Sommerens anden vandretur foretaget i dagene 19-30. juli 2025. En vandretur, der var lagt an med det specifikke formål at lede efter en nordboruin, der måske fandtes langt inde i landet. Det blev igen en uforglemmelig tur med fantastiske udsigter, uberørt natur, møder med dyrelivet ude i fjeldet og en masse fund fra fortidens mennesker.
Sejlads til Kilaarsarfik. Vandring ind i landet. De første fortidsfund. Lejr i en nordbogård.
En dags vandring langs Tummeralik-søen. Endnu en nordbogård. Frokost ved en glemt nordbobygning. Endelig et rensdyr. Lejr nær en tredje nordbogård. En natlig koncert.
Besigtigelse af nordbogården. Fund af en ukendt bygning. Depotbygning i fjeldet. Møde med turister. Mange rensdyr. Fund af endnu en ukendt nordbobygning.
Op i højlandet. Frokost med udsigt ind over indlandsisen. Tilbage og ned igennem en lang kløft. Møder med islommer.
Morgenmad med islommer. Tilbage til Tummeralik-søen og fund af en fjerde nordbobygning. Tilbage til depotet. Et børnehjem i ødemarken. En selskabssøgende kalv. Søgen efter en lejrplads.
Rensdyr overalt. Rundtur i dalen. Udsigter til fjorden og en bræ. En tidligere isopdæmmet sø. Istidslandskabets forsvinden.
En vrimmel af rensdyr. Vandring op i højlandet. En ordentlig flok harer. Fortidsfund og flotte udsigter. Lejr helt oppe i højderne.
Morgenmad med udsigt. En hundredeeårig varde. Søer, sten,bakker og bagende solskin.
Vandring langs med den isfyldte Godthåbsfjord. Udsyn til indlandsisen, bræer, blå himmel og stille bjergsøer.
Overskyet og køligt vejr. En lille sjældenhed i fjeldet. En sidste jagtseng. Havlit, gæs, hare, ørn og falk. Turens sidste rensdyr. Lejr med udsigt til Kapisilllit.
Nedstigning igennem en stejl kløft til bugten. Ryper, hytter og rævefælder. Krydsning af elven. Kapisillits herligheder.
En råkold morgen. Venten på bygdebåden. Hjemrejse i tågen. Endelig hjemme.
Ukendte nordboruiner i baglandet.
Efter en grundig forberedelse og pakning mødte vi Lars nede ved bådebroen lørdag morgen kl. 9. Han havde tilbudt at sejle os ind i bunden af Ameralikfjordens sydlige arm, hvor turen skulle starte fra.
Turen ind gik i fint vejr, så vi sad og nød udsigten mens vi sludrede lidt undervejs. Efter et par timer kom vi ind til det område, hvor alle sedimenterne fra elven oven for Austmannedalen bliver aflejret. Herinde var vandet helt uigennemsigtigt og helt gråbrunt af suspenderet materiale.
Så langt inde, at vanddybden blev meget lille, fløj fire havørne omkring to og to i lav højde og spejdede efter mad.
Ruten det sidste stykke ind til bunden af fjorden langs med den nordre bred tages bedst ved højvande. Det var det ikke nu, så da ekkoloddet sagde 5 fod vand under båden, mente Lars, at det var langt nok. Ankeret blev lagt ud og gummibåden søsat. Vi hoppede om bord, og snart kunne vi springe i land og sige farvel til Lars og på gensyn. Han roede tilbage til sin båd, og mens vi begyndte at bevæge os lidt længere ind i fjorden og op ad bakke, lettede han anker og forsvandt udefter igen.
Vi skulle lige bruge lidt tid på at finde den rigtige rytme at gå i med rygsækkene på nakken. Vi havde pakket til 12 dage, så oppakningen var tungere, end den havde været i en del år. Min startvægt lå på 20 kg. Det var det tungeste, den havde været siden vandreturen i 2014, som var den sidste tur, inden jeg begyndte at dyrke letvægtsprincippet.
Solen stod højt på en skyfri himmel, så kropstemperaturen steg hurtigt. Til at starte med var der ikke mange insekter, men efterhånden som vi kom længere op i terrænet og buskenes højde voksede, kom der en del flere til. Det var jo ikke uventet, datoen taget i betragtning. Vi havde regnet med en del insekter på hele turen.
I et buskads skræmte vi et rypepar op. De løb sin hver vej ind i buskene, mens hannen skældte ud.
Vi kom snart lidt op i terrænet. Nede ved Kilaarsarfik kunne vi se sommerlejren fra et børnehjem, som lå derinde. Jeg havde tidligere talt med lederen af dem, der skulle oversomre derinde. Han havde inviteret os til at komme forbi. Men da vi nu var blevet sat i land et stykke ude, var vi gået i en mere direkte linje efter vores mål.
Et stykke oppe tankede vi vand i et meget lille vandløb, der kom ned fra fjeldet. Her var der ekstra mange insekter, så det var et godt sted at lodde, om vi kunne klare den uden myggenet. Det gik heldigvis fint.
Efter 3,5 km faldt vi over en cache, som lå lige ved vandrestien mellem Kilaarsarfik og Kapisillit. Den rute var på et tidspunkt blevet opmærket med små varder, som folk kunne følge. Lige her valgte vi at følge ruten, hvor den gik i vores retning. Der var trods alt hurtigere og lettere at gå på en bred sti end at gå i terræn.
Frokosten blev indtaget siddende på en sten. Det var sidste gang i mange dage, at vi kunne spise rugbrød til frokost, så vi nød hver en bid.
Den etablerede vandrerute viste sig at gå i vores retning hele resten af dagen. Vi havde forventet, at den ville dreje fra, når vi nærmede os den lange sø, Tummerallip Tasersua. Men nej. Vi kunne følge stien op i det højere terræn nær søen.
Et sted satte vi os for at hvile lidt og samtidig bruge kikkerten. På en fjeldknold kunne vi se noget menneskeskabt af sten stå. Det måtte vi op for at se på. Oppe på knolden fandt vi tre rævefælder og en sammenfaldet varde. Vi var så nær nordbogården V35, at vi kunne se den. Så tæt på måtte rævefælderne høre til den. Det ville nok passe meget godt med, at de kunne røgtes om morgenen før eller om aftenen efter dagens arbejde i vintersæsonen.
Oppe fra knolden kunne vi i kikkerten se et par gummibåde ligge ved søen. Jeg vidste fra en kollega, at der fandtes flere af den slags deroppe, som nogle folk havde liggende til rensdyrjagten.
Krydsningen af elven gik hurtigt. Vi fandt en lille rute, som kunne føre os over på nordsiden, uden at vi havde nødig at tage vadeskoene på. På den fjerne side, hvor vi kom i land, havde nogen lavet en lille markering af to små sten på hinanden. De havde nok også krydset elven her. Herfra gik stien til Kapisillit til venstre, mens vi drejede mod højre og fulgte søbredden.
Fra det sted, vi havde krydset elven, var der et par hundrede meter til nordbogården V35. Den lå nederst på en moræne lige ved søen. Snart kunne vi sætte rygsækkene fra os og gå rundt og se på gården. Den så ud til at ligge over et område, som vi skridtede af til 20x10 meter. Vi kunne se flere rum, men det hele var selvsagt sammenstyrtet for længe siden og ret begroet. Mellem gården og søen så hjemmemarken, hvor man dyrkede vinterfoderet til kreaturene, ud til at have været.
Herfra gik vi en tur rundt i området. Ifølge arkæologen Thomas McGoverns beretning fra 1981, skulle der være en del at se på i området. Nær ved gården fandt vi en ekstra bygning, som var et lille hus med to rum hver på 2x2 meter. Man har nok ikke ruttet med pladsen på en tid, hvor alt skulle opbygges af sten og tørv.
Oppe på ryggen af morænen fandt vi snart et par jagtsenge. Da jeg skrævede over den ene, snublede jeg over en af stenene og fik en lang hudafskrabning på det ene skinneben, som gik over til at blive en fem cm lang sårskorpe med et flot, 15 cm stort mærke omkring. Det var en passende belønning for fumlegængeri.
Længere oppe ad ryggen kunne vi i det fjerne se noget op ad en blok. Det viste sig at være resterne af en bygning, som i sin tid var blevet bygget med blokken som den ene væg. Nu var den faldet eller væltet omkuld. Et stykke af den ene mur stod endnu tilbage i firs centimeters højde.
Lige omkring blokken fandt vi en cache og tre jagtsenge. Vi gættede på, at stenene til dem var taget fra nordbobygningen. Mens vi stod og så på omgivelserne her, kom en falk helt uset for os nede fra søen op og nåede akkurat at komme op på blokken, som den landede på, før den fik øje på os, der stod kun fem meter væk. Omgående kastede den sig ud fra blokken og svævede væk igen. Den fik nok det største chok, men en overraskelse var det nu også for os.
Cirka 45 meter længere væk fandt vi endnu to jagtsenge. Yderligere 450 meter væk på en fjeldknold fandt vi en rævefælde, som antageligt også har hørt til gården.
Herfra et stykke ude langs søen havde vi udsyn til hele den modsatte side af søens vestlige ende. Vi kunne se flere gummibåde ligge ved søbredden, så det var nok et relativt brugt sted at tage på jagt fra.
