derind med helikopter. Vi undrede os dog over, at et par af jollerne lå nede på selve den blotlagte søbund. Ja, det ville være besværligt at slæbe dem op på det tørre, men med en blot nogenlunde almindelig afsmeltning fra indlandsisen ville det se ud som om, de joller ville blive revet med af vandmasserne.
Ud over det sædvanlige skrald, der lå strøet omkring, kunne man også se smadrede propeller til påhængsmotorer og endda ødelagte påhængsmotorer. Når man ikke kan se ned i vandet, sker der uvægerligt påsejlinger. Både joller og gummibåde bar præg af gentagne reparationer.
Lidt væk faldt vi over en grav og tæt herved en teltring. Graven var faldet sammen, så vi kunne ikke se, hvor mange, der lå heri. Men det var spændende sådan at finde endnu en grav inde i landet. Dem havde vi nu ikke fundet ret mange af. Men det var jo også unge, stærke og raske mennesker, der tog på jagt inde i landet.
Vi lod rygsækkene stå ved teltringen for at gå lidt hen for at se på noget mere, som Dorthe skulle rekognoscere for ved denne strækning på elven. Mens vi gik her og talte om opgaver og opgaveløsninger, faldt vi over tre benzindunke og en petroleumsdunk, som var blevet skyllet i land her. Den ene lå stadig og lækkede benzin, da vi rettede på den.
Da vi endelig var blevet klar til at gå videre herfra, var dagen blevet ret fremskreden, uden at vi var nået ret langt grundet alle de ting, vi havde set efter. Vi måtte se at få gået nogle kilometer, hvis ikke vi skulle komme i tidnød sidst på turen.
Vi satte en rute igennem det flade landskab for at komme ned på højde med vandfaldet. Landskabet var ret uinspirerende at gå i. Fladt, vandlidende, knoldet. Et sted faldt vi dog over en cache, som en rensdyrjæger nok engang havde lagt et rensdyrskrog i. Ved en lille fjeldknold hentede vi vand, hvor der kom frisk vand ned fra det højtliggende fjeld, og holdt en fin frokostpause.
Et sted kunne vi et stykke ude på en sumpet slette se noget menneskeskabt stå. Vi gik hen til en udløber af fjeldet, hvor vi stillede rygsækkene fra os, før vi gik ud for at se på genstanden. Det viste sig at være et skab stillet på et metalrør, der var boret ned i undergrunden. Lågen var revet af skabet og lå ved siden af. Inden i var et plasticskab, som vi lukkede op for at se på udstyret heri. Det bestod mest at printplader, men ud fra firmanavne og et par rør, der gik ned i jorden gættede vi på, at det var temperaturmålere, som i sin tid var blevet boret ned, da et minefirma havde haft overvejet at lave en landingsbane til fly, da de for en 10-15 år forinden havde haft store planer. Deres mineprojekt var aldrig blevet til noget, og skabet stod nu herude og var blevet glemt. Vi lukkede plasticskabet og gik tilbage til rygsækkene.
På vejen tilbage skulle vi lige forbi et par småsøer, hvor der i den ene var et par Odinshaner. Det er en fin lille fugl, som det denne gang lykkedes os at få et par hæderlige nærbilleder af.
Resten af dagen var varm og ret kedelig at gå. Vi mødte diverse rensdyr og ryper, men egentlig var det blot at få tilbagelagt en god strækning, så vi kunne passere området og gøre klar til at se noget mere interessant næste dag. Vi mødte dog et sted en rype, som fløj op fra den rede, hun lå på. Vi tog lige et billede af æggene og fortsatte så.
Endelig kom vi til en fjeldkam, som vi besluttede os at slå lejr ved. Eftermiddagsvinden var stadig i god gang, men vi fandt et hæderligt sted med fjeldkammen på to sider og nogle lave buske på de to andre. Vi måtte gå en halv kilometer tilbage for at finde vand, så vi tog alt med, der kunne indeholde vand, så vi havde rigeligt også til næste morgen.
Aftensmaden blev indtaget oppe på fjeldkammen med udsigt ud over Ilulialik ned mod Godthåbsfjorden og Fuglefjeldet. I kikkerten kunne vi se en af vores gamle lejrpladser fra en vandretur i 2017. Næste dag ville vi komme til at krydse den rute, vi dengang havde taget. Bag os gik en dal i fjeldet op til et pas, vi skulle henover.