Det var meget at finde. Dagen var efterhånden fremskreden, så vi vendte tilbage til rygsækkene. Lige før vi nåede dem, fandt vi endnu en bygning, som hørte til gården. Den lå gemt i et buskads, så den var sværere at vurdere målene på. Men i øvrigt havde adskillige arkæologer været her, så den bygning kendte museet jo alt til. Men spændende var det for os at gå her og se på det, der for 7-800 år siden havde været folks hjem og daglige arbejdsplads.
Ved rygsækkene satte vi os og slappede lidt af. Det var så varmt i solen, at selv med den fjordvind, der var her, svedte vi så snart vi rørte os. Men snart skuldrede vi rygsækkene igen og bar dem over til et sted, vi havde set tidligere, hvor vi kunne ligge ret godt for natten.
Teltet røg op og godset ind i det, før vi kunne hente vand ved søen og sætte os på en lille knold, hvor der var en smule vind, der kunne holde de fleste af de mange insekter lidt bag os. Her, klokken halv otte var det tid til lidt aftensmad, mens vi sad og slappede af og fordøjede dagens indtryk.
Efter at have siddet et stykke tid og slappet af og diskuteret den første del af morgendagens rute, kravlede vi til køjs.
Søndag morgen vågnede vi ret tidligt, da vi var gået tidligt til ro. Himmelen var overskyet og der var kun en svag vind. Mens vi spiste morgenmad, kunne vi se tre toppede skalleslugere, som lå nede ved søens udløb lige nedenfor os. De havde været på vej ud i elven, da vi kom til syne. Nu lå de i lang tid og ventede på, at vi skulle forsvinde. Til sidst mistede de dog selv tålmodigheden og fløj ud på søen.
Da vi havde spist færdig, pakkede vi sammen, og allerede klokken halv syv om morgenen kunne vi begynde at gå.
Vi valgte at gå på toppen af ryggen for lige at se på nordbobygningen ved blokken deroppe og tage nogle flere billeder af resterne. Bagefter fortsatte vi bagom fjeldknolden med rævefælden på. Vi ville gå hen til en fjeldkam et stykke henne og først gå ned til søen længst henne da det ifølge McGoverns beretning skulle være ret besværligt at gå langs med søen.
Helt ovre ved fjeldkammen kunne vi se en vejviser, nogen havde stillet op på en blok. Der ligger så mange sten oven på blokke rundt om i landet, så det er ikke til at se, hvilke, der er vejvisere, og hvilke, der er lagt af naturen selv. Men her fandt vi hele elleve små vejvisere, der anviste en rute nedenom fjeldet og over på den anden side. Når man stod ved én, kunne man se den næste. Vi blev enige om, at det formentlig havde været McGovern og hans hold, der havde anlagt dem for at de kunne have en fast rute at kunne gå frem og tilbage ad mellem nordbogårdene V35 og V36, som lå lige ovre på den anden side.
Vel ovre valgte vi at gå ud på et lille næs med en forhøjning på for herfra at prøve at overskue området og få øje på gården. På forhøjningen fandt vi først en nordbobygning og lige ved siden af en cache, som nok var bygget med sten fra huset. Lidt længere ude på næsset lå en rævefælde, som antageligt havde hørt til gården.
Lidt væk inde i et buskads var en lysning, hvor gården lå. Vi lagde rygsækkene fra os og fandt en vej gennem buskadset, der var højere end os, og kom ind til gården. Det var et bygningskompleks, som vi skridtede af til omtrent 15x20 meter. Lige nedenfor gården lå noget, som måske havde været en mødding. Det hele henlå umiddelbart som et landskab med tuer af højt, lysegrønt græs.
Tilbage ved rygsækkene fandt jeg dronen frem og fotograferede området fra luften. Gården og den særskilte bygning var interessante at få billeder af oppefra. Nærved hvor vi stod, havde nogen haft lejr på et tidspunkt. Deres skrald var stukket lidt ned i en revne, men diverse ting havde frigjort sig og lå nu og flød rundt omkring. Det fotograferede vi ikke.
Den videre rute begyndte at blive spændende. Vi kunne se af Grønlands Nationalmuseums hjemmeside, at de to gårde, vi havde besøgt, i tidens løb var blevet besøgt flere gange af arkæologer. Men fra V36 og længere ind havde der kun været en enkelt arkæolog på besøg og det helt tilbage engang i perioden 1948-1951. Ifølge det af hans beretning, der var tilgængelig på museets hjemmeside, havde han kun fundet noget ved den gård, der lå helt inde ved bunden af søen i den anden ende.
Vi gik nogen tid langs med søen men lidt oppe ad en skråning for at få overhøjde og dermed udsigt samt slippe for at gå i den våde zone nede på det flade bælte ved søen. Et sted holdt vi pause oppe på en ryg. Her kunne vi i kikkerten se en havørn sidde på en sten 800 meter væk ovre på den anden side af søen. Den sad nok og hvilede sig eller holdt udkig efter det næste måltid.
Efter et stykke tid blev vi enige om at holde frokostpause ude på den næste halvø, når vi nåede dertil. Den havde en fjeldknold, som nok ville være god at sidde på og se sig lidt omkring, mens vi spiste.
Derovre gik vi op på knolden og faldt over først en rævefælde, så en jagtseng og dernæst en cache. Det var jo ganske godt herinde, hvor der slet ikke var markeret noget på kortet.
Vi søgte ud på den østlige spids af halvøen for at få mest mulig vind at sidde og spise i. Lige da vi kom herud, faldt vi over noget, der var opbygget af sten. På afstand troede jeg, det var en grav. Men da vi satte rygsækkene fra os, og jeg kom derover og så hvad det i virkeligheden var, kom jeg til at råbe op af bar overraskelse. Inden jeg fik afsløret alt for meget, fik jeg dog lukket gabet i, så Dorthe selv kunne komme over og se på det. Hun kom over og så efter. Så udbrød hun: ”Det er jo en nordbobygning!”. Og det var det.
Først gik vi lidt rundt og så på bygningen. Inden vi begyndte at gå den nærmere efter, spiste vi dog frokost, så det ikke blev alt for sent, inden vi fik den. Mens vi spiste, kunne vi se ringe ude på søen. Der var åbenbart fisk, der havde fået samme gode ide som os. Så snart vi havde fået frokosten kørt ned i dybet, sprang vi op og snusede rundt om, på og i bygningen.
I den vestlige halvdel voksede der en del buskads, mens den østlige ende var mindre hårdt ramt. Vi fik dog efterhånden fundet frem til, at bygningen var ca. 14 meter lang og inddelt i fire rum med mure, der endnu stod i op til 60 cm højde. Hvor langt, de gik ned under terrænoverfladen, var ikke til at se, men da murene antageligt var faldet delvist sammen, lå der nok dele af murene både indeni og udenfor, så terrænet var blevet kunstigt hævet.
Da vi endelig havde beskrevet det hele og taget et hav af billeder, måtte vi hellere se at komme videre. Der var langt ind til næste lejrplads.
Næste stræk gik langs med søbredden, som ikke var så nem at gå langs. Vi forstod snart, hvorfor der ikke havde været flere arkæologer inde ved den inderste gård. Det var slet ikke umuligt eller for den sags skyld svært for os at gå her, men det var bare mere anstrængende, og krævede langt mere tid at passere end de fleste steder, man kommer. Det gik op og ned, igennem buske og småsumpede områder. Det meste af tiden gik vi på en ret hældende skråning. Det var godt varmt, og så skulle vi endda være glade for, at det hele dagen var overskyet. Et sted fandt vi skind fra to rensdyr, der var blevet skudt engang i vinterens løb.
Efter nogle timer kom vi endelig over til en bugt, hvor en lang moræne havde sit ene endepunkt. Vi krydsede et vådområde og kom over til morænen. Her kunne vi se, at folk var sejlet ind for at ligge i lejr i læ af morænen. Vi gik op på moræneryggen og begyndte at gå på toppen ind mod enden af søen.
På morænen havde rensdyrene trampet virkelig gode og brede stier, som vi nu kunne følge i ro og mag. Der var også en dejlig udsigt heroppefra, så i det hele taget var det en fornøjelse at gå det sidste stræk på dagens rute. Efterhånden som vi bevægede os ind mod søens endepunkt, kom vi stille og roligt højere op. For enden af søen lå et lille fjeld. Her havde isen under istidens afslutning aflejret fire moræner, der lå, så de samlet lignede et øje. Naturen finder på de mest fascinerende ting.
Endelig, da vi to kilometer længere fremme kunne begynde at se os om efter et passende lejrområde, dukkede endelig det første rensdyr op. Vi havde med mellemrum set tegn på rensdyr, men dyrene selv havde ladet vente på sig. Nu kom et dyr ned fra højlandet og ned på stien et stykke foran os og forsvandt hurtigt længere ind.
Vel fremme for enden af søen blev vi stående på morænen. Vi blev enige om at finde et passende sted at slå lejr heroppe, så vi kunne slippe for alle de insekter, der måtte være nede i buskadset ved nordbogården, der lå her.
Vand hentede vi ovre ved elven 300 meter væk. Så slap vi for at gå ned til søen og knokle op ad bakken igen. På vejen derover gik jeg et sted lidt ud til højre. Da Dorthe sagde noget til mig, vendte jeg mig om og svarede. Lige da jeg udstødte den første lyd, fløj en hel flok af en eller anden småfugl ud fra en rede kun tre meter fra mig. De spredtes vifteformet ud til alle sider og forsvandt. Det så ret heftigt ud.
Vel tilbage med vandet, blev teltet slået op, og så kunne vi begynde at se os om efter et sted at spise aftensmad.