Onsdag d. 4. juni.
Onsdag morgen lå der et tæt skylag over os. Det betød, at det ikke havde været helt så koldt den foregående nat, man det var også et forvarsel om, at den stabile periode med solskinsvejr, vi hidtil havde nydt, var slut. Med tanke på min lynlås ville det være interessant at se, om der mon ville komme regn af betydning.
Efter morgenmaden pakkede vi lejren sammen og lagde rygsækkene i læ af buske med regnslag på. Så gik vi ud for at se på vandfaldet.
Turen derud tog vi på fjeldkammen, som gik et stykke direkte ud mod vandfaldet. Her var flere kraftige dyreveksler, og i lavninger så vi adskillige rensdyr ligge og slappe af eller gå omkring og spise. Odinshaner, havlitter og rødtrubede lommer lå i diverse mindre søer og hyggede sig. På et tidspunkt blev vi overfløjet af et par toppede skalleslugere.
For enden af fjeldkammen måtte vi ud at gå på det kedelige, knoldede, vandlidende og buskede landskab på en strækning, før vi kom ned til området ved vandfaldet.
Vi kom ud til en skråning med godt udsyn til det område, hvor folk kaster anker, når de sejler op i Ilulialik. Selve vandfaldet var et relativt bredt område med tre løb, som ville smelte sammen til et sammenhængende monster med en lille ø i midten, når der virkelig var tryk på. Lige nu løb vandet i to løb rundt om en ø, som næsten ville forsvinde helt i år med stor vandføring.
På en tørlagt strækning gik vi ude i elvlejet og kunne se smadrede gummibåde, benzindunke, årer og andet, der var blevet revet med af vandmasserne og klemt fast mellem stenene, som udgjorde bunden af elvlejet.
På den ø, der fandtes mellem de to strømme af vand, holdt en lille koloni af måger til. Vi kunne endda se nogle af dem ligge på rede. Det var nu også et godt sted. Ingen ræve ville nogensinde kunne komme over til dem.
Oppe, hvor det nu tørlagte løb af elven mødtes med de to øvrige ved den sø, der strækker sig godt fire kilometer ind mod Tasersuaq, havde rensdyrjægerne lagt deres joller og gummibåde. Vi fandt syv gummibåde, fem joller, en gammel sejldugsjolle og endda to redningsflåder. Vi gættede på, at de to sidstnævnte blev brugt til at transportere dyreskrog i på slæb efter en jolle. Folk er ganske entreprenante, når det gælder jagt. Men det var sørgeligt at se skraldet, som lå og flød.
Nogle af bådene og flåderne lå så langt ude i søen, at hvis det blev et år med blot nogenlunde kraftig afsmeltning fra indlandsisen, ville de nok blive revet med af vandmasserne. Med tanke på, hvor meget, der skulle til for at få grej herind, undrede vi os igen over, at folk ikke gjorde mere for at sikre det. Særligt når der jo lå beviser for konsekvenserne i form af smadrede gummibåde lige nedstrøms for os.
I kanten af det udtørrede elvleje stod en gittermast. Den var blot kilet ned imellem stenene i elvbunden og holdt på plads med reb, der var bundet til diverse sten. Hvad formålet med den var, kunne vi ikke greje. Vores bedste bud var, at nogen engang havde prøvet at lave en tovbane, så man kunne fragte sine dyreskrog ned forbi vandfaldet på en lettere måde. Hjemme fik vi at vide, at det faktisk var tilfældet.
Herfra var det blot at gå tilbage til rygsækkene. Da vi kom til dem, var klokken efterhånden blevet et om eftermiddagen. Vi blev enige om at gå det første stykke op i dalen mod det pas, vi skulle over, før vi holdt frokostpause.
Turen op var heldigvis nem at finde. Der var dyreveksler hele vejen. Efter en halvanden times tid stod vi oppe på et plateau et stykke oppe ad fjeldsiden. Her var en sø, som vi tog vand fra, før vi satte os i læ af en lille fjeldknold. Det var dejligt lige at sidde her og slappe lidt af. Vi havde allerede gået over 6 kilometer på turen forbi vandfaldet, så med en halvanden times opstigning var det absolut på tide med en spisepause.