Siddende yderst på morænen her med udsigt ned til nordbogården under os og ud over søen og fjeldene nød vi at sidde ned og slappe af, mens vi planlagde morgendagen.
Efter et krus the gik turen ind i teltet til soveposen. Det var herligt at strække sig ud og slappe lidt af.
Vi var dårligt faldet i søvn, før vi kunne høre en flok rensdyr løbe forbi teltet. Det gentog sig flere gange i de kommende timer, før der endelig blev lidt ro, så vi kunne sove videre. Midt på natten vågnede vi begge ved, at tre ræve sad oppe i fjeldet og skreg ad hinanden. De blev ved og ved. Først morede vi os over det, men senere ønskede vi, at de snart kunne holde inde. Efter halvanden time blev den nærmeste ræv heldigvis hæs. Så kunne vi bedre abstrahere fra det og vi faldt i søvn igen.
Mandag morgen vågnede vi ved fem-tiden. Efter lidt tilløb stod vi op og klokken halv seks sad vi og spiste morgenmad. Det var igen en skyet dag, og med diverse stænk regn tog vi regntøjet på yderst, før vi satte os.
Mens vi spiste, kom med mellemrum to flokke á seks rensdyr til syne på hylden tyve meter under os. For enden af hylden begyndte de alle at gå op, til de fik vores fært i snuden. Så vendte de om og stak i rend tilbage den vej, de var kommet. En toppet skallesluger fløj fra søen henover os og ind mellem fjeldene bag os.
Regnen blev dog heldigvis ikke til noget, så da vi var færdige med maden, kunne vi tage noget af tøjet af, inden vi pakkede lejren sammen og vendte os om for at gå ned.
Først gik vi ned til hylden under os, hvor vi havde set noget, der lignede en jagtseng, oppefra. Det var det også. Vi så den lige an, inden vi fortsatte ned til en bakke mellem os og nordbogården V037.
Arkæologen Vebæk, der havde besøgt stedet på et tidspunkt i perioden 1948-1951, havde beskrevet, at der skulle findes fire tørstenshuse på bakken. I det hele taget lod det til, at arkæologerne brugte eller for den sags skyld bruger et lidt anderledes vokabularium. I de sammenhængende huskomplekser med flere rum, som de fleste gårde lader til at være, kalder de hvert rum for en ruin. Nu havde Vebæk som nævnt beskrevet, at der på bakken her skulle findes fire tørstenshuse. Betød det fire separate bygninger, eller betød det én bygning med fire rum?
Vi kom ned på bakken og faldt straks over et firkantet hus med fire rum. Sådan. Det så godt ud. Husets ydre mål var 6x6 meter med mure, der stod 60 cm højt. Der voksede en del højt krat i rummene, der var ret små.
Huset stod op ad en stenblok. På den modsatte side af blokken fandt vi en jagtseng. Det virkede logisk nok, for der var jo masser af sten at tage af. Det havde nogen engang benyttet sig af.
Mens jeg noterede ved jagtsengen, snusede Dorthe rundt. Snart kaldte hun. Der var et hus mere. Jeg skyndte mig derned. Ganske rigtigt var der endnu et hus magen til det første. Der voksede dog meget krat i rummene og ud over murene, så det var sværere at beskrive.
Nu begyndte vi at tro, at der var fire huse, så vi søgte grundigt rundt i et større område. Men vi fandt ikke mere. Vi mente ikke, at endnu to huse med murværk kunne gemme sig for os her på bakken, for vi havde søgt grundigt. Efter at have tænkt lidt over det, blev vi enige om, at vi nok havde fundet et nyt hus, som Vebæk ikke havde fundet. Det, der var tilgængeligt af Vebæks beretning på museets hjemmeside sagde, at det havde regnet konstant, da han var på stedet. Han havde videre skrevet, at der meget vel kunne findes mere end det, han selv havde fundet. Den bemærkning kunne jo tolkes som om, han kun havde haft ganske kort tid på stedet.
Næste bygning lå nede i det tykke buskads på det flade område nede ved søen. Det var en mindre men flot bygning med tykke mure og tre rum. Den var, som Vebæk havde beskrevet den. Efter at have lavet vores egen beskrivelse og taget fotos vendte vi os om mod selve hovedbygningen, som lå nær ved.
Den var nem at gå rundt i. Alle rummene kunne fint genkendes som separate rum. Ingen af dem var ret store. Men det har sikkert heller ikke været nemt at lave et tag over et stort rum med de materialer, man havde til rådighed.
Vi fik lavet vores egne opmålinger og observationer. Så var det tid til at komme tilbage til rygsækkene og fortsætte turen. Der lå ellers et stort krat bag gården, som der godt kunne gemme sig flere bygninger i, men det var et både stort, højt og meget tæt krat, så vi var ikke interesserede i at knokle rundt i det i flere timer.
Tilbage ved rygsækkene var klokken også blevet højt op ad formiddagen. Vi hev dem på nakken og gik længere ind i landet. På vejen op fik vi lige det flotte syn af en jagtfalk, der jog en havørn væk fra det, den mente, var dens område. Gang på gang dykkede falken ned mod ørnen, der dukkede hovedet og dykkede for ikke at blive hakket på, mens den søgte at flyve sin vej.
Oppe ved den første sø vendte vi os og fik øje på en lyserød trøje, der var på vej ned ad fjeldet bag os. I kikkerten kunne vi se to personer, som var på vej ned fra et pas. De var nok kommet inde fra Kapisillit. De var et stykke væk og vi vidste ikke, hvad vej de ville gå, så vi fortsatte op til et saddelpunkt i landskabet.
Heroppe ville vi lave et depot. Denne tur var nemlig noget anderledes, end dem, vi tidligere havde været på. Vi havde i gamle papirer fundet en bemærkning fra arkæologen Daniel Bruun, der havde rejst rundt i Grønland i starten af 1900-tallet for at se på nordboruiner. Da de havde set, at han var interesseret i den slags, havde nogle grønlandske fangere fortalt ham, at de kendte til et hus af sten, som lå langt inde i landet. Det lå omtrent en halv dagsmarch fra gården V37, som vi netop havde set på. Huset skulle angiveligt have målene 2x10 meter. Murene skulle stå op i mandshøjde og dele af taget skulle endnu være intakt. De gamle fangere havde ment, at huset var bygget af nordboerne.
Den beskrivelse havde vi tænkt en del på i det foregående år. Ruten her var derfor lagt dels for at få flotte naturoplevelser men også for at gå rundt i området mellem V37 og Godthåbsjorden i det vage håb, at vi måske kunne være så heldige at falde over huset. Ganske vist virkede målene 2x10 meter ikke rigtig overbevisende på os. Et så langstrakt hus ville dels være et stort hus så langt ude i fjeldet, og dels ville det have en masse spildplads. Daniel Bruun havde i sin beretning da også tilføjet et spørgsmålstegn til målene. Han syntes nok også, at målene virkede forkerte. Et mål på 2x2 meter eller 2x3 meter virkede mere sandsynlig for os til en bygning langt væk fra hovedgården. Til gengæld ville den jo så også være meget sværere at opdage.
Ruten, vi havde lavet, ville derfor tage os rundt i sløjfer ligesom ved et stjerneløb. Efter et par dage ville vi hver gang vende tilbage til samme punkt, hvor vi derfor ville lægge det meste af vores mad i et depot. Med en lettere rygsæk ville det ikke være helt så anstrengende at gå omkring i landskabet.
Vi fandt en revne i fjeldet, hvor vi fik lagt vores mad og derpå muret den inde med sten, så rævene ikke kunne gå i den. Nu vidste vi, at netop dette område var ret benyttet af vandrere, men det færdige depot var næsten umuligt at opdage med mindre, man stod lige ved siden af det og i øvrigt havde øjnene med sig.
Da depotet var færdigbygget, kunne vi se, at de to personer var kommet ned fra passet og havde kurs hen i retning mod os. Vi gik derfor lidt væk og satte os på en knold for lige at sige dav, når de kom op til os.
De viste sig at være to yngre mennesker, som var på vandretur. De var polakker, og det var lidt sjovt at møde dem. Det var første gang, jeg var rendt ind i polakker på Grønland. Især fyren var tændt på turen, mens kvinden var mere behersket i sin begejstring. Vi fortalte lidt om hver vores ruteplaner, og de spurgte ind til vores input på den videre del af deres tur. Så sagde vi farvel og fortsatte i hver vores retning.
Vi gik hver vores vej rundt om en sø, før de to forsvandt op over et saddelpunkt, som vi skulle op over nogle dage senere.
Nede ved søen faldt vi over en gammel rævefælde, som nok havde hørt til gården V37. Den registrerede vi og satte os så ned for at holde frokostpause.
Mens vi sad her, kunne vi se noget af sten, der lå lidt væk. Så da vi havde spist færdig, gik vi derover for at se det an. Det var en lejrplads, der kunne se ud til at have være benyttet flere gange. Vi kunne godt se, hvorfor det var en brugt lejrplads. Den lå en times gang fra søen oven for alle buskene i lavlandet nede ved søen. Her ville man ligge bedre og samtidig have kortere at gå til, hvor man nu ville hen.
Efter frokosten fortsatte vi op mod en fjeldtop. Vi skulle knap to hundrede meter højere op, så det var til at overse. Deroppe kunne vi se ud over et større område. Vegetationen her var meget sparsom og på toppene ved den nærmest helt fraværende. Vi faldt over en cache på en af de første toppe.
Nu gik ruten mere eller mindre ligeud i retning mod sydøst resten af dagen. Vi snoede os lidt ind og ud mellem fjeldknolde og flokke af rensdyr. Et sted holdt vi en pause og satte os på hver sin sten. Først da vi rejste os for at gå, opdagede vi, at den sten, Dorthe havde siddet på, var brugt som en del af en cache. Cachen havde været bag hende, mens vi rastede. Det viste ret godt, hvor nemt det er at overse ting herude.
Fra tid til anden skræmte vi rensdyr op, som ellers lå og slappede af. Et enkelt dyr kunne jeg ikke lade være med at liste mig ind på, mens jeg filmede hen imod det. Jeg kom ind på omkring ti meters afstand, før det opdagede mig og rejste sig. I løbet af dagen så vi over 60 rensdyr. Det var noget af en forandring fra de foregående to dages vandring, hvor vi blot havde set et enkelt.
Ud på eftermiddagen gik vi igennem et pas i knap 550 meters højde. På den fjerne side diskuterede vi, hvad vej, vi skulle vælge herfra. Vi kunne vælge at gå ned i dalen og op igen på den fjerne side og fortsætte videre op eller gå skråt opefter på en mere træls rute for at spare højdemetre. Vi endte med at vælge det første. Selvom vi kun havde gået en halv dag, havde terrænet været noget træls at gå i, og vi havde efterhånden trætte fødder.
Dalen lå i 450-470 meters højde og var flad og fast at gå i, så det var ret velkomment. Vel ovre på den anden side skævede vi op mod den skråning, vi skulle op ad. Efter at have konfereret lidt, blev vi enige om at holde inde for i dag. Så vidt, vi kunne se på kortet, skulle vi langt op for at finde noget, der kunne ligne en hæderlig lejrplads, og det var vi ikke i hopla til.
Derfor lagde vi rygsækkene og gik lidt omkring, til vi fandt en god lejrplads. Den lå i en lavning bag en morænevold lidt oppe ad den fjeldside, vi skulle op af næste dag. Her slog vi teltet op og hentede vand ovre ved en elv.
Mens vi sad ved elven og hvilede lidt, brugte jeg kikkerten og så noget langt ude ved en søbred. Det kunne være anlagte sten, men det var nok bare noget naturligt. Men det pirrede jo alligevel nysgerrigheden.
Tilbage ved teltet satte vi os op på kanten af morænevolden, lavede aftensmad og hvilede de trætte fødder, mens vi fik et tiltrængt foder. Ude i dalen gik rensdyr rundt og spiste deres aftensmad, men efterhånden gik det op for dem alle, at der var uvelkomne gæster i nabolaget, og dalen tømtes langsomt for dyr.
Da vi havde spist, sad vi lidt og slappede af og fordøjede lidt. Så blev vi enige om at gå en aftentur ned langs den langstrakte sø, hvor jeg havde set noget i kikkerten. Der var ca. 1200 meter ud til det sted, hvor jeg måske havde set noget, men hvis ikke vi gik derud, ville vi jo slet ikke finde noget. Ergo rejste vi os og gik.
Lige før søen lå en kort morænevold. Man kunne se, den havde sin egen dannelseshistorie. Den anden halvdel af volden måtte være blevet skyllet væk ved istidens afslutning, da isen havde stået nede i den fjerne ende af søen og blokeret for et afløb den vej. Vandet måtte da have eroderet halvdelen af volden væk, mens det flød henad dalbunden forbi fjeldet og ud i den næste dal.
Da vi alligevel skulle forbi morænevolden, valgte vi at gå op på den for at se, om der skulle være noget af interesse.
Lige da vi kom op på den, lå der en cache på kanten til toppen. Jeg bliver altid sidst færdig med at beskrive det fundne. Dorthe, der tager billederne, gik derfor lidt omkring på den flade top, mens hun ventede på at jeg blev færdig.
Jeg fik skrevet færdig, stoppede telefonen i lommen og vendte mig om for at se efter hende. Hun stod lidt væk bag nogle stenblokke og så meget glad ud. Jeg kunne godt regne ud, at hun måtte have fundet noget, der var lidt ud over det sædvanlige.
Mens jeg gik over mod hende, fik jeg ind mellem to stenblokke lige et glimt af noget stenmur. Underligt nok blev jeg i første omgang ikke specielt glad. Jeg blev nærmest paf. Da jeg rundede den sidste blok og fik et ordentligt udsyn, kunne jeg se en lille bygning af sten. Vi så på hinanden, og nu kunne jeg mærke glæden komme strømmende. Vi havde fundet en nordbobygning.
Besigtigelsen af bygningen blev ret grundig. Den var 2x2 meter indvendigt med en halv meter tykke mure, der indvendigt stod op i en meters højde. Det svarede vel nogenlunde til kanten af brystkassen på en voksen mand omkring år 1900. Gulvet var dækket af et tykt lag mos, men man kunne mærke flade sten fra taget nedenunder. I det ene hjørne lå der over moslagets niveau to store flade sten, som ikke var mosbevoksede. De var nok faldet ned langt senere end den del af taget, der lå under moslaget.
For os kunne der ikke være nogen tvivl. Det her måtte være den bygning, som hele vandreturen var bygget op over. Den svarede i enhver henseende til det, vi havde forventet, der skulle være. Den lå også i den rigtige afstand fra gården V37. Vi havde ved et fabelagtigt held fundet en nål i ti høstakke.
Der blev taget ikke så få billeder af bygningen, mens vi beskrev den. Endelig blev vi færdige. Jeg gjorde mine til at gå videre, men Dorthe sagde: ”Der er mere.” og gik lidt væk. Her viste hun mig først en jagtseng og derpå noget, vi lige skulle studere nærmere for at konkludere hvad var.
På vores vandretur i 2022 havde vi nær indlandsisen fundet to små stenhuse bygget med flade sten. De var faldet delvist sammen. Det, vi nu så på, var to tilsvarende huse, der blot var faldet helt sammen. Det var også enormt interessant. I foråret før denne tur var jeg blevet kontaktet af museet, som ville vide noget mere om de to stenhuse, vi fandt i 2022, da de var ret interesserede i dem. De huse var og er en sjældenhed, som man indtil 2022 kun havde kendt på én anden lokalitet i hele Grønland, og i øvrigt vidste man ikke, hvem der havde bygget dem. Nu havde vi fundet to mere på, hvad der var en tredje lokalitet.
Det hele blev beskrevet og fotograferet fra alle sider. Derpå gik vi en runde over hele toppen af moræneryggen uden at finde mere. Så kunne vi ikke gøre mere for museet på dette sted. Efter at have set en sidste gang på nordbobygningen – og taget nogle flere fotos – gik vi ud langs søen for at se, om der var noget derude.
På vejen derud kom tre islommer hen for at se nærmere på os. De lå længe og svømmede rundt i nærheden, mens vi knipsede løs med kameraerne. De var sikkert lige så nysgerrige og interesserede i synet, som vi var.
Endelig nåede vi ud til vores mål for aftenens gåtur. Det, jeg havde set i kikkerten, viste sig at være en bunke sten, som naturen selv havde placeret der. Da vi nu alligevel var langt ude langs søen, valgte vi at gå ud for enden for at se ud over området nedenfor.
For enden af søen var der et pas, og derude havde vi et flot udsyn. Nedenfor lå landet med dale, bakker og søer ned til Godhåbsfjorden. På den fjerne side lå andre landområder klemt inde mellem indlandsisen og flere bræer.
Et stykke ude og nedenfor os kunne man se, hvor isen for en to-tre-fire hundrede år siden havde ligget under den såkaldte lille istid. Den havde aflejret en ret markant morænevold langs stort set hele vores synsfelt. Et sted derude sad en hare og slappede af.
Tilbageturen gik delvist op over fjeldet, uden at vi så andet end den flotte udsigt og aftenhimmelen, hvor solen var gået ned. Hjemme ved teltet var det bare med at få børstet bisserne og krybe i poserne. Klokken var omkring midnat, og det havde været en lang dag.
Tirsdag morgen stod vi lidt senere op, men vi var jo også kommet sent til køjs. Først ved ti-tiden om formiddagen var vi klar til at gå videre. Nu skulle vi op ad den lange opstigning, vi havde udsat fra dagen før.
Turen gik fint. Vi gik op langs et vandløb, hvor vi skiftede mellem at gå på først den ene og så den anden side, til vi kom op til en sø i 600 meters højde. Her fulgte vi søen en times tid i bagende solskin og vindstille, til vi henne for enden skulle op ad en ny stigning for at komme om bagom et fjeld.
Denne opstigning tog også nogen tid. Næsten oppe mødte vi en hare, som smuttede om bag en top.
Frokosten blev holdt i omkring 770 meters højde med udsigt mod øst ind over indlandsisen. Udsigten var herlig og efter at have bevæget os samlet set 300 højdemeter op i terrænet var det dejligt bare at læne sig tilbage og nyde udsigten.
Alting får jo en ende, og vi skulle videre, så efter en god frokostpause fortsatte vi. Vi var nu ude for enden af det ene ”ben” på en sløjfe. Herfra skulle vi tilbage i retning af V37 og depotet for at tanke mad til den næste sløjfe.
Vi gik lidt langs et par søer, til vi nåede indgangen til en lang kløft, vi kunne følge et godt stykke vej. Selve kløften var ret stenet, og hvor den ikke var stenet, var den vandlidende, så alt i alt blev det en lidt kedelig affære at gå her.