Klokken tre fortsatte vi. Der var endnu et stykke vej at gå, før vi var ovre på den anden side. Vi gik op på siden af fjeldet lige uden for den dal, vi hidtil var gået op igennem. I dalen var der mange stenede områder og områder med snefaner, der endnu ikke var smeltet. De fleste kunne vi passere forbi ved at gå her. Det viste sig også, at der var adskillige mindre dyreveksler, som gik sammen vej.
Et sted kom vi forbi en flot blok, der havde et V tegnet med de mineraler, blokken bestod af. Det så rigtig flot ud og var endnu et eksempel på, hvor mange finurlige ting, naturen har skabt i tidens løb.
Oppe mod toppen af fjeldet måtte vi passere nogle lidt stejle partier for at komme uden om snefanerne, som ikke virkede til at have megen bæreevne i sig. En enkelt snefane havde et rensdyr gået henover for nylig, så vi gik sammen vej og slap på den måde forbi på en nem måde.
Endelig kom vi op over toppen. Heroppe blæste det godt lige imod os, så det var bare med at fortsætte, så vi kunne komme videre frem og forhåbentlig ned i læ. Lige efter at have passeret hen over toppen rendte vi ind i en hare og lidt efter mødte vi et rensdyr.
Vi passerede forbi en sø oppe i højlandet, før vi kom til en nedstigning. Denne gik et stykke igennem en kløft, før vi kom til en ret stejl nedstigning. Den var stejlere, end vi hjemmefra havde haft indtryk af. Heldigvis var der et par fede dyreveksler, så nedstigningen var nem at gå. Vel nede i den første dal skulle vi forbi et vandlidende område, før vi passerede rundt om en skulder på et fjeld og kunne begynde at gå ned i den næste dal.
Her så vi os om efter et sted at slå lejr. Desværre kunne vi ikke finde et bare nogenlunde fladt og tørt sted, som ikke så i vinden. Vinden var ret kraftig, så vi måtte gå ud gennem dalen og passere to langstrakte søer, mens vi så efter et sted at slå lejr.
Det fandt vi dog først for enden af den anden sø tre kilometer længere ude. Her kunne vi lige finde et nogenlunde egnet sted bag en fjeldkam, der udgjorde kanten af dalen. Vi søgte lidt rundt efter bedre steder, men her var det bedste sted.
Det var dejligt at kunne lade rygsækkene ligge og slå teltet op. Vi havde trætte fødder efter en lang dag. Tre gråænder ude i søen var ikke glade for vores selskab. Der var endnu is på søen og det smalle stykke vand imellem isen og land var absolut ikke bredt nok til at de kunne holde en anstændig afstand til os to, der sad inde på land og var ret utiltalende at se på for en respektabel gråand. De smuttede over i en anden del af søen.
Aftensmaden blev indtaget med stort velbehag trods det, at vi sad og småfrøs i vinden. Den blev efterfulgt af det sædvanlige krus the, før vi kaldte det en dag og krøb i læ i poserne.
Torsdag d. 5. juni.
Natten til torsdagen regnede det, og om morgenen gik det over i hagl, før det resten af formiddagen kom som finregn. Nu havde jeg så udfordringen med den skadede lynlås i min jakke. Før vi stod op, måtte vi lige lave en nødanordning. Et overlevelsesfolie, som jeg havde i min oppakning, blev hevet frem og pakket ud. Eftersom det var noget i retning af 2,3 gange 1,4 meter, var det i sig selv en opgave at udføre liggende inde i teltet. Det blev delt i to, så der var et stykke mere at tage af. Den ene halvdel blev pakket væk. Den anden halvdel fik klippet hul til hovedet, så jeg kunne tage den på som en messehagel. Sportstape blev brugt til at lave forstærkninger på skuldrene, hvor rygsækken jo ville hænge. Rygsækken selv samt remmene ville holde foliet plads, mens jeg gik. Så havde jeg en nogenlunde vandtæt påklædning. I hvert fald så længe, det ikke styrtregnede. Til gengæld lyste jeg langt væk i mit guldfolie.