Først skulle vi lidt op, til vi nåede et vandskel. Herfra gik det i hovedsagen nedefter resten af dagen. Fra tid til anden kom vi forbi åbninger i fjeldsiden til højre, hvor vi havde udsyn ned over det område, vi dagen før havde passeret. Fjeldsiden mod venstre var høj og stejl, og der lå en del nedfaldsmateriale for foden af den, så vi holdt os mest muligt til højresiden af kløften.
Sidst på eftermiddagen nåede vi ned til en sø for enden af kløften. Vi kantede os lidt rundt på en skråning, til vi nåede op til et plant stykke. Her faldt vi straks over endnu en jagtseng. Den gav os et dejligt påskud til at holde pause og lade sveden på ryggen tørre lidt ind, mens vi registrerede jagtsengen.
Den videre færd her gik på en moræneryg, der stemte hele den ene langside af søen inde. Hvis den en dag gav efter, ville der stå en flodbølge ned ad skråningen til højre og ud i den sø, der lå en snes meter nedenfor. Nogle islommer lå ude i søen og fulgte lidt efter os, mens de studerede os.
Midt på moræneryggen fandt vi endnu en cache bygget mellem to blokke. Her holdt vi endnu en pause og fotograferede lidt på kræene ude i søen.
For enden af moræneryggen gik det ned ad bakke, til vi nåede udløbet fra søen nedenfor. Her blev vi enige om at slå lejr for natten. Vi kunne lige finde et frimærke at slå teltet op på mellem alle stenene.
En eftermiddagsvind gik hen over søen, men på siden af en moræne kunne vi sidde godt i læ af det værste og slappe af, mens vi fik noget at spise og bagefter et krus the.
Vi sad ved indgangen til en kløft og var i tvivl om, hvorvidt vi kunne gå gennem kløften næste morgen eller om vi skulle op over fjeldknolden bag os for bagefter at gå ned. Så da vi havde spist og slappet lidt af, gik vi en aftentur ind i kløften for at se os lidt om.
Et stykke inde fandt vi støvlespor efter andre mennesker, som havde været her siden sidste regnfald. Det var jo ikke så overraskende i og med, at hele området var relativt meget benyttet af diverse vandrere.
Heldigvis kunne vi se, at det var helt fint at gå gennem kløften og ned. Med den viden kravlede vi op på toppen af fjeldknolden og søgte heroppe efter interessant ting uden dog at finde noget.
Derefter var det bare med at komme tilbage til teltet og sin lune sovepose.
Onsdag morgen stod vi igen tidligt op. Allerede klokken fem havde vi sat os og kunne spise morgenmad, mens vi så på tre islommer, der nysgerrigt kom svømmende over til os. I lang tid svømmede de lige foran os, mens de iagttog os. Jeg prøvede at filme dem med dronen oppefra, men det skulle de ikke have noget af. Da dronen nærmede sig, dykkede hele banden.
I stedet fløj jeg en tur op langs moræneryggen vi havde gået på sidst på gårsdagen og filmede her. Mærkeligt nok blev islommerne ikke skræmte, men blev lige i nærheden for at se mere af os.
Mens vi sad og spiste, kunne vi flere gange i det fjerne høre en rumlen. Efter nogle gange blev vi enige om, at det måtte være en af bræerne ude i Godthåbsfjorden, vi kunne høre. Måske havde de sidste dages varme og solskin smeltet en masse vand, som smurte bunden af bræen og dermed lod den glide hurtigere ud i fjorden.
Efter maden blev lejren brudt ned, og vi gik ud gennem kløften. Her kunne vi lige krydse elven og komme ud til en fin sti, der førte ned i den næste dal. Hernede kunne vi se rensdyr gå omkring. En simle med sin kalv så os lidt an, før de stak af. De øvrige holdt en langt mere respektfuld afstand til os. De vidste nok godt, hvad mennesker var for en størrelse.
Nede i dalbunden krydsede vi en elv og gik med den på vores venstre hånd, mens vi gik ud gennem den næste kløft.
Den havde vi heldigvis kunnet se i kikkerten et par dage tidligere, så vi vidste, hvor vi skulle gå ned i den sidste dal før vi nåede tilbage til nordbogården V37.
Lige da vi kom ud, så vi kunne se ud i dalen, blev vi opmærksomme på tre telte, der stod ovre i nærheden af det sted, vi et par dage tidligere havde spist frokost. Nogle voksne, og hvad der så ud til at være børn, gik omkring med kurs væk fra os.
Nå, vi skulle ikke derover. Vi ville tilbage til V37. Dels ville vi se efter eventuelle rævefælder på den side af fjeldknolden ved gården, der vendte herover, og dels skulle vi lige se nærmere på den modsatte side af elven, der flød forbi gården. Dette havde vi besluttet allerede mens vi var ved gården første gang.
Nede i kanten af dalen faldt vi over to varder, der var faldet mere eller mindre sammen. Igennem kikkerten så vi også i buskene nedenfor de tre telte vraget af en fangsthytte, som nok var blæst i stykker i en eller anden vinterstorm og nu henlå som skrald.
Turen rundt om fjeldknolden ved gården var træls, da fjeldet var meget skrånende og bevokset med meget og højt buskads. Vi fandt ingen rævefælder men kun en delvist sammenstyrtet varde, som var bygget af endog meget store sten. Nede ved søen kunne vi se en jolle med påhængsmotor ligge. Den måtte have sejlet dem i teltene herind.
Det sidste stykke før gården var ekstra stejlt, og her begyndte det at blive mere vanskeligt at passere. Men det lykkedes, og snart stod vi på gårdens hjemmemark.
Vi gik ind over marken og lagde rygsækkene fra os lidt ovre i den opstrøms ende. Det var dejligt at lægge dem fra sig og rette ryggen helt ud. Som det første skulle vi lige se på nogle sten, vi kunne se i nærheden.
Da vi kom derhen, var der ikke noget at være i tvivl om. Det var endnu en ukendt nordbobygning. Der var ikke meget tilbage af den. Den havde i sin tid været lavet forsænket ned i jorden og gulvet derpå belagt med sten. Den slags havde vi set andre steder, så det var til at genkende, selvom der ikke var meget at se på. Det indre var fyldt næsten helt op til terræn, men det nederste lag sten ved murene samt en smule af stenene indenfor kunne lige ses.
Den blev beskrevet og det samme blev en jagtseng, der lå lige i nærheden og velsagtens var bygget med sten fra ruinen. Bagefter sad vi og slappede lidt af og fik drukket en masse vand, før vi fattede rygsækkene og gik op mod depotet. Klokken var ved at være mange, og vi fik ingen frokost, før vi hentede den ved depotet.
Turen derop gik heldigvis lige efter en snor, og snart kunne vi fiske depotet frem fra sin plads. Da der nu lå folk i lejr her, havde vi besluttet os for at tage det hele med i stedet for at lade det blive liggende.
Først gik vi ned i samme retning som polakkerne nogle dage før. Nede ved søen lige før opstigningen standsede vi og holdt frokostpause.
Bagefter var det med at klø på og se at komme op ad skråningen, så vi kunne komme ind til den næste dal og se ud over landet ved Godthåbsfjorden.
Turen op var varm og med rygsækkene nu fyldt op med al tilbageværende mad randt sveden godt. Da vi var nået næsten op, fik vi øje på mennesker længere fremme. Vi kunne se, at det var to voksne og fire børn. Nu gik det op for os, at dem, der lå i teltene bag os, måtte være folk fra børnehjemmets lejr ude ved Kilaarsarfik. Vi måtte hellere holde en kurs, der førte os over imod dem og lige sige hej.
Det viste sig, at den ene af de voksne var ham, der tidligere havde inviteret os til at komme forbi deres lejr. Nu sagde vi hej og dav og spurgte til hinandens planer. Det var ganske rigtigt dem, der lå i lejr i teltene. De havde været heroppe for at se ud over fjorden og bræerne. Så sagde vi farvel, ønskede hinanden en god tur og gik hver vores vej.
Vi gik et stykke ud over en let kuperet slette med et par søer. For enden af den anden sø gik en lang bakke med en svag hældning opefter. Den fulgte vi nu.
Lidt oppe rendte vi ind i en rensdyrkalv, som måtte være kommet væk fra sin mor. Nu søgte den en flok at følges med. Den kaldte lidt i retning af os og fulgtes så med os i et kvarters tid i afstande, der vekslede fra halvtreds til to meter. På en eller anden måde undgik den at få vores fært før til sidst, men så smuttede den også. Lidt efter så vi den i selskab med to større dyr. Det var nok et bedre selskab for den.
Da vi kom så langt frem, at vi kunne se bedre ud over fjorden og bræerne, blæste det en del. Her kunne vi ikke slå lejr. I stedet drejede vi til venstre og gik parallelt med Godthåbsfjorden et stykke, mens vi så efter egnede lejrpladser. Undervejs faldt vi over to caches og et skjul, nogen havde lavet af sten velsagtens for både at ligge i skjul og ligge i læ. Rensdyr gik der en del af men ret spredte.
Efter at have gået omkring i nogen tid, endte vi i et område tilbage i nærheden af den større sø lige på indersiden af bakken, vi havde mødt kalven på. Her var der en fin lille krog til teltet. For en sikkerheds skyld blev der lagt godt med sten på pløkkerne.