Efter maden og noget varmt at drikke pakkede vi sammen og lagde ud på dagens rute. Vi kom hurtigt ud af dalen, vi lå i og fik snart udsyn ud over sletten ned mod Qussuk. Lige over for os lå fjeldet Pingorsuaq. Det skulle vi hen til og rundt om for at komme tilbage til gummibåden.
Efterhånden som vi gik ned mod dalbunden, lagde vinden sig og blev ubetydelig. Det var nu ret rart. Henne på den sidste udløber af fjeldet før dalbunden faldt vi over en jagtseng. Den lå op ad en stor blok, og inde under blokken så der ud til at have været lavet et bålsted.
Heroppe mødte vi flere simler med kalve. En af dem havde så travlt med at komme væk fra os, at den nær havde mistet sit afkom. Kalven blev fanget foran en fjeldvæg, da den ikke gik op samme sted som sin mor. Der gik flere minutter, før de fandt ud af at mødes oppe hos moderen.
Nede på sletten var der maser af rensdyr. De lå eller gik omkring i buskene og gryderne, så vi konstant fik jaget dem på benene, da vi krydsede over mod fjeldet Pingorsuaq. Vel ovre gik vi lidt op ad et lavere fjeldparti. Vi mødte flere ryper, harer og diverse småfugle. Et rypepar sad på hver deres gren i en busk. Det er et ret sjældent syn, så vi kiggede lidt ekstra på dem.
Ved en lille sø kunne vi se luftbobler strømme op fra søbunden. De blev bare ved og ved i en konstant strøm, så man skulle tro, nogen havde en kompressor tilsluttet et sted. Kort efter fandt vi et sted ved en anden sø, hvor vi kunne sidde i læ og spise frokost, mens vi nød udsigten tilbage i retning af gårsdagens lejr og det område, vi lige havde passeret. To harer gik omkring i nærheden. Ude på søen lå en gråand, men han smuttede, da vi plantede os her.
Efter frokost skulle vi ned på sletten igen for at komme rundt om fjeldet. På vejen ned rendte vi ind i 21 rensdyr med fem kalve. Og på turen rundt om fjeldet rendte vi konstant ind i rensdyr. Landskabet hernede var en blanding af slette, småsøer, vandløb, vandlidende partier, buske og knoldede partier. Det var sjovt nok at gå i til en afveksling, men det ville ikke være rart at skulle gå langt i. Vi skulle blot gå her et par timer, før vi ville være igennem det.
På to af søerne lå der et par odinshaner, og vi mødte i det hele taget ret mange fugle. Både ravne, havørne og skalleslugere.
Snart kom vi over på den anden side til et højere beliggende område. Herovre begyndte vi at se os om efter en lejrplads. Vi fandt en cache, men ingen lejrplads. Vi kunne ikke finde steder med bare nogenlunde læ. Efter at have gået en times tid kom vi til en lav fjeldkam, der gik nogenlunde på tværs af vinden. Men efter at have afsøgt alle steder måtte vi opgive. Der var hverken plant, tørt eller læ. Inden vi gik videre, fyldte vi vandbeholderne ved en sø. Vi vidste, at hvor vi nu skulle hen, kunne vi ikke regne med at finde klart vand.
Vi prøvede først ovre ved en kløft i terrænet, men den var ikke egnet. Ovre ved en fjeldknold var der heller ikke læ. Der var dog en brun ræv, som sprang op, da jeg pludselig stod kun tre meter fra den. Den så vagtsomt på mig og luskede så væk, idet den standsede op et par gange for lige at se efter igen. Efter at have søgt i endnu en halv time, fandt vi endelig et rimeligt sted til en lejrplads. Det var dejligt. Af med rygsækkene og op med teltet. Med et par store sten på teltpløkkene kunne vi slappe lidt af og begynde på aftensmaden.
Mens vi spiste, kunne vi se to ryper skændes på fjeldknolden foran os. En tredje rype kom til syne og smed de to ud. Det var åbenbart hans territorium, så de to andre skulle ikke sidde her og skændes.
Efter maden gik vi en lille tur rundt på knolden bag os. Her fandt vi endnu en cache, som en jæger velsagtens engang har haft parkeret et rensdyr i.
Fredag d. 6. juni.
Om natten vågnede vi begge ved, at vi kunne høre en underlig lyd, som vi ikke tidligere havde hørt i de grønlandske fjelde. Lyden mindede meget om den, en dobbeltbekkasin frembringer. Men den lød nu alligevel lidt anderledes end en dobbeltbekkasin, vi tidligere havde hørt. Jeg lå vågen i halvanden time, før jeg blundede hen igen, og i al den tid kunne lyden høres. Et energisk kræ. Næste morgen var lyden der stadig, men nu svagere end om natten. Vi forsøgte at optage lyden, men den var meget svag, og lyden af regndråber på mit tøj overdøvede næsten helt lyden på optagelsen. Hjemme forsøgte vi at finde frem til, hvad det kunne have været ved at læse om beslægtede fugle og observationer og lydoptagelser af disse fugle. Vi endte med, at det kunne havde været en enkeltbekkasin, en dobbeltbekkasin, eller sidstnævntes nordamerikanske fætter, Wilsons Snipe. Uanset hvilken fugl, det havde været, var den kommet slemt på afveje, for ingen af dem hører til i de grønlandske fjelde.
Efter morgenmaden blev lejren brudt ned. Jeg fik min specialpåklædning repareret lidt, før jeg fik den på, og vi kunne gå det sidste stykke ud til gummibåden. Turen gik nemt. Vi skulle lige passere et lille vådområde, før vi kunne gå på det flade plateau herude. Vi gik og sludrede, og lige pludselig kunne vi se korset stå inde til højre. Så var vi allerede komme ud.
Vi gik ned til den lille sø og fik fyldt vand på beholderne, før vi gik det sidste stykke ned til gummibåden. Efter så mange dage var det ret spændende at se, om den og alt grejet under den stadig lå her.
Det gjorde den heldigvis. Det hele blev båret ned til elven og lagt klar. Dorthe hentede vildtkameraet, og inden vi havde set os om, var vi klar til at sejle ud. Lige nu var det stort set lavvande, så vandstanden i elven var ret lav. Vi søsatte gummibåden, lastede den og lagde så ud fra land.
Vi lod os bare føre med strømmen nedefter. Det gik ganske langsomt, men vi havde også tid nok. Vi skulle egentlig først sejle ud nær højvande, så vi benyttede tiden til at filme og tage billeder af turen ned ad elven. Vandstanden skiftede en del. Midt i sejlrenden var der nogle steder knap en meter vand, men andre steder var der ikke mere end tyve centimeter. Vi stagede os lidt frem og tilbage for at holde os nogenlunde i sejlrenden.
Et stykke ende ad elven bredte den sig noget ud og vi kunne enten ikke finde hovedløbet, eller også var der måske ikke et her. Vandstanden blev så lav, at påhængsmotoren tog grunden og måtte vippes op. Senere kunne man høre selve gummibåden skrabe hen over sandbankerne.
Vi besluttede os for at gå i land. På et passende sted roede vi ind til bredden og sprang i land. Gummibåden blev tømt for grej og båret højere op. Så gik vi op på toppen af den terrasse, vi var landet vid, for at se os om. I kikkerten kunne man se elvens forløb helt ud til mundingen. Vi så på den rute, man skulle sejle for at holde sig i sejlrenden, for at memorere den. Man kunne langt ude i kikkerten se, at der var bølger ind mod os. Det var ikke så underligt, for heroppe var der en ganske heftig fjordvind. Så gik vi ned til grejet for at vente på tidevandet.
Ventetiden blev brugt til at spise frokost og drikke the. Fra aluminiumskassen fiskede vi en pakke knækbrød og forskelligt dåsepålæg frem. Det var herligt med en anden slags frokost end den sædvanlige. Bagefter fandt vi også en pakke kiks, som vi kunne sidde og mæske os med, mens vi fik nogle flere krus the. Siddende under et buskads var her helt læ, så det var rart at sidde og slappe af i stedet for at traske ud over stepperne, som vi nu havde gjort i mange dage.
Dorthe havde rigget vildtkameraet til for at tage en billedsekvens af tidevandet, når det kom ind. Selv sad vi, så vi kunne se ud på elven og holde øje med tidevandet.