Aftensmaden blev indtaget i læ af en fjeldknold og med udsigt over søen og omgivelserne. Bagefter gik vi en lille tur og fandt endnu to caches. Dette havde nok været et anvendt jagtområde langt tilbage i tid.
Torsdag morgen spiste vi morgenmad atter med udsigt ud over søen. På vejen derover mødte vi en rype, der stod på en sten. Den var ikke meget for det, men vi fik lov at passere den uden at den smuttede.
Mens vi spiste, kom over hundrede rensdyr gående ned langs den ene søbred og passerede os. De havde antageligt været nede i lavlandet i nattens eller morgenens løb for at fouragere.
Da vi gik tilbage til teltet, stod rypen der endnu, og nu så vi, hvorfor den ikke var smuttet før. Den havde kyllinger med sig. I alt seks styk. Vi ønskede dem en god morgen og pakkede så til en dagstur.
Vi havde bestemt os for at lade teltet stå her og kun gå med det mest nødvendige for at se på dalen og så vende tilbage til teltet om aftenen. Det tog ikke lang tid at pakke, og så var det med at komme af sted.
Først holdt vi til venstre, mens vi gik udefter imod fjorden. Her mødte vi adskillige rensdyr som dog holdt god afstand til os. Et stykke ude gik det mere op og ned hen over nogle rygge. Ved den første ryg så vi tre harer, som sad et stykke væk. En simle med sin kalv kom gående forbi harerne. Kalven havde tydeligvis aldrig set noget så spændende, som de tre harer. Den luskede hen for at se nærmere på dem. Da harerne stak af, rendte kalven den modsatte vej, men da det gik op for den, at harerne også var løbet deres vej, blev den mere modig og listede tilbage. Det sad vi og morede os over, mens vi så det hele i kikkerten.
Bagefter fortsatte vi ud forbi ryggene, til vi kom så langt ud, som vi ville. Der var en flot udsigt ud over fjorden. Det var lidt synd, at det var overskyet, men man kan jo ikke få det hele. Flot var det.
Vi delte os og gik hver vores vej ned mod en sø, der under den lille istid havde været stemt op af en bræ, der havde skubbet en høj morænevold op. Efter at isen havde trukket sig tilbage, havde vandet i søen slået hul i volden med det resultat, at søens vandspejl lå en 35-50 meter lavere end voldens overkant.
Dorthe gik direkte ned til søen og videre ud mod gennemskæringen. På vejen faldt hun over et bålsted, hvor nogen havde smadret en ølflaske samt smidt en knækket vandrestav fra sig. I kikkerten kunne jeg se Dorthe samle glasskår sammen og stoppe dem ind under nogle sten i bålstedet. Så kunne dyrene da ikke skære sig på dem.
Jeg gik ud på moræneryggen og kunne nede i landet på ydersiden se en stor buk stå og gumle i sig. Jeg holdt mig lidt ude af syne, så kun hovedet stak op. Så opdagede han mig slet ikke.
Landskabet mellem volden og fjorden var meget bart og kun delvist bevokset. Det måtte tage planterne en del tid at vinde det terræn tilbage, som havde været dækket af bræis indtil for et par hundrede år siden.
Ved gennemskæringen gik jeg ned til Dorthe. Ude på søen lå der et par islommer, og fjeldørreder lavede ringe i vandet. Dorthe fik endda øje på to ørreder i vandet.
Hernede forsøgte jeg at flyve lidt med dronen, men den klagede over for stærk vind, så det opgav jeg efter en kort tur. Dronen blev pakket sammen, og vi kravlede op på morænevolden på den anden side af gennemskæringen.
Her gik vi på volden, til vi kom så langt, at vi kunne gå direkte ud på terrænet på den østlige side af dalen. Nede i det område mod fjorden, som havde været dækket af bræen under den lille istid, havde rensdyrene i tiden siden lavet en masse dyreveksler på kryds og tværs. Da beplantningen endnu ikke var kommet sig, fremstod dyrevekslerne ekstra tydeligt.
Vi ville ikke gå ned i det område, der havde været dækket af bræen, for hernede ville alle spor efter nordboerne med garanti være totalt forsvundet.
Et sted ovre i østsiden fandt vi et godt sted at spise frokost. Så sad vi og nød udsigten, mens vi i kikkerten studerede terrænet længere ovre mod øst. Samtidig tog vi billeder af det. Det kunne jo være, at en fremtidig tur skulle gå derind, og så ville gode billeder være rare at have til planlægningen.
Hele dagen havde vi hørt buldren fra den inderste bræ i fjorden. Desværre kunne vi ikke se derind. Den næstinderste bræ lå lige over for os, men den opførte sig ganske behersket. Der var masser af is i fjorden, men det meste var små stykker, så måske var der slet ikke noget spektakulært at se på inde ved den inderste bræ. Men travlt havde den nu efter lyden at dømme.
Efter frokost begyndte vi at gå opefter tilbage i retning af teltet. Det gik stille og roligt, når vi samtidig skulle se efter ting og sager og spejde efter rensdyrene. Af ting og sager fandt vi i dagens løb to caches. Den ene var ukurant stor med en aparte lang, tynd sten med målene 2 meter x 10 cm x 5 cm som overligger. Det, vi her tolkede som en cache, kunne for den sags skyld have haft en presenning kastet over overliggeren og dermed være ret moderne.
Resten af turen tilbage gik lidt frem og tilbage hen over diverse småtoppe. Rensdyr så vi med mellemrum rundt omkring.
Teltet stod heldigvis fint. Vi gik ned til søen for at hente vand og satte os så hen for at spise aftensmad. Rypen fra om morgenen var her endnu med samt sine kyllinger.
Fredag morgen sad vi klokken seks og spiste morgenmad. Igen kunne vi se et hav af rensdyr komme gående ned langs søen med retning ned mod Godthåbsfjorden. I første omgang talte vi omkring 100 dyr. Lidt senere kom flere dyr, og inden vi havde spist færdig, var mere end 200 dyr passeret forbi os.
Da vi havde spist, sad jeg tilbage og slappede lidt af, da en større flok langsomt gik op over den yderste vold og spisende gik omkring lige foran mig. Jeg havde fundet kameraet frem og sad stille og roligt og filmede dem, mens de gik omkring. Efter fem minutter blev de skræmte af et eller andet og stak af alle sammen.
Lejren blev brudt ned, rygsækkene pakket, og så gik vi ud på den næste del af turen. Nu ville vi bevæge os op i højlandet imellem dalen her og Kapisillit.
Først gik vi tilbage i retning mod V37, på en parallel kurs med den, vi havde fulgt ind to dage før, som førte os op til en moræne, der klyngede sig til fjeldsiden over os. Da vi nåede morænen, drejede vi stille og roligt 180 grader rundt, og gik nu langsomt opefter, mens vi havde kurs ud i retning af Godthåbsfjorden.
På indersiden af morænen mellem volden og fjeldsiden var en fin græsplæne, som rensdyrene tydeligvis også brugte, for her var fine dyreveksler at gå på, og græsset var fint og kortklippet. Det var nemt at gå her, så det var virkelig en fornøjelse. Først var der skyet, men efterhånden gled de fra, så solen til sidst strålede fra en skyfri himmel. Der var ikke ret mange insekter, og mens vi stille og roligt kom højere op, blev udsigten ud over dalen, Godthåbsfjorden, bræerne og bag dem indlandsisen flottere og flottere.
Et kort stykke oppe kom vi til en lille plads, hvor seks harer sad og hyggede sig. Vi kunne godt få lov at gå lidt nærmere bid for bid, mens vi tog billeder af dem, men til sidst smuttede de op ad fjeldsiden. Så var vi alligevel kommet dem for nær.
Lidt længere henne fandt vi i hurtig rækkefølge to jagtsenge og en varde. Den ene jagtseng var opbygget i to afdelinger. Det virkede som om, at nogen havde lavet den ene afdeling, og at et senere jagthold med flere mennesker havde haft brug for en større jagtseng, hvorfor de havde lavet den anden afdeling i forlængelse af den første.
Varden stod hævet på en blok på ydersiden af morænen og så gammel ud. Men hvad den var lavet for, kunne vi ikke regne ud.
Udsigten ned over fjorden var fabelagtigt flot. Bræerne var stærkt opsprækkede og bølgede som om, de gled hen over bakker og dale på deres vej mod fjorden. Store mængder af is fyldte det meste af fjorden pånær nogle steder med fritstående vand, hvor man kunne gætte på, at vandstrømme under isen mundede ud i fjorden.
Inde på isen kunne man se flere nunatakker stikke op. Nogle var kun lige synlige og så ud til at være dukket frem fra isen for ret kort tid siden og optrådte sikkert ikke på nogle kort endnu.
Synet ned over dalen var også flot. Nu kunne vi i fugleperspektiv se det område, vi havde gennemtravet dagen før. Heroppefra virkede det hele så småt.
Morænen her var en ren motorvej at gå på. Afstanden mellem volden og fjeldsiden varierede, så der nogle steder var ret brede pladser, mens der andre steder blot var en fem til ti meter bred hylde.
Enkelte vandløb strømmede fra tid til anden ned ad fjeldet og forbi morænen. De var ret små, men gav alligevel fint vand fra sig, så vi med mellemrum kunne se at få drukket noget.
Ved et af vandløbene tankede vi vand til frokosten, før vi gik op ad en bakke, til vi fandt et sted på ydersiden af morænen at holde frokostpause. Vi fandt en blok, som isen i sin tid havde efterladt, og som ydede noget læ for vinden, der stod op imod os inde fra indlandsisen.