Da de blotlagte sandbanker i elven var dækket af vandet og vandet begyndte at stå op om de nederste brinker, lastede vi atter gummibåden og stak ud for at følge elven det sidste stykke ud mod fjorden. Nu skulle vi se, om vi kunne komme ud mod fjordvinden og bølgerne, eller om vi ville blive nødt til at vente til næste morgen for at gøre et andet forsøg.
Vores rygsække var pakket grundigt ind, og selv havde vi pakket os ind så meget, som gørligt. Jeg med min hjemmelavede, gyldne regnafviser og yderst en redningsvest, som både holdt folien på plads og selv ydede læ for vandsprøjt.
Påhængsmotoren startede fint, og vi sejlede med langsom fart igennem elven ad den rute, vi tidligere havde memoreret, til vi var kommet ret langt ud mod mundingen og en dybere vandstand. Så først begyndte jeg at lade motoren arbejde noget mere.
Da vi kom ud nær mundingen, mødte vi bølgerne udefra. Disse var dog slet ikke så høje, som den aften, vi var sejlet den modsatte vej. Der kom kun en enkelt gang et lille skvæt op over pontonen.
Efter en tid nåede vi over til halvøen Niaqornarsuaq, hvor vi var blevet søsat ti dage forinden. Her ville vi overnatte. Vi sejlede ind til et lavtliggende sted med en fin hylde nede ved vandet. Her gik vi i land og kunne se, at vi ikke var de første. En gammel sejldugsjolle lå knust og hengemt op ad en fjeldside. Vi hev vores ting på land og fik slået lejr. Der var ikke ret mange sten i nærheden, som kunne bruges til at lægge på pløkkerne, men vi lå godt i læ bag halvøen, som ragede op i en maksimal højde på 74-75 meter over havet. Mon ikke, det gik for en enkelt nats skyld?
Vi spiste aftensmad ti meter over lejren med udsigt ind mod det land, vi nu havde gennemtravet. Bagefter gik vi en tur rundt på halvøen og op på toppen for at se, om her var noget spændende.
Et stykke oppe kom vi ud til en kant med en flot udsigt mod vest. Her sejlede en jollefisker rundt og så ud som om, han var på sæljagt. Lidt efter gav han gas og forsvandt udefter.
Oppe på toppen af halvøen stod der en stor varde, som vi så lidt på. Den var så stor og vellavet, at vi mente, den godt kunne have været lavet til brug for Qoornoq1926 kortgrundlaget et århundrede forinden. I nærheden stod to rævefælder, som vi også registrerede.
Det blæste godt heroppe, så vi blev ikke længe, før vi begyndte at gå ned mod lejren. Aldrig så snart var vi kommet ned på bagsiden i relativt læ for vinden, før vi så noget komme til syne ved en lille bugt på halvøen. Det var et havdyr, hvidt og uden rygfinne. Vi så den kun fra nogen afstand et kort øjeblik, før den forsvandt under overfladen igen. Jeg mente, det måtte være en hvidhval. Desværre nåede vi ikke at tage et billede af den.
Nede ved teltet gik der ikke længe, før vi kravlede i poserne. Nu håbede vi blot, at vi ville blive afhentet dagen efter uden problemer. Vi ville gerne hjem og ind under den varme bruser.
Lørdag d. 7. juni.
Lørdag morgen stod jeg op og kom ud af teltet som den første. Da jeg drejede mig rundt for lige at se, hvad der var i nærheden af teltet, var det allerførste, jeg så – hvidhvalen. Den var oppe ganske nær ved for at trække vejret nogle gange. Jeg kaldte på Dorthe, men den nåede at dykke, før hun kom ud.
Vi satte os ud på en knold tæt på vandet for at spise morgenmad. Det var vindstille, og vi ville gerne se hvalen, hvis den skulle komme til syne tredje gang. Og miraklernes tid var ikke forbi endnu. Mens vi spiste, kom den for tredje gang svømmende ganske roligt langs med kysten. Nu sad vi perfekt placeret til at se på den og optage den på film.
Bagefter blev vi opmærksomme på ringe i vandet nærved. Vi var nok klar over, at det var fisk, der spiste, men da vi så efter, kunne vi i vandet se fjeldørreder svømme omkring. Det var et herligt syn, som også mindede os om, at vi inden længe skulle gøre klar til at få fisket ørreder til det næste år.
Jeg opdagede, at jeg aftenen før havde glemt at tage en position på de rævefælder, vi havde fundet. Ergo måtte jeg en tur op på toppen igen. Vi pakkede først sammen og gjorde klar til afgang ved at bære grejet ud til en kant, hvor vi mente, at der ville være dybt nok til at båden kunne sætte stævnen på fjeldet, så vi kunne spadsere lige om bord. Så smuttede jeg op.
Hurtigt fandt jeg rævefælderne og tog en position på dem. Når jeg nu var heroppe, gik jeg lidt ned ad den modsatte side for at se, om der skulle stå noget her. Det gjorde der nu ikke. Da jeg kom ud nær den kløft, der gennemskærer halvøen midtpå, lød der uden varsel et skrig så højt, at jeg uvilkårligt hev næverne op. Det var en ræv, som skreg et par gange, mens den flygtede i fuldt firspring fra mig. Jeg brugte kikkerten over mod den og blev opmærksom på endnu en rævefælde lige over for mig på den fjerne side af kløften.
De mange dage ude på sporet havde været med en del sol. Jeg havde ellers smurt mig ind i solcreme, men mine ører var alligevel blevet godt brankede. Særligt det venstre øre havde fået en to centimeter lang brandvabel. Nu satte jeg mig lige på en sten for at smøre lidt ekstra solcreme i hovedet. Da jeg smurte på det venstre øre, brast vablen og sendte en strøm af vand ned over mine fingre og min jakke. Nå, vi var snart hjemme igen. Jeg gik ned til Dorthe.
Det var blevet lavvandet, da jeg kom ned. Nu var det ikke muligt at sejle ind på det planlagte sted. I stedet bar vi sagerne længere ned nær vandkanten. Så måtte vi lige sejle de sidste meter ud, når afhentningen kom.
Og pludselig var de der. Båden kom langsomt rundt om det yderste hjørne på halvøen. Jeg gik lige op på en knold og vinkede, så de kunne se, hvor vi var. Så bar vi sagerne ned til vandkanten, søsatte gummibåden og kylede det hele om bord. Endelig sejlede vi lige ud til båden, som i mellemtiden var sejlet over, så den lå lige ud for os. Det var godt lavvandet, og vi kunne faktisk se havbunden under os trods det uklare vand. Vi kom fint ud til båden og kunne steppe over på den.
Det var ikke den samme besætning, som havde sejlet os ind, men det gjorde dem ikke mindre velkomne. Vi glædede os inderligt til at komme hjem til et varmt bad og rent tøj. Vi hev vores ting op på båden og fik dem stuvet under dæk. Så blev gummibåden taget op og gjort fast på badeplatformen. Og så gik vi på grund.
Der blæste en god fjordvind ind i fjorden. Mens besætningen havde taget imod vores sager og arbejdet på at få gummibåden bundet fast, havde vinden ført os et halvt hundrede meter væk fra halvøen. Her var vandet så lavt, at båden skrabede hen over sand- og slambunden. Matrosen gav gas frem på motoren i et forsøg på at komme fri. Brunt vand blev kylet rundt bag båden, men det hjalp lige fedt. Den stod stille. Så kom bådføreren til og valgte at bakke. Jeg fik nærmest indtryk af at propellen gravede sig igennem bunden og på den måde trak båden med sig, men det virkede. Efter få sekunder flød vi igen. Langsomt bakkede han tilbage mod halvøen, før han vendte rundt og listede båden ud på dybere vand. Lidt ude standsede han maskinen og inspicerede propel og drev, før han startede op igen. Båden ville ikke op og plane, men efter at havde standset igen for at kalibrere et eller andet, gik det fint.
Herfra gik det hjemover som efter en snor. Vi sludrede med besætningen, som havde rigtig kaffe med, så jeg sad og hyggede mig med tre krus kaffe, mens snakken gik. Snart nåede vi til Nuuk.
Vi fik dem til at sætte os af ved en bådebro i lystbådehavnen. Her klargjorde vi gummibåden og sejlede over til vores egen båd, hvor vi fik den og flere ting hevet om bord. Depotkassen og vores rygsække tog vi med op til vejen, ringede efter en taxa, og snart var vi hjemme og kunne begynde at se nærmere efter den forjættede varme bruser. Endnu en dejlig tur med masser af oplevelser var til ende.