Henne ved blokken havde nogen engang bygget et bålsted op. Det var ret lille, men der voksede heller ikke ret meget brændbart materiale heromkring.
Vi satte os ned for at hvile, spise og nyde udsigten. Efterhånden som skyerne gled mere og mere fra, og vi samtidig kom højere og højere op, blev udsigten bare flottere og flottere.
Efter frokosten fortsatte vi. Vi nærmede os mere og mere ydersiden af fjeldet ud mod Godthåbsfjorden. Men et sted så det ud til, at forholdene blev for dårlige. Vi satte taskerne fra os, og mens Dorthe blev ved dem, gik jeg frem for at se nærmere efter.
Først viste forholdene sig at være fine nok, når man kom derud og så efter, men omtrent hundrede meter længere fremme var der et sted, som jeg kun ville passere, hvis jeg skulle. Hvis man passerede hen over det stykke, ville man løbe en decideret risiko, og det var der ingen grund til, med mindre, man var tvunget til det. Så var vi nået til vejs ende på hylden her.
Det var dog ingen større overraskelse, Vi havde i dagene forinden set herop imod i kikkerten og vurderet, at det kunne blive vanskeligt at passere her. Jeg vendte om og gik tilbage til Dorthe.
Vi sad lidt ved taskerne og slappede af og nød udsigten. Mens vi sad her, kom en kalv gående hen imod os. Den blev stående ret nær ved os og så os an i et godt stykke tid, mens vi sad og tog billeder af den. Efter nogen tid kom en simle gående fra den anden side og standsede også op og gloede på os. Til sidst fortrak de dog begge.
Lige over os var der en rute op i fjeldet, som vi besluttede os for at følge. Først passerede vi en rypehan, som sad på en sten og gav små lyde fra sig som om, han advarede noget afkom i nærheden. Længere oppe passerede vi en rypehun med fem store kyllinger, som hun ledte væk fra os, mens vi passerede forbi.
Endelig kom vi så højt op, at fjeldet begyndte at flade ud. Vi var nu oppe i over 800 meters højde. Det gjorde ikke udsigten ned over fjorden og bræerne mindre spektakulær. Vi fandt et sted at sidde og nyde udsigten lidt, mens vi slappede af.
Herfra kunne vi også se den tredjeinderste bræ i Godthåbsfjorden. Den havde trukket sig et stykke væk fra kysten og i tidens løb aflejret en masse sand, så der var dannet et større deltaområde. Lige nu var det lavvande, for vi kunne se isskosser ligge oppe på stranden. Efter at have hvilet lidt var det med at komme videre.
Et kort stykke vej længere henne mødte vi en harekilling. Den var helt grå og sad og holdt øje med os. Da vi gik lidt nærmere for at tage nogle bedre billeder af den, sank den sammen og forsøgte at forvandle sig til en sten.
Vi passerede forbi en sø og over et saddelpunkt, før vi kom til den næste sø, hvor vi havde bestemt os for at overnatte. Der var ret stenet her, men ovre ved en fjeldside, var der hylder, der vendte mod syd. Her gik vi over og fandt snart et egnet sted at slå teltet op.
Med teltet og lejren på plads valgte vi at rekognoscere for en rute ned til en kløft. I denne højde var det ikke til at vide, om vi ville vågne op inde i en sky næste morgen, og så ville det være rart at kende en rute ned til et sted, som vi ret nemt ville kunne følge.
Det lykkedes til sidst at finde en rute, vi ville kunne følge ned i kløften. Så havde vi da en reserveplan, hvis det skulle blive nødvendigt. Med den viden gik vi tilbage til lejren for at slappe af og få noget at spise.
Efter maden gik vi en aftentur for at se lidt ud over terrænet i retning mod Kapisillit. På en lille top med godt udsyn satte vi os ned. Jeg havde taget en Daim med, som vi nu sad og nød (den smagte uhyrligt godt efter en lang dag i fjeldet), mens vi studerede terrænet og et rensdyr, der gik rundt et stykke fra os. Terrænet så rimeligt fint ud så vidt, vi kunne se herfra.
Lørdag morgen vågnede vi ekstraordinært tidligt. Allerede klokken kvart i fire stod vi uden for teltet og nød morgenstilheden. Foran os lå søen spejlblank og uden den mindste krusning. I den anden ende svømmede en gråand. Vi undrede os lidt over, hvad den mon ville i denne højde, men det afslørede den ikke for os.
Morgenmaden blev indtaget oppe på toppen af fjeldsiden bag teltet. Heroppe havde vi igen en herlig udsigt ud over fjorden, bræerne og indlandsisen. Det syn kunne vi ikke få for meget af. Ude ad fjorden kunne vi se tåge komme drivende hen over landtangen til Kapisillit. Mens vi sad her, drev tågen stille og roligt forbi os langt under os ind mod det inderste af fjorden.
Klokken syv var lejren pakket ned, og vi begyndte at gå. Vi gik langs med søen til den fjerne ende og derpå ind gennem en lille kløft. Ved den næste sø stillede vi rygsækkene fra os. En hare løb for en sikkerheds skyld sin vej. Til venstre lå den højeste top på fjeldet, og på toppen stod en stor varde. Den ville vi op til.
Turen op gik nemt, så inden længe stod vi oppe på toppen. Lige før selve toppen mødte vi to ryper, som stod ude på en kant og advarede hinanden mod os.
Varden på toppen var stor. Den var 1,7 meter høj, meget velbygget og formet som en keglestub. Vi blev enige om, at den nok var lavet i forbindelse med arbejderne for Qoornoq1926 datumet for Grønland. Det måtte betyde, at den allersenest har været bygget i 1925 og antageligt tidligere. Det har nok taget adskillige år at bygge alle de varder på et hav af fjeldtoppe, for at man har kunnet opmåle landet. Sikke et job at have haft.
Mens vi stod her på toppen af fjeldet i 942 meters højde, kom der inden for ti minutter to rensdyr op til os. De så kort på os og smuttede så ned igen. Høje eller stejle fjelde betyder ikke det mindste for dem.
Tilbage til rygsækkene og videre. Vores rute for dagen tog os på tværs af ruten til Kapisillit. Vi havde ret god tid til den sidste del af turen, så der var ingen grund til at forhaste sig. Vi gik stille og roligt ad stenede skråninger ned ad bakke til vi nåede et sted med fire søer. Her spiste vi frokost, gik lidt frem og gik så tilbage parallelt med formiddagens rute.
Heroppe i højlandet mødte vi nogle fine, gule sommerfugle. Hjemme slog vi dem op i en bog og kunne læse, at de helst holder til langt mod nord. Hernede mod syd fandtes de kun i højlandet, som åbenbart var det eneste sted, der var koldt nok for dem.
Bortset fra, at det var varmt med en bagende sol, så oplevede vi ikke noget videre i dagens løb. Det mest ophidsende var, da solen omkring klokken tyve minutter over tre forsvandt bag en enlig sky i fem minutter. Ellers bagte solen uhindret ned over os hele den udslagne dag.
Da vi nåede til en fin lejrplads omkring kvart i fire, besluttede vi os for at standse her og slå teltet op. Resten af dagen tilbragte vi med at flade ud, nyde synet ud over søen og det omgivende terræn og drikke lidt the.
Søndag vågnede vi op til endnu en skyfri himmel. Klokken otte var lejren pakket ned, og vi begyndte at gå. Vi havde stadig masser af tid til turen, så vi tog den med ro.
Det første stykke gik op og ned, forbi toppe, dale, søer og skråninger. Et sted standsede vi og så på noget, der godt kunne ligne en jagtseng, men vi var nu alligevel i tvivl, så vi lod den være.
Lidt længere fremme nåede vi op på en fjeldkam, som vi fulgte, mens vi nød udsigten til alle sider. Nogle steder kunne vi gå langs med stejle fjeldkamme, mens vi andre steder gik på toppene.
Bag en skarp kant, der ydede god dækning mod vind fra sydøst, fandt vi en jagtseng. Sengen lå i et lokalt vandskel, så vind fra de to andre sider kunne sikkert få god fart på her. Af den grund havde man bygget jagtsengen op af sten i tre lag, hvilket for os var en sjældenhed. Stenene var nu faldet sammen og ud til begge sider. Vi registrerede den og fortsatte.
Ikke ret langt længere fremme nåede vi ud til en kant, hvorfra vi kunne se dagens lejrområde længere fremme. Der var ingen grund til at forhaste sig, så vi gik ud mod fjorden, til vi fandt en fjeldknold, der stak lidt ud. Her satte vi os for at slappe af og nyde udsigten.
Nedenfor os var en skråning, der gik helt ned til fjorden. På den modsatte side af fjorden vidste vi, at der var fundet flere nordbogårde. Vi søgte efter dem med kikkerten dog uden held.
Lige nedenfor os fik vi øje på en rype med tre små kyllinger. Dem fik den gelejdet ud over kanten. Lidt senere så vi dem gå ud over den næste kant nedenfor os.
Efter at have siddet her nogen tid, gik vi en runde i området for dels at se på landskabet og måske finde noget interessant. Bortset fra udsigten så vi nu ikke noget af interesse. Ved en sø tankede vi vand og vendte tilbage til fjeldknolden for at holde frokost.
Efter frokosten fortsatte vi. Ruten gik ned igennem en kløft, til vi nåede en stejlere nedstigning til en dal. Hernede gik vi først nedefter, til vi atter kunne gå op og ende i næsten samme niveau som frokoststedet.
Vi havde håbet på at finde et egnet lejrsted her, men der var for stent og for ujævnt. Først en lille kilometer længere fremme fandt vi et egnet sted. Undervejs mødte vi det eneste rensdyr, vi så i dagens løb. Vand måtte hentes et par hundrede meter væk, men så kunne aftensmaden også nydes med udsigten ud mod fjorden. Jeg havde pakket min frysetørrede aftensmad i tilfældig rækkefølge. Til aften tog jeg de fleste dage den, der lå øverst. Så var det hver gang en overraskelse, hvad menuen stod på.
Efter at have slappet af et stykke tid valgte vi som næsten alle andre dage at gå tidligt til køjs. Vi havde dog dårligt lagt os inde i teltet, før vi kunne høre et eller to rensdyr passere forbi teltet i rask trav.
Mandag morgen var vi som sædvanligt tidligt oppe. Allerede klokken fire var lejren pakket, og vi var klar til at gå. Vi mødte snart et betuttet rensdyr, der stod og så på os i nogen tid, før det vendte sig om og gik.
Dagens rute gik i samme slags landskab, som gårsdagen. Vi søgte at holde os mest på høje niveauer for at få den bedste udsigt.
Et sted kom vi til lidt af en sjældenhed. Vi mødte en sø uden afløb. Langt de fleste søer uden afløb er så lavvandede, at de udtørrer i sommerens løb. Denne her havde et så stort volumen og så stor vanddybde, at den ikke ville udtørre. Vi passerede hver vores vej rundt om den og mødtes på den fjerne side.
Vi gik nu ned i en mindre dal. Dernede fandt vi en jagtseng, der var bygget op under en stor blok, der lå med et ordentligt udhæng. Her var der opstået et langstrakt kammer. Man kunne se, hvordan de havde sat tre store flade sten op for den modsatte åbning velsagtens for at blokere for vinden. Langsiden var nødtørftigt blokeret med et enkelt lag sten, men det var ikke så godt lavet. Det hele virkede som noget, man havde lavet i en fart en dag, man var blevet overrasket af rigtig dårligt vejr og var blevet tvunget til at gå i dækning i en ruf.
Videre frem gik vi et stykke vej langs en skarp fjeldvæg med masser af nedfaldsmateriale. Igennem et fladt område med småsøer og mindre fjeldknolde. Et sted passerede vi en sø, hvori tre havlitter lå. De svømmede så langt væk fra os, som muligt, og var ikke hverken begejstrede eller nysgerrige, som andre fugle havde været det. Så op ad en stigning, til vi besluttede at gå ind over ryggen til venstre for at komme hen til en sø, vi kunne se på kortet.
Søen lå noget lavere end os, så vi lagde rygsækkene og gik lidt til højre for at se efter en vej ned. Da vi nåede hen til en stejl nedstigning, blev vi omgående opdaget af en gås, der havde tjansen som vagtpost for sin flok. Et pib fra den sendte alle frem gæs løbende ud i søen. Her svømmede de væk fra os, mens de konstant fortalte hinanden, at her var der ubudne gæster i farvandet.
Der var for stejlt for os at gå ned her, selvom vi kunne se, at rensdyr fra tid til anden tog turen. I stedet vendte vi om og gik ned til søen ved den modsatte ende. Her kunne vi tanke vand og vende tilbage til rygsækkene.
Frokosten blev indtaget i 750 meters højde med udsigt ud over bassinet ved Kapisillit. Nu var vi snart ved vejs ende. Vi skulle ikke meget længere frem denne dag, så vi blev siddende og nød udsigten.
Til sidst måtte vi videre. Vi gik tilbage til stigningen, der førte os op til vandskellet i omkring 800 meters højde. På vejen op mødte vi endnu en hare, der roligt gik sin vej. Herefter gik det nedefter, til vi inden længe nåede dagens planlagte lejrområde.
Lige da vi kom derned og drejede omkring et hjørne, sprang et rensdyr op og haltede væk. Det var kommet til skade med sit venstre bagben. Hvis ikke det sørgede for at bevæge sig længere ind i landet, ville det nok snart ende sine dage, når rensdyrjagten blev givet fri. Lige her i lejrområdet talte vi fire rensdyrkranier, hvoraf i al fald de to var blevet nedlagt året før.
Efter at have afsøgt området fandt vi frem til et sted at slå teltet op. I første omgang satte vi os op på et højtliggende område for at lave et krus the og nyde udsigten ned til Kapisillit, som vi nu kunne se syv kilometer væk.
En havørn svævede opefter på nogle kraftige termiske vinde. Der var gang i den derude. Men så lød der en højlydt skrigen, og en jagtfalk tordnede ud mod ørnen. Ørnen, der nok vidste, hvad den havde i vente, drejede sig væk og forsøgte at svæve væk fra falken. Men det hjalp ikke. Falken udførte adskillige angreb, hvor den dykkede ned efter ørnen, der måtte dukke sig for ikke at blive hakket i nakken. Til sidst forsvandt de bag en fjeldtop ude til højre.
Efter nogen tid slog vi teltet op og satte os til at spise aftensmad. Det var herligt at vide, at vi næste dag skulle ned til bygden og en butik, hvor man kunne købe noget anderledes at spise.
Efter maden gik vi en aftentur op på fjeldet for at se os om. Vi mødte dagens kun andet rensdyr på vejen. Det var tydeligt, at der var færre dyr herude.
Tirsdag morgen var vi igen tidligt oppe. Efter morgenmaden påbegyndte vi nedstigningen kort før klokken seks.
Vi skulle ned gennem en lang kløft, der ville føre os hele vejen ned i lavlandet. Et par, vi kendte, havde fortalt os, at man snildt kunne gå denne vej ned. Da alle turisterne formentlig gik op og ned længere tilbage, ville vi helst gå et sted, hvor vi ikke ville møde andre mennesker, så vi havde valgt dette sted.
Som det første mødte vi to ryper, der forsigtigt holdt sig på afstand lidt over os. Herfra gik det stille og roligt ned igennem kløften. Enkelte steder blev den lidt stejlere, men som vi havde fået fortalt, kunne man sagtens gå denne vej.
Et par timer efter at vi var begyndt, nåede vi ud forneden. Her havde vi udsigt til de hytter, der lå nedenfor os. Dem, vi kendte, havde et hytteprojekt længst oppe, så det ville vi lige ned for at se nærmere på.
På vejen derned faldt vi over to rævefælder, som vi for en god ordens skyld registrerede. Så fortsatte vi derned.
De var næsten nået i mål med et skur. Så kunne de jo bo i det, mens de færdiggjorde resten. Der så dog ud til at være et stykke vej endnu.
Vi gik herfra over mod Kapisillit og registrerede på vejen en sidste rævefælde. Vi havde besluttet os for at krydse elven nede ved mundingen til fjorden, så vi satte kursen derned.
Da vi gik ned over den sidste bakke, kunne vi se, at det måtte være en gammel nordboruin. På dette sted måtte den dog være beskrevet af arkæologerne, og hjemme fandt vi da også ud af, at det var tilfældet.
Vi måtte skifte til vadesko for at krydse elven. Til gengæld kunne vi nøjes med at smøge bukserne op til over knæene. Så gik det hurtigt med at krydse elven. Samtidig fik vi skyllet fødderne, hvad der vel nok kunne være tiltrængt efter så mange dage på sporet.
På den fjerne side lod vi fødderne tørre lidt, før vi fik tøj og støvler på plads igen og fortsatte. Herfra var der en bred sti ind til Kapisillit.
Bygden havde bredt sig siden jeg sidst havde været her vistnok 14 år forinden. Der var bygget adskillige sommerhuse, hvoraf flere endnu ikke var færdiggjorte. Et enkelt var faldet af sit fundament, som nok var knækket i en storm. Nu lå huset på skrå på grundfjeldet.
Snart nåede vi ind til Kapisillit og drejede direkte hen til butikken. På skift gik vi ind og købe lidt ind, mens den anden passede på rygsækkene.
Så gik vi op forbi et taphus og fyldte vandsækken, før vi fortsatte op på fjeldet over bygden. Her fandt vi et sted at sidde i læ for den stærke fjordvind, der var her. Nu skulle vi bare slappe af og vente til næste dag. Der blev brygget flere krus the, mens vi spiste mad fra butikken og nød endelig at være fremme. Som vanligt gik vi tidligt til ro.
Onsdag morgen var der tåget og koldt, men med alt tøj på sad vi og drak the, til vi kunne pakke sammen og daske ned til vandet, hvor vi ankom netop som bygdebåden, der var kommet en halv time for tidligt ind, lagde til.
Vi kom derfor om bord som de første og kunne selv vælge, hvor vi ville sidde. På hjemturen til Nuuk kunne vi derfor sidde og trone på forreste sæde og nyde udsigten til – nå, ja, tågen. Det var tåget helt ud til Nuuk, men det betød intet. Det vigtigste var, at vi nu skulle hjem og kunne se frem til et varmt bad.
Vi havde været af sted i tolv dage, hvilket var det længste, nogen vandretur hidtil havde varet. I alt havde vi ifølge vores telefoner gået omkring 155 km med alle svinkeærinder medregnet. Så var der ikke så meget at sige til, at de næste dage blev tilbragt på en mere adstadig måde.